Bliv gratis medlem
Den største skræk jeg havde, da jeg var gravid første gang, var at jeg ikke ville kunne lide mine børn. “Joooh, det vil du da”, sagde alle mine venner. Og jeg svarede “ja, det siger DU. Men du ved det jo ikke. Måske får jeg et grimt, irriterende barn jeg intet har til fælles med. Og med alle de børn, der bliver født, må det sgu da med sikkerhed ske en vis procentdel af gangene, at folk aldrig kommer til at kunne lide deres børn, selvom de gerne vil. Og så hænger man på den lille mide resten af sit liv”.
Sådan nogle tanker har jeg tit. Grimme, onde, virkeligt usympatiske tanker. En del af mig fryder sig, når mine venner på Facebook er blevet gamle og tykke at se på. Eller endnu bedre, at deres børn ser grimme og uduelige ud. Da jeg læste Jussi Adlers bog Journal 64, hvor nogle fæle læger i hemmelig forening i årevis har steriliseret kvinder de ikke finder egnede til reproduktion, var der en lille del af mig, der syntes at det jo faktisk var rigtigt. Der er da nogle mennesker, der er totalt uegnede til at få børn, og konsekvenserne af “samfundets blødsødenhed” koster kassen. Jeg ser også ned på folk, der aldrig motionerer, som spiser billig, fabriksfremstillet mad, og tilbringer det meste af deres fritid foran fordummende reality programmer eller idiotiske krigs-computerspil. En del af mig synes, at jeg fortjener at komme foran i køen på hospitalet (eller i det hele taget bare foran i en hvilken som helst kø). Et eller andet må alt det hårde arbejde med at være veltrimmet samfundsborger vel kaste af sig.. En meget nær veninde, der ikke rigtig var kommet i gang med hverken studie, arbejde eller familieliv, gik ned med stress, og jeg kom til at sige “hvordan det? Du laver jo ingenting?!”. Hun har ikke ville snakke med mig i 8 år. Det var ikke så smart. Problemet er bare, at jeg stadigvæk, dybt nede i mit slimede, forsumpede sind lidt mener det. Jeg synes, at folk der går ned med stress eller depressioner er nogle vatnisser. Og så har jeg det faktisk heller ikke særligt godt når mennesker, der ikke er lige så kloge som mig, klarer sig bedre fordi de er mere smart-i-en-fart. Oh, grønne djævel fortær dem med min misundelses galde.
Så jeg er ikke noget gennemført godt menneske, det kan vi godt blive enige om. Men jeg vil virkeligt gerne. Være et godt menneske. Derfor er en af mine yndlingshistorie også denne:
En gammel, vis og meget afholdt indiansk kvinde blev spurgt om, hvordan det var lykkedes hende at leve et så forbilledligt liv. Til det svarede hun: “Inde i mig er der en god hund og en ond hund. Den onde hund angriber hele tiden den gode hund. Mit livs opgave har været at holde den onde hund væk fra den gode hund.” Da hun blev spurgt om, hvilken hund der vandt, holdt hun en kort pause og svarede. “Den hund jeg fodrer mest”.
Min mand er et godt menneske. Han har en en kæmpestor god grand danois og en diminutiv, ond chihuahua inde i sig. Jeg derimod har en stor, ond, selvoptaget, savlende køter og en god, ret intelligent retriever i voksealderen. Og hvordan kan man se det? Jo, min mands rygmarvsreaktioner er gode: han reagerer som Gandhi. Gandhi løb efter et kørende tog, tabte en sandal, da han sprang ombord og resolut sparkede den anden af i processen. Da de andre passagerer med store øjne spurgte: hvorfor dog det? - et par sandaler kostede en dagsløn for en almindelig inder - svarede Gandhi: hvad skal jeg med én sandal? Nu kan en heldig sjæl overtage begge to”. Min mand favner hele verden, hjælper alle dem han møder på sin vej, uden at tænke på hvad han selv får ud af det. Han er født god. Når jeg starter op efter en ctrl-alt-delete er mit basis-mode derimod: æd, sov, rag til dig, hersk.
Opret bruger