Jamen, vil du bare være en taber?

Dette var hvad min studievejleder sagde til mig i gymnasiet - og er også titlen på dette blogindlæg, som er et lille spring frem i tiden i forhold til min tidligere historie omkring de første drømme om at have egen virksomhed: http://www.amino.dk/blogs/jespernorboll/archive/2011/10/30/starten-p-229-iv-230-rks-230-tteri-dr-248-mmen.aspx

Dette blogindlæg handler ikke så meget om drømmen og det at starte virksomhed, men er en historie for dem som er interesserede i at vide mere om hvad der har været kraftigt medvirkende til at gøre mig til den person jeg er i dag, og derved også har haft indvirkning på de virksomheder jeg har haft med at gøre. Det bliver en af de rigtig lange historier, så lav dig en rigtig god kop kaffe eller te, og afsæt 15-20 minutter ...

Den ældre generation af min familie er generelt ret veluddannede. En del af dem har haft noget at gøre med Helsingør Gymnasium. Begge mine forældre havde gået der som elever, og ikke mindst: Min farfar var rektor på gymnasiet igennem en længere årrække, hvorigennem han bl.a. har udgivet flere lærebøger omkring fysik. Så det undrer nok heller ikke nogen at jeg jo selvfølgelig også skulle gå på Helsingør Gymnasium. Det var ikke noget som jeg som sådan specifikt havde ønsket eller tænkt videre over, men det var ihvertfald selvskrevet at det var det jeg skulle efter 9 klasse. Der var ikke rigtig nogen alternativer.

Da jeg blev lidt ældre og fandt ud af at der også var noget der hed Teknisk Skole, Handelsskolen og lignende, så blev det understreget fra mine forældres side at jeg skulle på gymnasiet. Handelsskolen og navnlig Teknisk Skole var for tabere og noget man ikke kunne bruge til noget fornuftigt i livet. Jeg skulle på gymnasiet og så videre på DTU og blive noget inden for elektronik ligesom min far. Dette var jeg som sådan også selv helt med på, da jeg på det tidspunkt interesserede mig en hel del for computere og det at skabe noget på dem i form af programmering og grafik. Men set i bakspejlet, var jeg på ingen måde egnet til gymnasiet. Jeg var alt for kreativt tænkende og ikke synderligt begejstret for det boglige. Men alt kørte i retningen af at gymnasiet var det eneste rigtige for mig - på grund af familiens traditionelle bånd til gymnasiet. Også selvom det på det tidspunkt var mere end et årti siden min farfar var stoppet som rektor. Så efter 9. klasse startede jeg som en meget forvirret teenager på Helsingør Gymnasium. Og jeg fik alt andet end en let start. Jeg havde generelt ikke haft det let i folkeskolen pga. min kreativitet og fordi jeg var den eneste dreng i klassen som interesserede sig for computere. Jeg var klassens nørd/"fessor" og et oplagt offer for de smarte drenge som spillede fodbold, eller dem som hang ud nede i rygeskuret. Jeg var så "heldig" at dette også forfulgte mig til gymnasiet, da en del fra min skole også startede på gymnasiet. Så jeg havde heller ikke noget godt forhold til mine nye klassekammerater. Men efter et par måneder gik det over og blev til at jeg var ligeglad. Jeg hadede gymnasiet.

Hverken gymnasiet, eleverne, lærerne eller undervisningen sagde mig noget som helst. Jeg følte mig virkelig malplaceret, og det gav ingen mening for mig hvorfor jeg overhovedet var der. Der var ingen af klassekammeraterne som havde noget der bare mindede om mine interesser, og jeg fandt heller ikke nogen inspiration i undervisningen eller lærene, som lod til at være groet fast i skolesystemet og intet vidste om hvad der foregik ude i det virkelige liv. Det var kun enkelte fag, såsom fysik og matematik, som sagde mig noget. Der var en "DataStue" på gymnasiet med en 5-6 computere, men det var først i 2g at man kunne få dette som et valgfag. Men man kunne få et adgangkort til lokalet så man kunne bruge det i fritimerne. Så der brugte jeg rigtig mange fritimer - og undervisningstimer som jeg pjækkede fra - på. Det blev så heller ikke bedre da jeg, efter at have afleveret en dansk stil om emnet "Hvad vil jeg være", i den efterfølgende uge skulle skrive en anden stil om emnet "The American Dream". I stilen valgte jeg at skrive om mine dengang store idoler - computerspils-firmaet Sierra Online - og hvordan mand og kone startede hjemme i stuen og endte med at have en stor virksomhed med flere afdelinger i USA (se mit blogindlæg "Starten på iværksætteri - drømmen"). Dette resulterede i at min lærer i stedet for en karakter skrev i opgaven "Jesper, der er andet i livet end computere. Du bliver nødt til at interessere dig for andet som du kan uddanne dig indenfor og arbejde med senere hen."
Kulminationen på det hele blev at jeg, pga. mit stigende fravær fra undervisningen, sammen med mine forældre blev indkaldt til møde med rektoren på gymnasiet.

