Elektronisk fakturering til udenlandske kunder
Benytter du elektronisk fakturering ved salg til kunder i udlandet, skal en elektronisk fakturas ægthed af dens oprindelse og integriteten af dens indhold som hovedregel sikres ved enten at benytte
- digital signatur
eller
- elektronisk dataudveksling (EDI).
Benyttes én af disse to metoder, kan elektronisk fakturering benyttes overalt inden for EU og uden for EU, herunder ved grænseoverskridende handel mellem virksomheder i de forskellige EU-lande.
Virksomheder, der benytter elektronisk fakturering, skal opbevare beskrivelser af de systemer, herunder hardware og software, og de procedurer, der benyttes. Endvidere skal virksomheden opbevare kontrakter og certifikater som en del af beskrivelsen.
Benyttes der en digital signatur, skal den som minimum have et sikkerhedsniveau svarende til fx et OCES-certifikat (Offentlige Certifikater for Elektronisk Service). Dvs. at en anden tilsvarende digital signatur er lige så anvendelig. Systemet med digital signatur giver en sikkerhed, som er afgørende for troværdigheden:
- Autenticitet - hvilket giver modtageren af fakturaen sikkerhed for, at fakturaen stammer fra den, der har sendt fakturaen
- Integritet - giver sikkerhed for, at der ikke er ændret i fakturaen undervejs
Læs mere om digital signatur på digitalsignatur.dk.
Anvendes elektronisk dataudveksling (EDI), forudsætter dette, at der mellem køber og sælger foreligger en konkret aftale, som fastsætter sikre procedurer for den elektroniske udveksling af fakturaer ved hjælp af EDI. Anvendelsen forudsætter, at parterne benytter og opretholder de særlige metoder og regler, som er nødvendige for datasikkerheden, ægtheden af deres oprindelse og integriteten af deres indhold.
Anvendes andre metoder end digital signatur og EDI, skal der være en indforstået aftale mellem sælger og køber samt en forretningsgang, der sikrer, at ægtheden og integriteten opretholdes. Som eksempel på en sådan anden metode kan nævnes den måde, hvorpå pengeinstitutterne udbyder internetbank, der bl.a. er baseret på aftaler mellem parterne, password-systemer samt evt. kryptering af data.