Forær svinet væk

Så er det tid til endnu en lille historie fra min tid som flaskedreng/bydreng hos Bent Købmand. Hvis du ikke har læst de to tidligere historier derfra, så vil jeg anbefale dig at læse dem først:

Intro - Bent Købmand: http://www.amino.dk/blogs/jespernorboll/archive/2010/11/06/d-233-r-l-230-rte-jeg-noget.aspx
Opfør dig ordentligt knægt!: http://www.amino.dk/blogs/jespernorboll/archive/2011/01/01/opf-248-r-dig-ordentligt-kn-230-gt.aspx
Købmandens Kakao: http://www.amino.dk/blogs/jespernorboll/archive/2011/06/08/k-248-bmandens-kakao.aspx

Bents købmandsbutik i Hornbæk var en rigtig klassisk købmand, men dog i en lidt "opgraderet" version. Den var hvad jeg vil kalde "midt imellem lille landsby-købmand og supermarked". Butikken nåede, inden Bent lukkede den, at blive til en del af Soar-kæden og derved blive en såkaldt Spar Købmand som de helt små butikker i kæden hed.
Den havde basalt set de samme ting som man kunne finde hvis man tog 700-800 meter længere ned til midten af Hornbæk by, hvor der på det tidspunkt lå en Irma og en Favør. Men hvor de to supermærkeder lå i midten af selve byen, så lå købmandsbutikken i yderkanten af byen - lige over for byens eneste skole, og den var også den butik som lå tættest på alle villakvartererne der lå rundt omkring bymidten. Endvidere var det også Bent Købmand som man først kom til når man gik fra byens campingplads og ned til bymidten. Så generelt set lå han rigtig godt placeret.

Man kunne ikke benægte at det var en lille købmand og ikke et stort supermarked. Så f.eks. sådan noget som en slagterafdeling havde Bent ikke.
Så hver lørdag morgen (jeg arbejdede ellers først om eftermiddagen efter skole på hverdage) kørte jeg på LongJohn'en fra Bent Købmand og ned til Favør i bymidten hvor jeg skulle hente en kasse fyldt med forskellige færdigpakkede kødprodukter nede hos deres slagter. Det var kontant betaling med det samme, så jeg ved også at Bent kun fik 10 % rabat i forhold til de priser som de normalt solgte tingene til inde i butikken.
Jeg kan oplyse at Bent typisk købte for imellem 300 og 400 kr. kød når jeg var nede i Favør om lørdagen. Så lidt simpel hovedregning vil give at han sparede 30-40 kr. i forhold til hvad det havde kostet hvis han som normal kunde havde købt samme mængde kød inde i Favør. Jeg kan ikke huske konkret hvad jeg fik i timeløn, men jeg mindes at det var lidt over 30 kr. i timen. Og at cykle frem og tilbage til Favør plus at vente på at de fik gjort kødet klart - for der var konsekvent aldrig pakket en kasse klar til mig, selvom de på forhånd godt vidste hvad Bent skulle have - tog ca. en time. Så 10 % skulle han ihvertfald skulle lægge oven i prisen før det bare gav et 0.

Men nu kommer der interessante i denne historie, for dette er endnu et knaldgodt eksempel på at ægte godt købmandskab i mange tilfælde ikke handler om at købe billigt og sælge dyrt:
Jeg vil vædde med at de fleste herinde på Amino ville vælge at lægge ihvertfald de 10 % oven på prisen igen - og størstedelen ville nok endda lægge mere end 10 % på prisen. Jeg har fortalt denne historie før til andre, og det er sjovt at høre de forskellige bud, for størstedelen har været helt forkerte. Typisk har det været at jo mere "målrettet" uddannelse personerne har haft, så har buddet været tilsvarende højt. Jeg er f.eks. endnu ikke stødt på en med en eksamen fra en handelsskole som har gættet bare nogenlunde korrekt, da de fleste af disse begynder på noget med "Indkøbet skal gå i 0 - altså kostprisen plus udgiften til at få hentet kødet - dertil en profitmargin og noget ..." og så er endt på alt imellem 20 og 50 % oveni.

Det korrekte svar er dog noget lavere: Alt efter hvad det var for noget kød, så lagde han ofte kun omkring 5 % på - og noget af det, som f.eks. svinekød, lagde han ikke noget ekstra på. Det vil sige at han på den direkte bundlinie tjente intet på at købe kødet. Tværtimod mistede han penge på det, for først og fremmest gik der min løn fra, og så var regnestykket allerede i minus. Men det var også sjældent han fik solgt alt kødet inden udløbsdatoen, så ofte var der noget der blev smidt ud.

Så groft set forærede han kødet væk, hvilket ikke umidlbart giver nogen mening. Men igen - vaskeægte købmandskab handler ikke bare om at købe billigt at sælge dyrt. Det handler om at få hele butikken til at fungerer og hænge sammen som en helhed.
Hvis man nu, som fru. Jensen der boede lidt længere nede ad samme vej, skulle ud at handle. Ville man så gå hele vejen ned i byen og handle i Irma eller Favør hvis man skulle lave svinemørbrad til aftensmadden, hvis man alligevel gik lige forbi Bent Købmand? Ja, det ville man hvis man ikke kunne få svinekødet hos Bent. For så kunne man lige så godt købe alle tingene i Favør hvor man også skulle købe kødet. Så derfor var det vigtigt for Bent at fru Jensen kunne købe kød i hans butik, så hun netop ikke havde behov for at gå ned til byen. Så kunne det godt være at han tabte lidt på kødet, men det kunne han så hente ind på alle de andre ting som der blev indkøbt sammen med kødet.

