Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs GR Consults Blog Tør I gøre som Netflix og udskifte jeres rejsepolitik til disse 5 ord ”Act in Xxx’s best interest”?

Tør I gøre som Netflix og udskifte jeres rejsepolitik til disse 5 ord ”Act in Xxx’s best interest”?

3.513 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
20 March 2018

For nogle år siden var der en omdiskuteret artikel i Harvard Business Review om, hvordan Netflix havde transformeret HR. For eksempel havde man i et stort omfang besluttet at droppe procedurer og politikker og blot stole på, medarbejderne handlede i firmaets bedste interesse.

”Act in Netflix’ best interest” er Netflix’ retningslinje til medarbejderne, når de køber noget på firmaets regning – for eksempel en rejse. I det ligger, at Netflix forventer, medarbejderne handler økonomisk fornuftigt, når de bruger firmaets penge. Det vil sige med samme fornuft, de ville handle efter, hvis der var tale om deres egen økonomi. Det har vist sig, Netflix sparer penge på det – penge, der før blev brugt til at lade et rejsebureau bestille rejserne.

Det er en ideologi, hvor Netflix antager, deres medarbejdere er voksne mennesker, der opfører sig ansvarligt med firmaets penge. Er der nogen medarbejdere, der bruger for mange penge, tager chefen det med den enkelte – man laver ikke en politik gældende for alle baseret på de få, der bruger for meget. Netflix har oplevet, at hvis der er klare forventninger til en ansvarlig handlemåde, vil de fleste medarbejdere opfylde dette.

 

Fordele ved Netflix’ metode

  • Du behandler dine medarbejdere som voksne mennesker – du regner som udgangspunkt med, de handler i firmaets bedste interesse. Viser det sig, nogen ikke gør det, tager du det med den enkelte

  • Som firma og chef kommer I i højere grad ud af rollen som ”forældre”, der via en masse procedurer og regler sørger for, jeres ansatte ikke gør det forkerte

  • I vil alt andet lige bedre kunne tiltrække nye medarbejdere og fastholde ”de gamle” – de vil værdsætte, I viser dem tillid i deres handlinger og føle sig på lige fod, fordi de ikke bliver ledet med en række procedurer, der er skrevet til alle ud fra worst case scenario

  • Der er allerede kamp om de gode hoveder – og det bliver ikke bedre fremover – hvis jeres politikker og procedurer viser medarbejderne, I tror på, de gør det rigtige for firmaet bliver I mere ”tiltrækkende”

  • Som udgangspunkt ønsker firmaer, at deres medarbejdere udfordrer autoriteter, siger hvad de mener, prøver noget nyt og tager risici. Dette vil I fremme med en mere fri medarbejderpolitik, fordi medarbejderne vil turde mere

  • I skriver jeres personalepolitik til størstedelen af jeres ansatte – de fleste opfører sig alligevel ansvarligt – og i kommer ud over, at procedurer og politikker skrives til laveste fællesnævner

 

Så tænk over, om I kan rydde nogen af jeres procedurer ud, så I viser, I ser jeres medarbejdere som ansvarsfulde mennesker. I skal ikke gå hårdt til værks og slette ”alt” – noget af det vil der stadig være behov for. I kan for eksempel starte med at spørge medarbejderne, hvilke af jeres politikker der ikke fungerer for dem i hverdagen, og som de gerne vil have ændret. Det kan være jeres udgangspunkt at starte med det!

 

Kilder:

Patti McCord: ”How Netflix Reinvented HR”

Lucy Adams: HR Disrupted

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Gitte skriver Skriv dig op