Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Martin Bjergegaard fra Rainmaking Lav din to-do liste om til en today-liste

Lav din to-do liste om til en today-liste

3.158 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
04 March 2014

Efter aftale med Amino er her et uddrag mere fra min nye bog, Succes uden Afsavn

En af fordelene ved at have sin egen virksomhed, eller ved at være chefen, er friheden. Folk længes efter fleksibel arbejdstid, frieftermiddage og muligheden for at rejse og gøre noget sjovt og impulsivt:

"Jeg kunne selv planlægge min tid".

"Jeg kunne arbejde, mens jeg var på stranden eller sad i en skyskraber i Tokyo".

"Jeg kunne træne om formiddagen".

”Jeg kunne hente mit barn tidligt i børnehaven”.

Som du sikkert har bemærket, er vejen til at få opfyldt den drøm pinagtigt svær for langt de fleste af dem, der prøver. Iværksættere arbejder typisk flere timer og tager færre ferier end folk, der er ansatte i en virksomhed. En rundspørge foretaget for nylig viste, at 72 procent af iværksætterne i UK arbejdede over 50 timer, 59 procent arbejdede over 60 timer, og 32 procent lagde mere end 70 ugentlige timer i deres virksomhed. Der er samtidig langt mellem ferierne: samme rundspørge viste, at 14 procent forventede at arbejde hårdt hver eneste dag det følgende år. Kun 53 procent ville tage så meget som to uger fri. Selvom danske iværksættere er lidt mere humane, er det dog et gennemgående træk overalt i verden, at det der i teorien burde være slaraffenland (selv at bestemme) ofte bliver hårdere og mere fastlåst end man havde håbet på.

En af årsagerne til, at vi iværksættere arbejder så mange timer, er at der ikke er nogen, der siger til os, at vi skal gå hjem, ej heller nogen der definerer vores arbejdsplan eller målsætninger. Vi bestemmer selv over vores tid. Potentielt et privilegeret liv, men desværre alt for tit det stik modsatte. Ofte er vi selv den skrappeste chef, vi nogensinde har prøvet at have.  

Når man er sin egen chef, kan pligtfølelsen tage over og komme til udtryk på mange forskellige måder. Du er nødt til at gå tidligt hjem fra en fest om fredagen, fordi du føler, at du bør starte tidligt på arbejdet næste morgen. Endnu en eftermiddag går, uden at du kommer med dine børn til fodbold. Din ven skal giftes, men du kan ikke afsætte en hel dag til at deltage i hans polterabend. Og listen fortsætter. Frustrationerne vokser. Er det virkelig sådan, du gerne vil leve dit liv?

Det behøver nemlig ikke være sådan. Der findes en anden måde.

Stever Robbins er en mand der kender vejen. Efter en uddannelse fra Harvard og MIT har han spillet en central rolle i opstarten af ni nye virksomheder, fem børsintroduktioner og tre virksomhedsovertagelser. Han har bred erfaring og ved, hvilke faldgruber man bør undgå. Stever fortæller om en metode, der er en stor hjælp for iværksættere og ledere, som næsten ikke kan holde op med at arbejde, og hvis arbejdsdage ser ud til aldrig at slutte:

"Beslut om morgenen, hvad du vil anse for at være en hel dags arbejde I DAG. Når du har udført det, kan du holde op med at tænke over arbejdet. En af grundene til, at folk stadig har hovedet fuldt af tanker om deres arbejde, selv når de er nået hjem, er, at de aldrig standser op og definerer for sig selv, hvad det betyder at have udført en hel dags arbejde. Så de tænker altid – hvad skal der ellers gøres i det hele taget – ikke, hvad skal der gøres I DAG?"

Der er en anden meget succesrig forretningsmand, som har omsat dette princip til praksis. N.R. Narayana Murthy er selfmade milliardær. Han har grundlagt Infosys, en af Indiens største IT-servicevirksomheder og har bestyrelsesposter i nogle af verdens største firmaer, fonde og institutioner. Han har desuden 26 æresdoktorgrader.

Economist Intelligence Unit har bedømt ham til at være på niendepladsen over de mest beundrede CEO'er/bestyrelsesformænd i verden, i selskab med Bill Gates, Steve Jobs og Warren Buffett – og Murthy var også den mest beundrede virksomhedsleder i Indien i fem år i træk. TIME placerer ham på listen over asiatiske helte, som har gennemført substantielle forandringer og har den mest markante indflydelse på asiatisk historie i de sidste 60 år, sammen med Mahatma Gandhi, Dalai Lama, Mother Teresa og Muhammad Ali.

Som Dalai Lama er også Murthy meget jordbunden, rolig og glad. Man skulle måske tro, at en person med et så enormt ansvar, og så mange roller, ville have svært ved at leve i nuet, men det har den indiske milliardær nemt ved. Da vi spørger ham, hvordan han undgår at blive stresset, og hvordan han er i stand til at være ordentlig tilstede i sit privatliv, lyder svaret:

"Da vores virksomhed var meget mindre end i dag, skrev vi hver dag et sæt opgaver ned, der skulle udføres eller skabes fremgang på den pågældende dag. Det er noget, jeg stadig gør den dag i dag, så når jeg forlader kontoret er det med visheden om, at jeg har gjort mit bedste i forhold til de opgaver, som jeg har prioriteret at fokusere på. Derfor kan jeg have kvalitetstid sammen med min familie. Når jeg kommer hjem og er tilfreds med, at jeg har vist min passion og bevæget mig i den rigtige retning, har jeg en fornemmelse af glæde og indre ro. Derfor kan jeg give min familie min fulde opmærksomhed, når jeg er sammen med dem."

Så i stedet for at prøve at få bugt med din 'evighedsliste', skal du helt bevidst lave en 'i dag-liste'. Udfør opgaverne. Hav det godt med det, og hent så dine børn, tag på den rejse, eller bliv så længe du vil til festen. Det har du fortjent.

 


Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Martin skriver Skriv dig op