Spam er elektronisk post, ofte med et kommercielt budskab, der bliver sendt uopfordret til folk. Da spam er en meget billig måde at markedsføre sine produkter på, er den form for marketing i hastig stigning. At spamme er i Danmark forbudt, og der bliver derfor sendt meget få danske spammails.
I Danmark hører spam under markedsføringslovens paragraf §6a, som i korte træk forbyder en virksomhed at tage uopfordret kontakt til nogen (både private og virksomheder) med en kommerciel hensigt. Paragraffen omfatter elektronisk post, telefax og automatiske opkaldssystemer.