Om at bande og sætte sig selv fri

Kære Q (og ja, Q’et står for kvinde – så nu har jeg målrettet mit blogindlæg helt fra starten).

Før du læser dette blogindlæg – lad mig lige stille dig et spørgsmål: Har du set Martin Thorborgs YouTube indslag? Hvis ikke – så se det nu, før du læser videre: Kom så piger, I kan godt. Og hvis du allerede har – så se det igen. Specielt indlægget ”Kvinde, lyv for Helvede!” er værd at gennemgå en ekstra gang.

Der sidder han, Martin - i sin cabriolet, iført solbriller og verdens bredeste smil, mens han møder os med sit ”Heeeeej.” Han når at bande 24 gange i løbet af sin 4 minutter og 51 sekunders dundertale – og så taler han i øvrigt til sin mobiltelefon, hvilket vil sige, at han faktisk sidder og taler til sig selv, mens han kører bil. Han mumler også lidt – og gentager sig selv. Det er tydeligt ikke en 100 % gennemtænkt tale, han fyrer af.

Lad mig stille dig et andet spørgsmål: Får det din opmærksomhed - Martins indlæg? Er du enig? Uenig? Gør det dig tænksom? Arrig? Provokeret? Skyldbetonet? Jeg gætter på, at en eller anden reaktion har hans bandbulle fået op i dig, for lad os få svesken på disken: Attituden i YouTube indslaget er noget af en kontrast til den måde, kvinder ofte præsenterer sig selv på – og det, de står for.

Modsat hvordan, tænker du måske nu?

Lad mig fortælle dig en af mine yndlingshistorier – og vi bliver i bil-temaet, selvom det ikke handler om hverken mærker eller kørsel. Det handler om … parkering.

Da jeg for nylig skulle ud at købe ind, var alle pladser optaget, undtagen en enkelt P bås foran supermarkedet… som blev snuppet af bilen lige foran mig. Der sad jeg så og ventede på, at en plads blev ledig, og imens stod kvinden i bilen, der havde nuppet ’min’ plads, ud. I stedet for at gå ind i supermarkedet trådte hun bag om bilen, bøjede sig ned, tjekkede, satte sig ind i bilen igen, bakkede ud, rettede op, kørte ind igen… og det blev hun ved med, indtil hun var helt tilfreds med sin parkering. Først da gik hun ind i supermarkedet for at købe ind.

Jeg sad og gloede betaget på optrinnet, indtil en utålmodig herre bagved sendte mig et ordentligt BÅÅÅT, for scenen er en forrygende metafor på, hvordan kvinder ofte angriber deres karriere – uanset om de er selvstændige, jobsøgende eller i arbejde: De holder sig inden for rammerne, passer på ikke at fylde for meget, sikrer sig, at de ikke parkerer ’skævt’.

Attituden oplever jeg alt for ofte som karrierecoach for både jobsøgende kvinder og kvinder i (leder)jobs: den der forsigtighed, der opstår, når der virkelig skal ’fyres noget af’, når de skal give sig selv, stå 100 % ved sig selv og det, de siger. Der lusker en tvivl ind i sjælen, i maven – i de ord, der bruges. En tvivl, som gør, at mange kvinder ønsker at sikre sig 100 %, før de handler – før de siger noget (uden at bande).

På et af mine foredrag havde jeg netop gennemgået dette tema og havde via to eksempler på præsentationer illustreret, hvor stor forskel et lille ord kan gøre. I den ene version dryssede jeg med let hånd det jeg kalder ’sproglige svækkelsesmarkører’ ud over talen (ord som: håber, tror, mener selv, andre synes, tillader mig, faktisk, rimelig…). I den anden var jeg stringent og klar i mit sprog. Alle tilhørere var enige om, at den sidste version virkede mest overbevisende og solgte bedst.

Hvorpå en kvinde rakte hånden op og kommenterede:

”Men den måde kræver jo, at man virkelig kan stå inde for det, man siger.”

Bang! Hovedet på sømmet! Fordi:

1)      Hvis du ikke tror på det (dig) – hvorfor skal jeg så?

2)      Hvis du ikke står inde for det (dig) – hvem skal så?

3)      Og det der med 100 % forberedt – hvornår er man det? Tro mig, selvom du forbereder dig på alt tænkeligt, vil Universet sørge for, at der dukker et spørgsmål op, som du ikke har overvejet, at der opstår en situation, som du ikke har forberedt dig på forinden. Sådan er livet – og det er dejligt!

Tilbage til Martin et øjeblik. Hvad er det han gør? Han tror på sit budskab. Han tror på sig selv. Han behøver ikke at forberede sig grundigt, før han taler – for han ved, hvad han vil have ud af sine ord, og så går det nok (også selvom bilen larmer, han bander en smule og gentager sig selv). Han ved langt inde, at det han siger, er ok. Han ved, at han selv er ok. Derfor virker det – derfor synker hans ord ind – og derfor får han respons.

Og nej – jeg ønsker ikke, du bliver en mini-mand eller en Mini-Martin. Du skal finde din egen måde – din egen vej. Samtidig med, at du er opmærksom på:

• hvornår du bremser dig selv
•  hvornår du forbereder af skræk for at handle
• hvornår du tænker, fordi du er bange for at sige
• hvornår du trækker dig tilbage, fordi du er bange for at stå frem

I hele livet – i alt, hvad du gør… som selvstændig, sælger, leder, ansat, jobsøgende, kvinde… hvor du end er i livet.

Held og lykke!

Ps. og ja, jeg har også talt antallet af bandeord i ”Søde kvinde, gør det nu bare!” – tallet er 14.