Hej Anders,
Lytter til dig og Mikael hver morgen i bilen på vej til arbejdet, det er en super podcast I har :)
Min søgen kommer sig egentlig af at jeg allerede har været igennem de daglige venner, forældre i børnenes klasser mv. og forhørt mig lidt om der var nogle der kunne tænke sig at lave "noget" ved siden af deres almindelige arbejde. Du ved, sådan stikke en finger i jorden rundt omkring..
Resultatet var at de fleste havde travlt med deres jobs og jeg fandt ikke nogen der havde en stor interesse for online markedsføring eller affiliate. (Hvilket ikke var overraskende, så havde jeg nok allerede stødt på dem).
Så derfor er den person jeg leder efter først og fremmest en god samarbejdspartner, der er nogenlunde samme sted i livet. Måske en familiefar der også arbejder med ehandel eller på anden vis er "online" meget af dagen. En person med samme interesse for at skabe noget ekstra ved siden af jobbet, og som også gik med Converse sko i 90erne.
Det er jo ikke en hjerteven eller sjælepartner jeg leder efter, men i stedet for at det bliver ren business ville det da være fedt med en som man også havde det godt sammen med, så det (også) bliver sjovt og hyggeligt at bruge sin fritid på projektet.
Hvis man vil have en samtale hurtigt igang med mig, så kan dette meget nemt lade sig gøre hvis man interesserer sig for online markedsføring, ehandel, personlig udvikling, Wordpress plugins, de ting der var fede i 90erne, livets mysterier, interessante startups og business cases eller e-mail automation.
Det jeg tror jeg prøver at sige er at jeg ligeså meget leder efter en af dele det her med, som jeg leder efter en der har alle mulige kompetencer som jeg muligvis ikke selv har. Men kompetencer er for mig sekundært. De fleste ting indenfor det her kan man lære. Men mindsettet og lysten til at bruge ekstra tid foran computeren i stedet for sammen med børnene skal være der fra start af.
Jeg synes egentlig selv at jeg er meget rummelig af natur, men det er klart at jeg nok ville komme bedre ind i et projekt sammen med en ligesindet 'marketeer', end med en folkedanser fra Fyn der bruger alle sine weekender på at sy dragterne selv.
Og så tror jeg i den grad på at det er nemmere at få succes sammen end hver for sig, se nu bare på dit og Mikaels eventyr med marketers.dk og lign.
Nu kender jeg ikke historien bag marketers.dk men det er vel muligt at det ikke var blevet samme success hvis en af jer skulle have startet det op alene.
Måske er det indbildsk, jeg har i hvert fald ikke dataene til at bakke det op, men jeg synes at jeg ser mange af de her partnerskaber rundt omkring havde væsenligt mere succes end "alle os andre" der sidder alene foran skærmen og mangler både sparring, motivation og støtte. Et andet eksempel kunne være Firtal med Jesper Hvejsel og Mikkel Salling.
Jeg håber det var svar nok :)