Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Amino Blogs Blog om nyt på Amino Kristian Pitzner-Jørgensen, adm. Direktør for Samlino.dk, om at være iværksætter og hvad det medfører

Kristian Pitzner-Jørgensen, adm. Direktør for Samlino.dk, om at være iværksætter og hvad det medfører

5.435 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
21 September 2016

Kristian Pitzner-Jørgensen, medstifter og administrerende direktør af sammenligningsportalen Samlino.dk, tror på at det handler om at udnytte internettet. Internettet er blevet vores allesammens bedste ven og Googlismen er vores religion. Vi spørger internettet til råds om alt lige fra sundhed, trends og teknologi til privatøkonomi og vi taster uden skrupler vores kortoplysninger ind på diverse platforme. Derfor tog det ikke lang tid for Kristian Pitzner-Jørgensen at takke ja, da han fik tilbuddet om at være med til at starte Samlino.dk op i Danmark der udelukkende er en online virksomhed. Med inspiration fra lignende virksomheder, i lande der på mange måder minder om Danmark så som Tyskland og England, så Kristian og resten af Samlino.dk’s medstiftere en mulighed for at skabe en finansiel sammenligningsportal der har et eneste mål for øje: at hjælpe danskerne med at spare tid og penge.  

Så hvor starter man når man har fået en idé til en virksomhed? Og hvad motiverer en iværksætter til at arbejde +15 timer om dagen? Det giver Kristian sit besyv på her:


Q: Hvad motiverede dig til at starte en sammenligningsportal?
- Det der kendetegner vores forretningsområder er, at det er nogle produkter, der ofte er svære for forbrugeren at gennemskue, og som man bruger ret mange penge på hver måned. Det tager derudover enormt lang tid at undersøge hele markedet og det hjælper heller ikke på det, at det for mange er nogle lidt kedelige produkter. Samtidig var der ikke særlig gode muligheder for at sammenligne disse produkter online i Danmark, og jeg ville derfor gerne bidrage til, at danskerne hurtigt og nemt kan gennemskue et ellers kompliceret marked og få det produkt, der bedst matcher deres behov.


Q: Hvordan blev din idé til virkelighed?
- Mens jeg var konsulent i McKinsey blev jeg introduceret til Mads Faurholt-Jørgensen, som også har en baggrund hos McKinsey. Mads havde på daværende tidspunkt allerede startet en lignende virksomhed i Asien, og vi blev enige om det kunne være super fedt at starte sammen i Danmark også.


Q: Hvad motiverer dig?
- Jeg bliver vildt motiveret af at se ting tage form og sætte mig mål og nå dem. Jeg synes også det er fedt at arbejde med noget som giver ”impact” og rykker nogle normer.  Samtidig synes jeg det er rigtig motiverende at arbejde med nogle dygtige kollegaer og fejrer succeserne sammen med dem.


Q: Hvem inspirerer dig?
- Vi har et enormt dygtigt team, der hver dag inspirerer mig. Vi har derudover en meget kompetent og erfaren bestyrelse, der blandt andet indeholder den tidligere Nordea direktør Thorleif Krarup og den tidligere ISS direktør Waldemar Schmidt. Det er klart, at med så kompetente mennesker omkring dig, kan du ikke undgå at blive inspireret. Derudover synes jeg at en fyr som Tim Ferris (forfatter af bl.a. 4-hour work week) er ganske inspirerende og har en interessant tilgang til mange ting.   


Q: Hvis du kunne starte din karriere forfra, hvad ville du gøre anderledes?
- Jeg fik den bedst mulige start på min karriere hos McKinsey, hvor jeg lærte super meget om forretning og om mig selv hver eneste dag, så jeg tror faktisk ikke der er meget jeg ville ændre. 


Q: Kan du fortælle om et tidspunkt hvor du var tæt på at give op, hvordan du følte og hvad der i sidste ende fik dig til at fortsætte?
- Både i McKinsey og i min nuværende stilling er der utrolig høje krav, og det er ikke altid lige sjovt fordi der kan være meget modgang og man kan komme ud af sin ”comfort zone” ret ofte. I de situationer, hvor det har været hårdest, er det altid vigtigt at prøve at trække sig selv op i helikopteren og se tingene i et lidt større perspektiv. Det hjælper ofte. Derudover er det vigtigt, at man både professionelt og privat har nogle mennesker, der støtter en og det er jeg heldig at have. 


Q: Hvis vi møder dig om et år, og vi spørger dig, hvad højdepunkterne de seneste 12 måneder har været, hvad forestiller du dig at kunne svare?
- Jeg håber og tror på jeg kan svare at et af højdepunkterne har været at vi er kommet på alle danskeres lystavle efter en vellykket TV lancering.


Q: Hvad får dig ud af sengen om morgenen?
- Hvis det er meget tidligt så er det oftest mit vækkeur, men ellers er det tanken om alle de sjove mennesker jeg skal ind og bruge min tid med på kontoret.


Q: Hvor mange timer arbejder du om dagen?
- Puha. Det er mange. Men det kommer helt naturligt, når man brænder for noget - så er man også villig til at bruge det meste af sin tid på det. Hvis jeg skal sætte tal på det, er det nok 12-16 timer i døgnet. Jeg er dog god til at holde mine weekender fri.


Q: Har du et mantra for success?
- Jeg tror en af nøglerne til succes er hårdt arbejde, og for at det skal være sjovt at arbejde hårdt, bliver man nødt til at finde noget man kan lide at lave, så man ikke oplever det som surt arbejde. Samtidig er det også utrolig vigtigt at finde nogle mennesker at gøre det med, som man godt kan lide at bruge sin tid sammen med og som kan støtte en, der hvor man ikke selv har sine stærke sider.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når MetteJeannot skriver Skriv dig op