Ensomhed kan også forekomme på arbejdspladsen!

Ensomhed er det store tabu i vores samfund. Det er accepteret at sige, at man har et alkoholproblem, har haft et stofmisbrug, har oplevet incest, er blevet mobbet, har haft en depression eller er blevet svinet til på SoMe. Men ensomhed vil man mindre stå ved, den er ligesom sværere. Det er lidt pineligt, for det har en snært af, at ingen kan lide en, at ens selskab ikke er interessant, at man ikke er en del af fælleskabet. Og det er da taberagtigt, at være udenfor.

 Personligt tolker jeg ensomheden ved, at man ingen venner har, intet netværk, ingen familie kontakt, ingen at betro sig til, ikke føler sig værdsat og elsket og derfor ikke har nogen at læne sig op ad. At når man er i nød er man alene. Man ikke er populær, er mindre omringet, har en tom kalender, ikke interessant eller cool nok. Det giver følelsen af, at ikke at have meget at byde på for man lever jo ikke Facebook livet, som de andre åbenbart gør. For andre kan det være barnløshed, singlelivet eller andet.  Fællesnævneren er en uønskede følelse af dine sociale behov ikke bliver tilfredsstillet, og det er uanset alder og livssituation.

Samtidig kan man jo sagtens være ensom, når man er omringet – men det er en anden diskussion.

Jeg har oplevet ensomhed på en arbejdsplads. Et sted med tvungen interaktion, med personer som ikke er til valgte. Det er jobbet eller firmaet som i første instans er blevet selekteret, og der bruges immervæk mange af ens vågne timer.

Min oplevelse var ikke mobning, jeg blev ikke frosset ud af chefen, havde ingen fornemmelsen af, at jeg blev bagtalt eller grinet af. Jeg var bare alene, uden et team, uden en nærværende chef, ingen at have de faglige samtaler med og med fornemmelsen af, at ikke høre til. Jeg følte mig som en forsanger i et band uden medlemmer.

Første arbejdsdag ringede jeg spændt på døren, glad over at skulle starte et nyt sted. Men skuffelsen blev stor og brutal. Jeg var ikke ventet, ingen kendte til min ansættelse - chefen som havde ansat mig, var på ferie i flere uger. I bakspejlet kan jeg se, at min start på det job kom til at opsummere hele min tid på den arbejdsplads.

 

Jeg var den eneste på mit arbejdsområde, der var meget begrænset hjælp at få i min opstart (bortset fra en vikarierende hyæne 1200 km derfra), og ellers mennesker som havde svært – tror jeg - ved at se, hvor totalt tabt og ensomt det var.Firmaet var i gang med en fyringsrunde i et andet lokalt kontor, så jeg måtte lige vente til at en PC blev tilgængelig. Den plads jeg fik allokeret var kun ledig, når den fyrede medarbejder ikke kom ind på pinden! Det opsummerer stemningen.

Kontoret var indirekte delt op i grupper: dinosaurerne – ansatte med samme anciennitet som chefen, dem som var del af et team og bekendte fra tidligere arbejdspladser. Og ja, jeg hørte ikke til nogen af de kategorierne.

Jeg kan forholde mig til at man havde svært ved at relatere til mine mange spørgsmål, for andre var ubekendte med mit arbejdsområde og arbejdsredskaber. Vi havde end ikke, de samme reference rammer på hovedkontoret.  Så det blev en udfordring at sætte sig ind i jobbet og få et overblik, og det kan jeg acceptere. Det var den manglende interesse for min person den første tid, som var sværeste at skulle forholde sig til. Og mit bindeled – chefen – var sjældent tilstede.

Fem måneder inde i min ansættelse flyttede vi kontor, så jeg kom til at sidde tættere med andre, og kunne få en daglig dialog i gang. Jeg var landet i et team, uden at være medlem og det blev klart når der var teamfrokoster. Der blev jeg aldrig inviteret med.

Det undrer mig, at man ikke havde overskud til at tage den enlige ulv med. Ikke at have den indsigt, at det er helt normalt for at sikre et godt arbejdsklima, at inkludere. Og det er ensomt.

Det var ikke mit første job, og heldigvis er jeg en robust person med humor, et godt humør og kan se det morsomme i mange situationer. En person der ikke er bange for at stikke ud, sige sin mening, gå det nye og det fremmede i møde. Og tak for det.

At føle sig udenfor, at skulle gøre opmærksom på sig selv, det betyder noget for dagligdagen. Det er ikke vigtigt for mig at være vellidt af alle. Jeg kunne godt klare den bordherre, som ved første julefrokost meddelte, at han ikke kunne lide min stil eller forstod min ansættelse. Men ønsket om en arbejdsplads hvor man viser mig interesse, vil jeg gerne have.

 

Og den kom da også – interessen. Og jeg blev meget glad for de kolleager som jeg fik, da jeg lærte dem at kende. Jeg gik rundt og talte til folk, kom til fredagsbaren og gav mig tid ved kaffemaskinen. Jeg tog selv teten.

Jeg er fortaler af, at man ser det positive og gør status over hvad man har lært. For oplevelserne er med til at forme os og essentielle i vores dannelsesrejse.

Jeg lærte så meget om mig selv og hvordan jeg blev opfattet. Jeg lærte, at jeg har nogle værdier men, at de kun bliver testet når vi er i situationer, hvor vi aktivt skal tage stilling til dem. Både dem vi kan efterleve, hvis der er et langsigtet mål og især dem som bliver overskredet.

Mest taknemmelig er jeg over de mennesker jeg mødte på den rejse. Jeg ville ikke have været nogen foruden, for mange gav mig så meget på godt og ondt. Der var humoristiske, interessante og inspirerende personligheder, som førte til fantastiske samtaler og meget morskab. Jeg blev beriget - og kan kun håbe, at det har været gengældt.