Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs CHRISTIANS VERDEN Just do it! (med fornuft)

Just do it! (med fornuft)

1.784 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
26 September 2018

Et udtryk der blandt danske iværksættere er blevet et nærmest dagligt mantra er “just do it”. Et udtryk sagt af mange iværksættere, både danske og udenlandske, men nok mest af alt gjort mainstream af serieiværksætter Jesper Buch. En hurtig disclaimer er, at jeg absolut intet negativt har at sige om Jesper, selvom jeg samtidig heller ikke nødvendigvis er hans største fan. Men at manden har talent og har opnået langt mere end de fleste og langt mere end jeg selv, det kan der ikke være nogen tvivl om. Alligevel har jeg det en anelse svært med udtrykket ”just do it”.

Lad mig forklare hvorfor.

I en del år har jeg nu beskæftiget mig med unge mennesker, som i større eller mindre omfang har været i berøring med iværksætteri. Alt fra 6 klasses folkeskoleelever til gymnasieelever og nu universitetsstuderende på daglig basis, qua mit arbejde på Syddansk Universitet.

Den stadig stigende gruppe unge, som ønsker at være iværksættere, de har personer som Jesper Buch som deres idoler. Hvilket er mere end forståeligt og det mener jeg også de med god samvittighed kan have. Men jeg ser desværre også rigtig mange unge, som ender med at ”brænde fingrene” på iværksætteri og det gør de, fordi det vælger at kaste sig hovedløst ud i det – eller sagt med andre ord ”just do it”.

Jeg synes man bør kaste sig ud i det og man bør også brænde fingrene, for det er på den måde vi lærer allermest. Det er gennem eksekvering, men vi bør samtidig gøre det med fornuft.

Jeg har set efterhånden set rigtig mange tilfælde, hvor en gruppe (måske unge) personer eksempelvis har startet en webshop, som de efter en kort eller lang periode erkender aldrig bliver nogen succes og derfor må lukke. Det samme ser jeg indenfor software verden. Endnu engang en gruppe (måske unge) personer der bygger eksempelvis endnu en ”find en sjov fest en lørdag aften inden du skal i byen” app.

Det ender som sagt ofte med ideer/projekter, som må lukke. Hvorfor så det? I langt de fleste tilfælde, bliver der udviklet et produkt/service, som verden desværre ikke har brug for. Der er højest sandsynligt blevet spurgt ”can we build this?”, men ikke ”should we build this?”, som er det rette spørgsmål at stille.

Endnu en disclaimer. Jeg er selv faldet i denne fælde en del gange for efterhånden mange år siden. Så jeg har selv lavet denne ”fejl” og det er som sagt en lærerig proces. Jeg ville dog ønske at jeg havde lært essensen noget tidligere.

Men hvor stiller det os så og hvad bør håbefulde iværksættere så gøre? Ja de bør kaste sig ud i det, de bør brænde fingrene, de bør ”just do it”, men de bør også gøre det med fornuft. Lad os hjælpe hinanden og ikke mindst os selv, ved at spørge ”should we build this?”. Jeg tror det er vigtig ikke at gøre sig til herre over andres ideer og vurdere om en ide er god eller dårlig. Fordi hvem kan vide det? Men vi bør gøre os selv den tjeneste at gå til vores potentielle kunder. De og (næsten) kun de, kan besvare spørgsmålet. Det er dem du skal gøre tilfredse og det er dem, som i sidste ende skal betale din løn. Så brug dem.

Men hvordan tænker du så? Der findes forskellige metoder du kan gøre brug af, men som jeg i første omgang ikke vil gå i dybden i (måske i et senere indlæg). Men grundlæggende handler det om at være nysgerrig og spørgende. Har dine potentielle kunder det behov du tror de har? Eller kan de slet ikke se nogen værdi i din ide (forhåbentlig er det ikke tilfældet), fordi så er det jo en stærk indikation om, at du måske er på vej af den forkerte sti. Så brug dine potentielle kunder. Lyt og lær af dem, inden du kaster dig hovedløst ud i et iværksætterprojekt. Det er som sagt i sidste ende dem, som du skal gøre tilfredse.    

Jeg synes bestemt du skal forfølge din drøm og jeg synes også du skal ”just do it”, men jeg synes også du bør gøre det med fornuft.

 

En sidste disclaimer. Jeg ønsker med ovenstående ikke skabe nogen form for debat. Det har jeg intet behov for, om end du selvfølgelig er mere end velkommen til at give din mening med. Det er blot et forsøg på et lille opråb. Jeg ser dagligt iværksættere, der har brugt halve til hele år med at arbejde på ideer, som deres potentielle kunder i sidste ende ikke ser nogen værdi i. I stedet for at bruge alt den tid, så kunne samme konklusion måske være opnået på kun et par uger, hvis processen var grebet anderledes an. Det ville i så fald frigive tid og energi til et nyt projekt og vi ved jo alle sammen at vi generelt ikke rammer rigtigt i første forsøg. Det er den pointe jeg gerne vil have frem og håber at kunne give videre.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Christian skriver Skriv dig op