Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs GR Consults Blog Nystartet freelancer? Sådan kommer du lettere igennem den første tid

Nystartet freelancer? Sådan kommer du lettere igennem den første tid

2.664 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
06 March 2018

Da jeg besluttede mig at blive selvstændig, var jeg fuld af forventning og var superglad for, jeg havde taget springet. Jeg glædede mig til at være min egen chef og bestemme alt selv. Det føltes som det helt rigtige for mig, og det er det stadig.

Dog har der også været udfordringer undervejs – og det bliver der sandsynligvis ved med at være. Derfor har jeg besluttet mig for at skrive dette indlæg til andre, der står samme sted, som jeg gjorde dengang, og som godt kunne bruge et råd eller to.

 

Alle de ting, der skal gøres – tag små skridt ad gangen

Det kan i starten virke fuldstændig uoverskueligt at skulle starte op for sig selv. Alt er nyt, og du kan føle det som om, du er en baby, der skal lære alt fra starten. Det, jeg bedst kan sammenligne det med, er som at være ny på en arbejdsplads eller stå første gang alene i en storby i udlandet uden at vide, hvordan du kommer fra A til B.

For mig har det hjulpet fokusere på få nye ting ad gangen, fordi jeg ellers har oplevet, jeg sad og lavede alt for meget forskelligt samtidigt, så jeg ikke nåede i mål med noget af det. Jeg har forstået på andre, det er en typisk fejl, mange freelancere begår i starten. Det har betydet, jeg ikke på samme tid laver små videoer, skriver en e-bog, sætter et foredrag sammen samtidig med alt det andet, der også skal nås.

 

Rammerne, du mister – og hvordan du kan skabe dine egne

Da jeg blev min egen herre, vidste jeg godt, jeg ville miste de rammer, jeg havde haft som lønmodtager – det sted, hvor jeg var 9-17 mandag til fredag og snakkene med kolleger over kaffemaskinen.

Men at det ville være i så høj grad, havde jeg ikke forestillet mig. Her er nogle af de udfordringer, jeg løb ind i:

  • Oplevelsen af ikke at nå nok. Selv syntes ikke, jeg nåede nok – jeg fandt ud af, jeg nåede mindre, fordi alt var nyt – der var ingen rutine at trække på

 

  • I starten sad jeg hjemme i min lejlighed og arbejdede – det bevirkede, at arbejde og fritid flød sammen, og det var ikke godt. Jeg lærte, jeg som person ikke fungerede, når mit hjem også var kontor – jeg var ikke produktiv nok, fordi jeg manglede rammen i at arbejde var ét sted og have hjemmelivet et andet

 

  • Jeg kom til at savne kollegaskabet – de små snakke over bordet, ved kaffemaskinen og under frokosten – det kræver en del mere af fritidslivet, når der ikke længere er en arbejdsplads til at opfylde det behov

 

  • Alt hang på mig – der var ingen kolleger til at tage sig af de områder, jeg ikke kendte til – det kan godt blive surt i det lange løb

 

 Og hvordan kan nye rammer skabes?

  • Jeg accepterede, jeg ikke kunne nå det samme som selvstændig, som da jeg var ansat, af den grund at alt var nyt, og jeg var den eneste til at gøre det hele

 

  • Biblioteket blev mit første ”kontor”. Det var gratis, og det gav mig et fint sted at arbejde. Når jeg kørte derfra og var kommet hjem gav det en rigtig god følelse af, at dagens arbejde var gjort. Og det gav mig bedre samvittighed

 

  • Desværre var det ikke nok at køre på biblioteket. Jeg savnede kolleger og undersøgte, hvad der var af mulighed for at få en kontorplads. Der er forskellige muligheder og af forskellig pris, og jeg endte med at booke en fleksplads i et kontorfællesskab. Det har givet mig til at få ”kolleger” og har været den rette løsning for mig. Du er en anden person. Kun du ved, hvad der er det rette for dig

 

  • Netværk, eller køb dig til hjælp til det, du ikke selv kan, tager for lang tid eller som frustrerer dig at skulle gøre. Jeg valgte at bruge nogle af sparepengene til at få lavet en hjemmeside. Andre køber sig hjælp til regnskabsdelen. Har du en mindre forretning, skal du måske kun betale en bogholder for få timer per måned. Det er billigt sluppet set i forhold til at bruge timevis på det selv og måske oven i købet med frustrationer. For mit vedkommende ligger min styrke ligger i HR og ikke i Wordpress, Mailchimp, og hvad der ellers kan være. Der er også mulighed for at få gratis sparring i erhvervshuse rundt omkring samt råd til diverse gratisarrangementer

 

Rutschebaneturen – det går op og ned

Det går mere op og ned som selvstændig – i lønmodtagerjobbet er der langt mere stabilitet. Den ene dag synes man, det er helt fantastisk og har masser af tro på det – den næste kommer tvivlen og usikkerheden. Jeg har talt med flere, der også har det sådan. Det skal man lige vænne sig til!

Jeg er kommet frem til, det bedste er at acceptere, det er sådan, det er. Med tiden vænner man sig til det og ved, det passerer igen. Til gengæld få man en høj grad af frihed til selv at tilrettelægge sin tid.

Det tager tid at bygge egen forretning op – tålmodighed er en dyd

Som man siger, blev Rom ikke bygget på én dag – og det gør din forretning heller ikke. Jeg husker konstant mig selv på, det er en maraton, jeg er ude på, hvor fremskridtene sker lidt ad gangen. Det gør det lettere, end når jeg kun fokuserer på slutresultatet – der hvor jeg gerne vil være. Så husk at nyde selve processen, alt det du lærer undervejs og at fejre de små sejre!

Når alt dette så er sagt, er det også fantastisk at være sin egen herre. Som førnævnt friheden til selv at planlægge sin tid er en af dem. En anden er, jeg er blevet bedre til at holde mig opdateret inden for mit felt og deltage i workshops, konferencer og så videre. Det skete slet ikke i samme omfang, da jeg var lønmodtager, men nu gør jeg meget for at holde mig skarp og kende trends og tendenser inden for HR.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Gitte skriver Skriv dig op