Stinkefasen – du bliver aldrig bedre, hvis ikke du tør stinke

Jeg har altid været fuld af beundring overfor de mennesker, der mestrer noget. Tænk at være Michael Phelps – at glide ubesværet gennem vandet som en glinsende delfin. Eller Madame de Pouzieux som er en af de eneste i verden, der kan lave kantebåndet til en Chanel-jakke – en kunst ingen indtil videre har kunnet kopiere. Eller Obama dengang han klaskede en flue live on tape – oh, at være så selvsikker. Jeg kan endda græde lidt, når jeg hører Holger Bech Nielsen holde foredrag. Jeg fatter ikke en skid, men få mennesker tænder mig med hans engagement, som han, denne kvantefysikkens boblende breakdancer.  

Der var engang jeg hadede disse mennesker en lille smule. Det var meget nemmere end at indrømme, at jeg egentligt bare var misundelig. Og skal vi endnu længere ind i sindet, kan jeg lige så godt tilstå, at jeg ikke gider bruge alle de timer som Michael har tilbragt i bassinet eller Obama har spenderet på totalt ligegyldige arrangementer. Endsige læse de bøger Holger har læst, og sidde stille alle de timer det tager at blive en lille fransk madame, der kan flette bånd til jakker. 

Jeg er en af de mange, der gerne vil være helt vildt god til at spille klaver. Hvis bare jeg kan slippe for den fase, hvor jeg ikke er særligt god (slag på tasken 5-10 år). Jeg er en af de mange, der har fået at vide, at lysten skal drive værket, hvorfor jeg i en alder af 40 stadig har svært ved at stå tidligt op (jeg har stort set ALDRIG lyst til at stå ud af sengen).

Jeg deltager heller aldrig i holdsport – jeg er nemlig ikke en team player, næh, nej jeg er en ensom ulv, en lone rider, rosinen der faldt ud af pølseenden. Og så er jeg overhovedet ikke kompetitiv, nixen bixen ikke mig..

På mine gamle dage må jeg erkende, at jeg er ekstremt kompetitiv, men i og med at jeg ikke er særligt god til noget, deltager jeg kun i konkurrencer hvor jeg ved, at jeg vinder. Og det er ikke holdsport! Næh, kom du bare med de brune oste og lade os spille strip-Trivial Pursuit. Så skal du hurtigt blive klædt af til skindet.

Churchill skrev selvbiografien ”My early life: 1874-1904” om de første 30 år af sit liv. Han var da 56 og tiden som premierminister med krig and stuff, lå dengang foran ham. Jeg har altid synes det var mega-cool. ”Nå, nu skriver jeg lige lidt om første del af mit liv, så jeg er klar til anden del”. I øvrigt er det en vildt god bog. Læs den.

Det er så nemt at kigge på mennesker omkring os, som vi kan beundre og udnævne dem til semi-guder. Vi giver dem personlighedstræk, der er udenfor vores rækkevidde, tilkender dem en talentmasse vi aldrig selv har fået, eller omstændigheder med penge, trænere eller udfordringer vi aldrig kan blive udsat for. Alt imens vi bruger vores dyrebare energi på at være misundelige eller opretholde selvbedraget om ikke at være en kompetitiv holdspiller f.eks.

På et eller andet tidspunkt er vi bare alle sammen nødt til at lave en Churchill. Måske fordi vi har lyst til at genopfinde os selv, måske fordi vi har en drøm, måske fordi man ved, man bare har noget godt inde i sig, der fortjener at komme ud, måske fordi man keder sig, fordi man gerne vil være et forbillede, gøre sine børn stolte, eller fordi der ikke længere vil være et job til ”Me – in my early life”.

Stor var min glæde, da jeg efter ca. 1.000 år med grundig research (emotionel datering) opdagede, at det slet ikke er så svært. Der er et ganske særligt trick, der skiller semi-guderne fra os andre almindeligt dødelig. En lille velbevaret hemmelighed, der virker hver gang. One word to rule them all. Er du klar?

Stink!

Man bliver aldrig god til noget, hvis ikke man tør stinke. I enhver læringsproces skal man gennemgå en fase, hvor man stinker. Stinkefasen er defineret som den periode, hvor hjernen har lært mere end kroppen kan oversætte til praksis. Lad os f.eks. tage på skiferie. For nybegynderen tager det ca. 1-2 dage før man ikke er den totale Bambi på glatis længere. Dette er juhu-fasen. Optur. På 3. dagen tager man på skiskole, hvor den kompetente lærer fortæller og viser, hvordan man går fra juhu til swusjh- swusjh. Swusjh- swusjh ser utroligt nemt ud. Som når Michael svømmer eller Obama klasker. På 3. dagen er der periodevis swusjh- swusjh, men rimeligt meget mere swusjh-slirp-kaflow. Og her skilles fårene fra bukkende, illusionisterne fra stinkerne.

Det jeg har gjort indtil nu er at opfatte min swusjh-slirp-kaflow, som et personligt nederlag. Jeg forstår det jo godt, når der bliver sagt swusjh- swusjh, men der er vildt langt fra min hjerne til min krop. Men nu er jeg jo også meget klog.. Og mine ski er faktisk heller ikke særligt gode. Skistøvlerne sidder ikke helt til, og dragten er lidt for langt oppe i røven. Så er det jo ekstra svært, ikke.. Også lidt trælst at ham skilæreren ikke taler ordenligt engelsk. Typisk franskmænd. Og hvad ved han egentligt. Hvis han var så god, var han sgu da til en eller anden olympiade og ikke aldrende, lidt-for-glad skibums i neonpolyester. Og det kan vi andre virkeligheds-tryllekunstnere bekræfte hinanden i til after-ski, som jo også er helt vildt sjovt, og vel egentligt meningen med at man tager på ski. Og blablabla.

