Amino Ekspertblog

Ekspertblogger på Amino

Kan du forestille dig at have jobsamtale med en robot?

Skrevet af:
4. januar 2018 | 340 Visninger | 4 kommentarer
Hvor mange stjerner giver du? :

Amino Ekspertblog

Gitte's blog

Ekspertblogger på Amino

Vi er vant til, det er et menneske, der screener vores CV og læser vores ansøgning, når vi har søgt et job. Men i fremtiden skal vi vænne os til, det kommer til at foregå med kunstig intelligens eller AI (Artificial Intelligence).

Du kender sikkert også de typiske jobmesser på uddannelsesstederne, hvor firmaerne er til stede, møder de studerende og præsenterer dem for ledige jobs, de studerende efterfølgende søger på traditionel vis.

Men den metode er producenten af husholdningsprodukter, Unilever, gået bort fra. De poster deres ledige stillinger via de sociale medier som Facebook, og interesserede kandidater indsender deres LinkedIn-CV. På baggrund af dette får de et link til 12 neurosciencespil, de skal spille. Det kan eksempelvis være et spil, hvor de viser, hvor risikovillig, de er.

Til sidst bliver de stillet en række forudindtalte interviewspørgsmål, som de optager deres svar på og sender ind. Alt dette uden at være i kontakt med et menneske!    

Går kandidaterne efterfølgende videre i processen, inviteres de til at deltage i et assessment center, hvor de indgår i dagligdagsnære arbejdssituationer og vurderes af de ansættende ledere.

Fordelene – de er der!

Der er flere fordele ved metoden set i forhold til traditionel jobsøgning – ikke kun for firmaet, men også for dig som kandidat:

Det vinder du på:

-          Alle ansøgninger behandles ens

-          AI forkorter rekrutteringstiden – din ansøgning behandles hurtigere

-          Som ansøger undgår du rekrutteringsfolkenes bias i udvælgelsen som for eksempel køn, alder og bopæl

-          Du sparer tid, når du søger job – du søger udelukkende med dit LinkedIn-CV 

-          Inviteres du til at deltage i en jobrelevant dag i firmaet, bliver du vurderet på din evne til at løse joblignende opgaver – du vurderes på andre parametre, end hvordan du gør dig til en jobsamtale

 

Men hvad mener du?

Hvordan ville du ha’ det med at blive rekrutteret på denne måde?

Læs også


Kommentarer

Gitte Randrup   den 11-01-2018 kl. 11:21

Jeg er ikke sikker på, at man direkte kan overføre en kandidats holdning til risikovillighed ved at se på, hvor meget luft han/hun tør komme i en ballon, før den springer, i en test. For vil man ikke have mindre tendens til at tage et spil mindre seriøst - set i forhold til, man sidder i sit virkelige job og skal træffe en risikofuld beslutning? Det tror jeg!

Er kommentaren brugbar? 1 0
Jesper   den 11-01-2018 kl. 15:05

"Du sparer tid, når du søger job – du søger udelukkende med dit LinkedIn-CV"

Hvilket er det dårligste råd ever...

Et CV skal ALTID være tilpasset det job man søger det gælder ikke kun ansøgningen. Så længe LinkedIn ikke tilbyder at man kan opsætte flere CV'er så man kan sende målrettet CV med til det job man søger, så vil jeg stærkt fraråde dette.  

Er kommentaren brugbar? 1 0
Brian-Christensen   den 12-01-2018 kl. 08:48

En computer er ikke bedre end de algoritmer du bygger ind i dem!

Har udviklerne taget højde for alle mulige forhold?

Et andet interessant spørgsmål, ved arbejdsgiveren hvilken person de vil have og er de gode nok til at opstille de rette kriterier som der søges efter...

Jeg kan godt se computere lave en grovsortering i store mængder at ansøgninger, men det kan aldrig erstatte den menneskelige kontakt mellem to personer.

Jeg så hellere en fremtid hvor virksomhederne åbnede op for hvilke udfordringer de sidder med og lader ansøgerne komme med løsningsforslag, og netop hvorfor de er den rette til stillingen. Det giver rum for kreativitet og nytænkning, som gavner både kandidaten og virksomheden.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Gitte Randrup   den 13-01-2018 kl. 14:03

Der er mange holdninger til CV’er og de fordele og ulemper, der er ved henholdsvis det traditionelle skræddersyede CV og det på LinkedIn, der viser det store, brede billede af ansøgeren.

Hvorom alting er, er det i sidste ende op til den enkelte arbejdsgiver at beslutte, hvilket CV de ønsker at modtage, og her har Unilever valgt at bruge LinkedIn-CV’et, der screenes via algoritmer. Og der er flere store firmaer i USA, der rekrutterer på lignende vis.

Der er også rekrutteringsfolk, der mener, at CV’et, som vi kender det, er på vej ud, og det må fremtiden vise.

Personligt tror jeg, arbejdsgiverne til stadighed vil have fokus på at spare tid i den meget omskiftelige verden, vi lever i.

Grundet dette som også har at gøre med den meget hurtige teknologiske udvikling, vi kommer til at opleve, tror jeg, der kommer et øget fokus på personlige kompetencer som det at være en god problemløser, have høj følelsesmæssig intelligens og at kunne tænke kreativt.

Og så kan jeg kun være enig i, at det essentielle er at vide, hvilken kandidat man søger! For om du bruger algoritmer eller mennesker til screening, kræver det stadig en grundig analyse af jobbet og den ønskede kandidatprofil, inden man overhovedet går i gang med at søge.

Det er en rigtig god ide det med at lade kandidaterne komme med løsningsforslag på egentlige udfordringer. De ligger også i tråd med casepræsentationer, som nogle virksomheder bruger i dag. På den måde ser man også, hvordan en given kandidat vil agere i jobbet, hvilket er et vigtigt element i rekrutteringen.

Er kommentaren brugbar? 1 0
 

Tilføj en kommentar

 

 
For at holde spammere ude, fortæl os hvad er: fire + tre =
Husk Mig

Få besked når der kommenteres (Log ind for at få tilsendt mail)
 

Om denne blog


Få besked når Gitte skriver


Om

Det er mit store ønske med denne HR-blog at gøre en positiv forskel og komme med mit bud på, hvordan vi for eksempel får bedre jobannoncer, giver bedre afslag til kandidater, tager bedre imod nye medarbejdere og så videre.

Desuden interesserer jeg mig også for, hvad fremtidens arbejdsmarked kommer til at betyde, og hvordan vi bedst muligt tager imod de nye generationer, hvis forventninger er anderledes end de tidligere generationers.

I sidste ende påvirker HR- arbejdet en virksomheds employer brand både over for de ansatte og potentielle nye medarbejdere.

Derudover ligger det mig meget på sinde, at HR-arbejdet tager udgangspunkt i forretningen og dens kunders behov.

Jeg har arbejdet med HR i flere år i forskellige typer virksomheder.

Den faglige ballast har jeg fra en HD i organisation, ledelse og HR, og jeg trækker også på min sproglige baggrund.

Desuden prioriterer jeg højt at
følge med i nye tendenser og trends inden for mit felt og formidle det videre til alle, der kan bruge det.


Seneste kommentarer