Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Iværksætterblogs Løn og HR Politiet og kuglerammen...

Politiet og kuglerammen...

1.119 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
31 March 2009

Har lige erfaret, at tekniske hjælpemidler ikke er noget politiet brillierer i.

I forbindelse med et indbrud har vi – helt efter bogen - anmeldt sagen til vores lokale politistation. Det foregik pr. telefon, og en arbejdsom politiassistent stenograferede på livet løs, mens vi beskrev de stjålne effekter, heriblandt pas, kørekort, mobiltelefon og alt det andet…

En uges tid senere ringede telefonen. ”Goddag, det er fra den lokale politistation – Bor den og den på Jeres adresse?”  Øh ja, og gudskelov var hele familien hjemme, så jeg nåede ikke at få mavekramper af nervøsitet over, at der kunne være sket noget.

Politiassistenten fortsatte: ”Vi har fundet 2 af familiens pas under en politirazzia i København. Har du nogen forklaring på, hvordan de kan være havnet der?”

Jeg var et stort spørgsmålstegn – men blev også grebet af et enormt håb om, at alle de andre effekter var fundet. Men nej – de havde kun fundet passene. Men hvis jeg lige ville være så venlig, at sende en mail med specifikation af de stjålne effekter, så ville de sende det videre til Københavns politistation, som var dem, der tog sig af de anholdte.

Som sagt så gjort. En times tid senere kom jeg til at tænke på, at jeg aldrig havde fået oplyst politiet om serienummeret på min mobiltelefon, så jeg ringede op igen.  ”Kan jeg få dig til at ringe direkte til København, så får de oplysningen med det samme?”.  Yes – nu sker der noget, tænkte jeg. Fattede straks telefonen, og fik fat i den politiassistent, som havde anholdt – ikke bare én, men flere personer. Det var pludselig en stor sag, så lyset var forude. Og jo, han var meget interesseret i, hvad vi havde fået stjålet. ”Kan du ikke sende en mail til mig – jeg har endnu ikke modtaget noget, fra den lokale politikreds”.

Næste morgen ringede jeg igen – skulle jo lige høre, hvornår jeg kunne hente alle mine ting! Men næh, der var ikke mere… , eller jo for resten, fortsatte politiassistenten: ”vi kontrollerede serienummeret på de anholdtes mobiltelefoner, og der fandt var din imellem”

Mere held var der så ikke i den sag. De anholdte vidste ikke lige, hvem de havde fået passene og telefonen fra, så – det var så det!

Men jeg spørger bare:

Havde vi ikke fået stjålet vores pas, havde politiet så sat de anholdte i forbindelse med tyveriet hos os?

Havde politiet kontrolleret serienummeret på telefonen, hvis jeg ikke tilfældigt havde ringet, mens sagen var varm?

Hvorfor var vores pas ikke blevet registreret i et eller andet register?

Hvorfor har politiet ikke et fælles register over stjålne sager?

Hvorfor er der ikke en offentlig liste over stjålne effekter, som vi alle – herunder ALLE politikredse – kan følge med i?

Efterfølgende fortæller taksatoren, at det er et kæmpeproblem, at tyveriramte personer lægger lidt oveni, når skadesanmeldelsen skal udfyldes. Mon ikke det kunne begrænses, hvis de stjålne effekter blev offentliggjort. Hvem ville skrive, at de havde fået stjålet et nyt B&O anlæg, hvis alle venner og bekendte vidste, at de aldrig havde haft et?

Tja – internettet har endnu ikke fundet vej til politiet. Og dog, de kunne da modtage en mail…. men endnu ikke videresende den.

Hvis nogen skulle være i tvivl – så er dette indlæg fra året 2009.

 

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Espresso skriver Skriv dig op