Dem der forstår virkeligt at stinke igennem i stinkefasen, tænker derimod helt anderledes. De tænker ”yes, jeg stinker. Nu kan jeg blive bedre. Hvor mange gange skal jeg falde for at komme igennem stinkefase 1? Slag på tasken, ca. 1.000. Så nu mangler jeg kun 945, 944 .. ”. Hele den indre refleksion, som optager mig så meget om hvad de andre mon tror og tænker, har de slet ikke. De bruger energien på at lytte og forstå den teknik, der bliver forklaret. De bruger tiden på at finde deres egen måde at gøre det på. Og de investerer timer med surt slid og irriterende og ukomfortabel swusjh-slirp-kaflow for til sidst at mestre swusjh- swusjh-swusjh-swusjh- swusjh.

Nogle gange skal man sige ”fuck lyst” – det handler ikke om, hvad du gider eller kan lide. Det handler om hvad du skal.  For mit vedkommende blev det så lige meget nemmere at stå op samt at komme ud at løbe. Jeg slukkede simpelthen for radioprogrammet, der hed ”Indre refleksion om hvorvidt Anne Skare er motiveret til at dyrke sport i en post-industriel kontekst”.

Nogle gange skal man sige ”ukomfortabelt – ja tak”. For ellers rykker man sig ikke. Jeg har altid været stinkende dårlig til at presse mig selv fysisk, og er derfor aldrig blevet hverken ret meget hurtigere eller ret meget mere udholdende. Det var først da jeg lærte, at lyst til at løbe først kommer efter 16 uger med tvang, at jeg turde – og valgte - at påføre mig selv ukomfortabilitet. Prøv det selv, hvis du er ligesom jeg, løb til det begynder at være u-rart og pres så på bare 30 sekunder mere. Og klap så dig selv på skulderen.

Der vil være nogle læsere for hvem disse pointer ikke er nogen åbenbaring, men det er netop det, der er pointen. For de blinde er den en-øjede konge. Men den en-øjede ved ikke, hvordan det er at være blind og har derfor svært ved at forklare det. At stinke er for nogen så naturligt, at de ikke evner at forklare det. Men vi har alle blinde pletter – jeg vil vædde med at alle mennesker har områder i deres liv som de mestrer, og at den ekspertise der er investeret her, kan bruges konstruktivt andre steder. Jeg mødte for nyligt en ung kvinde der havde – skal vi sige et meget stort udviklingspotentiale indenfor evnen til at sælge sig selv på arbejdsmarkedet.  Det viste sig så, at hun også er en anerkendt vægtløfter, som i et det regi havde en hel drejebog liggende for, hvordan man udfolder det potentiale.  

Hvilken bombe af gennemlevet stinke-fase sidder du mon på? Måske er du semi-gud i andres øjne? You never know.

Til sidst lidt konkrete råd til dem, der har lyst til at stinke videre:

1. Indfør en stinkefase. Lad vær med kun at vente på, at den kommer – inviter og åben op for stink-heden. Jeg siger f.eks. til mine børn:

Anne: Nå, unger hvad stinker I til for tiden?

Børn: ikke noget

Anne: HVAD? Stinker I ikke til noget?! Det er sgu da derfor I går I skole. Det er for at stinke, så I kan blive bedre. Så må I gå op til jeres lærer og bede om nogle sværere opgaver.

Børn: <pause> Jeg tror nok, jeg stinker til at lave lektier..

Anne: JA. Godt. Det kan vi arbejde med.

Børn: Jeg tror jeg stinker til at dække bord.

Anne: Herligt! Så skal der trænes – du dækker bord de næste 7 dage. Så snakker vi om det igen.

Jeg må også indrømme, at I disse dage hvor alle børn vurderes på karakterer og præstationer så bliver jeg glad, når mine unger og deres legekammerater kommer storsvedende og forslåede tilbage efter en ussel time på rulleskøjter, mens de glade råber ”vi er kommet igennem stinkefase 1!”.

2. Brug det ukomfortable som kompas – de tidspunkter hvor du kan mærke, at nu begynder det ikke at være rart længere så træk dig ikke tilbage i illusionen om egen selvfedhed, men skub dig selv en lille smule. Giv f.eks. irriterende mennesker ret, sæt farten op på cykelstien eller slå i bordet, når kollegaerne igen piller ved mobiltelefon under mødet.

3. Vov at miste fodfæstet for en stund. Det er altså rigtigt, hvad han sagde. Det er ikke et spørgsmål om, hvad vi gider eller har lyst til eller gerne vil. Nogle gange – hvis man har sat sig et mål om noget bedre – er der ting man bare skal.

Og stinke – det skal vi. Alle sammen. En gang imellem. Det er sundt og godt og der de rigtigt gode historier ligger og gemmer sig. Jeg er selv blevet voldsomt beriget efter at jeg meldte mig ind i stinke-klubben.

Så had mig, misund mig. Eller stink med mig. Stinke-klubben er altid åben for nye medlemmer.