Hej.
Hvad er det mere konkret, du skal vide?
Krænkelsesspørgsmål (plagiat) af varemærker vurderes ud fra varemærkelovens § 4.
Varemærkelovens § 4, stk. 1 siger kort fortalt, at hvis tegnet (i dit tilfælde logo) er identisk eller ligner, kan det være en krænkelse, HVIS det vedrører varer eller tjenesteydelser af samme art.
Krænkelsesvurderingen efter varemærkelovens § 4, stk. 1 er en helhedbedømmelse. I den bedømmelse lægges der bl.a. vægt på mærkets udseende/synsbillede, hvordan det udtales/lydbillede og om mærkerne videregiver et meningsindhold, et motiv eller lignende/forestillingsbillede.
Hvis det ikke angår varer/tjenesteydelser af samme eller lignende, men tegnene er ens eller ligner hinanden, vil det kun være en krænkelse, hvis der er et varemærke, der er velkendt her i landet og brugen ville medføre en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renomme eller skade særpræg eller renommeet. Det kan fx være et logo som Apples, Novo, Google osv.
Jeg skrev engang en artikel til introduktion i varemærkeret, som du kan læse her: http://ejura.dk/selskabsret/hvordan-er-reglerne-for-et-varemaerke/
Men varemærkeretten er lidt mere kompleks end det, som jeg har beskrevet her, og jeg vil gerne uddybe ovenstående, hvis det virker lidt indviklet, så hvis du har brug for mere hjælp kan du altid skrive til mig på abo@lindlaw.dk.
Vh Alexander Bojsen