Det var absolut ikke velset af mine forældre, som ikke havde set det komme, at de nu skulle sidde på Helsingør Gymnasium og få at vide at barnebarnet til Rektor KW Norbøll havde valget imellem at blive smidt ud eller selv gå ud. Fra da af var jeg praktisk talt fra deres side af opgivet som delvis tåbe, og jeg følte mig ret fortabt da jeg ikke vidste hvad jeg så skulle. Jeg ville godt på en af de store grafiske uddannelser, men de var alle private, og mine forældre kunne ikke betale til det. Planen var at jeg skulle vende tilbage til hvad der nu var 10. klasse, men fra da af var fremtiden uvis. Lige inden jeg stoppede på gymnasiet, var jeg til møde med studievejlederen som skulle sende mig i den rigtige retning. Han havde tilsyneladende forhørt sig med mine lærere som mente at jeg var bidt af en gal edb-maskine. Han spurgte mig ligeud hvad jeg drømte om, og jeg svarede at jeg gerne ville arbejde med noget inden for computerspil og grafik - og at det ihvertfald skulle være noget med computere, og så at jeg drømte om at have min egen virksomhed. Og hans svar glemmer jeg aldrig. Det er som brændemærket ind i min rygmarv for al evighed, og er det eneste jeg direkte kan huske fra samtalen, men lige dette kan jeg huske ordret: "Jamen, Jesper, vil du da bare være en taber...?"

Jeg endte med at tage et år på teknisk skole sammen med en flok andre tabere, hvoraf nogle af dem vitterligt hørte til i den kategori, da en del pænt kunne siges at være på den forkerte side af lovgivningen ... Men jeg lærte da at male graffitti ordentligt. Efter et år kom jeg videre på HTX i Hillerød, og her fandt jeg virkelig min rette hylde. Først og fremmest fordi halvdelen af mine klassekamerater var bidt af enten elektronik eller computere, men også fordi lærerne alle havde erhvervserfaring og derved målrettede undervisningen meget specifikt mod hvad der foregik ude i den virkelige verden. Jeg følte mig godt tilpas og klarede generelt HTX med gode karakterer. Men at jeg var droppet ud af gymnasiet var utilgiveligt. Mine forældre havde den holdning at jeg i det mindste passede min uddannelse. Men de kom ikke og så mig få studenterhuen på. Og da jeg den næste dag kom stolt hjem med blomster og fremviste et 11-tal i matematik, 10 i digitalelektronik, 10 i teknisk engelsk og et gennemsnit på 8,9 (ja, indrømmet; jeg er et fjols til kemi, tysk og biologi ...) fik jeg brændemærkningen fra studievejlederen understreget med de nedladende ord "Der kan man bare se hvor latterlig en uddannelse det er, når et fjols som dig kan få sådan en karakter ..."