Det samme gjorde sig gældende omkring sådan noget simpelt noget som pantflasker. Da jeg startede hos Bent, hadede jeg pantflaskerne som pesten - navnlig forstod jeg overhovedet ikke hvorfor vi også tog imod alle mulige pantflasker som vi ikke solgte i butikken. Jeg vidste fra andre som arbejdede andre steder i byen, at der tog man kun imod flasker af mærker som man solgte. Så hvis man f.eks. ikke solgte Schweppes, så tog man ikke imod flaskerne selvom man solgte andre produkter fra Coca Cola. Grunden til dette lå i at butikkerne ikke havde så meget plads i baglokalerne til at man ville have alle disse forskellige flasker stående, og bryggerierne havde dengang ikke nogen krav til at man tog imod flasker. Hos Bent tog vi imod alle pantflasker og kasser, sålænge det bare var danske mærker og der vel og mærke var pant på dem. Rent logistikmæssigt set var det et helvede når der f.eks. havde været den store havnefest om sommeren og samtlige børn i lokalområdet i de efterfølgende dage om med den ene indkøbsvogn efter den anden fyldt med tomme ølflasker.

Men fidusen lå i at selvom butikken ikke tjente nogen penge på pantflaskerne, så fik Bent ofte alligevel pengene for flaskerne og mere til. For når f.eks. alle børnene kom og afleverede de tomme flasker hos Bent, så gjorde de det først og fremmest fordi han var den eneste sted som ville tage imod alle de flasker som var i vognene. Men de gjorde det også fordi de så efterfølgende kunne købe 5- og 10'-øres slik hos Bent. Fordi butikken var en købmandsbutik, så kunne man stå der med sin lille pantseddel og pege løs og sige "for 1 kr. af dem... og 1 kr. af dem... og 2 kr. af de dersens.... hvor mange penge har jeg så tilbage?", og Bent eller en af hans butiksassistenter stod så med en lille ske og fyldte slikket op i en papirpose - og fik så til gengæld den lille pantseddel som betaling. Der var jo ikke nogen af børnene som kun valgte at købe slik for nogle af pengene.

Så på den måde skulle Bent ikke udbetale penge for pantflaskerne, som ellers ville være gået i nul da man ikke får noget ekstra i pant fra bryggerierne, men udbetalte det i stedet i form af slik, som han havde en ret lav kostpris på, og derved ligefrem tjente penge, da han jo stadig fik panten fra bryggerierne når de afhentede alle flaskerne. Prøv lige at tænke over det fra din egen dagligdag: Hvor ofte vælger du bare at få pengene udbetalt når du har været nede og aflevere pantflasker i dit lokale supermarked? De fleste bruger panten som en supplering til betalingen af det efterfølgende indkøb i supermarkedet, eller i supermarkedets kiosk eller bager (den har ihvertfald omsat en hel del af mine egne pantsedler hos igennem tiden). Så prøv at sammenholde det med at man, dengang jeg arbejdede hos Bent, ikke bare kunne komme af med sine flasker alle steder, men at den pågælende butik skulle sælge de samme produkter. Så giver det lige pludselig mening at man selvfølgelig afleverer flaskerne et sted hvor man kan komme af med dem allesammen, så man ikke skal gå derfra igen med halvdelen af de stinkende ølflasker i posen. Og hvorfor pokker skulle man, efter at have afleveret alle flaskerne til Bent Købmand, så gå hele vejen ned i centrum af byen for at købe svinemørbrad i Favør eller Irma når man kunne købe det hos Bent og oven i købet måske spare et par kroner? Så kan man jo også lige godt købe piskefløde, mel, kulør og det andet man har brug for, nu hvor man alligevel er der... også selvom disse småting så koster lidt mere end nede i byen...

Så tænk lidt over det... Bare fordi du ikke selv kan fremstille et specifikt produkt du sælger videre, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at det kan betale sig at smide en masse ekstra oven på prisen, når du sælger varen videre. Det kan være at det, set i det bredere perspektiv, giver langt flere penge i kassen at lade være med at fokusere på det specifikke produkts avance og i stedet for højne avancen på andre produkter som hænger sammen med dette. Vi har selv sådan nogle ting i MediaMouse som vi kalder for "Door Openers" - altså produkter som det direkte set ikke giver nogen form for mening at vi beskæftiger os med, enten pga. omkostningerne i forbindelse med produktionen, tidsforbruget eller ganske enkelt bøvlet med at rådgive kunderne omkring disse produktíoner. Men på den lange bane er det nogle produkter som vi specifikt har fordi vi ved at de åbner døre ind til salg af indre ting hos de samme kunder.

Glædelig jul og godt nytår
/Jesper