Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Christina Klitsgaard E-mail-marketing ferie-tip: Fang dem på mobilen

E-mail-marketing ferie-tip: Fang dem på mobilen

5.242 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
18 July 2012

Hvis du sender e-mails ud i disse uger, så får du sikkert en hel del 'Jeg er på ferie'-autosvar retur. (Heldige dem der har været så forudseende at booke en billet til solen).

Det betyder heldigvis ikke at du ikke kan eller skal e-mailmarkedsføre dig i ferien hvis du har et relevant og aktuelt tilbud eller budskab.

Det betyder bare at mange af dine kunder læser mails på mobilen.  Mens de sidder ved poolen og holder øje med ungerne i vandet. Mens de sidder i skyggen på den lokale tapasbar. Eller mens de sidder i sommerhuset i Blåvand og venter på at regnen vil stoppe. 

Når de henter mails ind på mobilen, er det første de ser, selvfølgelig din emnelinje, men mange mobiltelefoner er indstillet så dine kunder også kan se de første 3-5 sætninger uden overhovedet at åbne din mail. 

Det kan du 'udnytte' i din e-mail-markedsføring ved at bruge din pre-header strategisk. 

Din pre-header er den linje der står øverst i dit nyhedsbrev. Typisk er den indstillet med en standard-tekst a la 'Du modtager dette nyhedsbrev fordi du har tilmeldt dig på [adresse på dit website]. Ser mailen underlig ud? Klik her og se den i din browser'.

Det geniale ved at bruge pre-headeren er at du kun kan sige meget lidt i din mails emnelinje. Men når du integrerer pre-headeren, kan du folde dit budskab endnu mere ud og dermed friste flere til at åbne. 

Herunder er 3 hurtige tips til hvordan du oplagt kan bruge din pre-header strategisk:

Tip 1: Skriv telefonnummeret

Hvis du i din emnelinje kommunikerer et helt konkret tilbud, så brug din preheader til fx at skrive telefonnummeret dine læsere skal ringe på for at få fingre i det.

Fx sådan her: 'Ring til os på tlf [indsæt nummer] for at få tilbuddet'.

Hvis tilbuddet er tidsbegrænset (er de fleste ikke det?), så inkluder den information i den pre-header. 

Fx sådan her:

'Ring til os på tlf. [indsæt nummer] inden kl. 18 i dag for at få fingre i tilbuddet'.

Det eneste dine læsere skal gøre, er at klikke på nummeret for at ringe. De behøver altså ikke engang at åbne din mail. 

Forestil dig fx at du driver en restaurant – en smart måde at præsentere dagens menu på.

Tip 2: Skriv din næstbedste overskrift

Hvis dit nyhedsbrev indeholder en artikel eller en guide, så skriv din næstbedste emnelinje i pre-headeren. 

Emnelinjen til dette nyhedsbrev er:

'E-mail-marketing ferietip: Fang dem på mobilen'

Og i min pre-header skriver jeg:

'En mini-guide til hvordan du får flere til at åbne dine mails på mobilen'.

Hvis nummer 1 ikke får dem til at åbne, så gør nummer 2 måske. 

Tip 3: Link til din mobilvenlige version

Hvis du har en mobil-version af den landingpage du vil have dine læsere til at gå over på fra dit nyhedsbrev, så link til den mobile version i din pre-header og til den almindelige version inde i selve mailen. 

Du vil muligvis opleve en markant større konvertering.

* * * 

Det er super nemt at bruge pre-headeren strategisk i din e-mail-markedsføring. Og husk: Der er ingen grund til kun at gøre det her i ferien. Der går rygter om at tre fjerdedele af os bruger vores mobiltelefon til at læse mails. Hele året. 

God fornøjelse – og god ferie hvis du har mere til gode. Selv er jeg helt nede i gear til midten af august. Men jeg læser da mails. På mobilen.

Kh

Christina 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Christina skriver Skriv dig op