Fra da af svor jeg at jeg aldrig nogensinde ville tage til mig hvad andre syntes om mig eller det jeg gjorde. Det vil jeg skide hul i, for at sige ligeud, for nu var det cementeret fast - uanset hvad jeg end måtte foretage mig, så ville jeg altid være en taber set med nogle menneskers øjne. Også selvom jeg selv vidste at jeg havde gjort det bedste jeg kunne. Selvfølgelig hører jeg på hvad andre synes, men jeg står meget hårdt fast ved min personlige og faglige integritet. Og det er også den attitude som er et stærkt fundament i de ting jeg foretager mig den dag i dag. Det er også defor jeg flipper totalt når folk en sjælden gang imellem mistolker mig eller prøver at tale ned til mig. Jeg lægger en ære i det jeg gør, og det arbejde jeg udfører, og respekt for andre der udviser samme iver og integritet både fagligt og personligt. Det giver mig også en meget åben indgangsvinkel over for næsten alt - jeg skal ikke dømme nogen eller noget på forhånd. Og det også en af grundene til at jeg fungerer rigtig godt sammen med folk på alle niveauer; hvad enten det er en koncerndirektør i jakkesæt og slips eller en ung pige med ring i næsen, en spraydåse i den ene hånd og et skateboard i den anden. Rent arbejdsmæssig har det både haft positive og negative konsekvenser at jeg har det sådan.

Det har en enkelt gang kostet mig mit arbejde. Jeg var i begyndelsen af 20'erne og havde arbejdet i virksomheden som grafisk systemkonsulent siden jeg var 19 år gammel. Det var en længere intern kamp som havde stået på, hvor bestyrelsen i sin iver efter at score så mange penge som muligt midt i dot.com-opturen, med hård hånd begrænsede konsulenterne (og deriblandt mig) til ikke selv at måtte administrere egen tid hos kunderne og kun fokusere på at få installeret de løsninger som sælgerne solgte til kunderne, hvad enten løsningen passede til kunden eller ej. Jeg stejlede, hvilket bevirkede at jeg fik en opsigelse. Jeg gik ind til min chef og bad om at blive fritstillet, men han blev meget overrasket over at jeg tog det som en fyring. Han sagde at det var ment som en advarsel, så jeg rettede ind til højre og gjorde som jeg fik besked på. Hvis jeg gjorde dette, havde jeg stadig mit job. Da jeg bad om en direkte forklaring på hvorfor jeg skulle behandles på den måde, så kunne han ikke svare, men måtte have den administrerende direktør til at hjælpe med at svare - og svaret var at det var kvaliteten i mit arbejde som konsulent som ikke var i orden. Det gjorde mig så rasende, da jeg vidste at ikke var sandheden. Jeg lagde netop rigtig mange kræfter i at det jeg lavede, var i orden. De trådte direkte ind over grænsen for min personlige og faglige stolthed ved at lyve mig op i ansigtet og bruge kvaliteten af mit arbejde som undskyldning. Så jeg sagde at jeg ikke ville tage det som en advarsel, da der intet stod i opsigelsen om at det var en advarsel. Jeg tog det som en fyring på gråt papir pga. en konfliktinteresse imellem mig og virksomhedens forståelse af kvalitet og serviceniveau. Hvis de var enige i dette, ville jeg blive i virksomheden ugen ud for at afslutte igangværende opgaver, og så ville jeg se mig selv som fritstillet. Og det var sådan det blev.

Jeg har stadig en stak papirer liggende med udskrifter af e-mails fra daværende kolleger og kunder som skrev til mig i forbindelse med min afskedigelse. To e-mails betød specielt meget for mig. Den ene kom fra en ledende person i en af de andre afdelinger, hvor han skrev at han var meget ked af at have mistet mig som kollega, da han altid havde følt at der var en "livline" han havde kunne tage fat i når der havde været behov for hurtig reaktion på en opgave. Jeg måtte love ham at jeg aldrig nogensinde ville lade nogen tvinge mig til at yde et lavere niveau af service over for hverken kolleger eller kunder. Den anden e-mail var fra en stor kunde hvis navn nok godt kan gættes ud fra sætningen "Du har altid i vores samarbejde udvist det vi kalder for rettidig omhu". Fra da af var mit definitive erhvervsmæssige fundament grundlagt: Høj kvalitet og højt serviceniveau.

Mange steder har det givet dyb respekt, blandt andet i den periode hvor jeg var ansat som it-sikkerhedskonsulent i en af de førende virksomheder i Danmark. Både i huset og blandt kunderne fik jeg ry for at jeg aldrig nogensinde leverede et stykke arbejde som jeg ikke kunne stå inde for - også selvom det krævede en kamp med mine egne kolleger, ligesom jeg også er gået fra opgaver fordi jeg syntes det var en dårlig løsningen kunden var blevet påtvunget. Enkelte kunder spurgte specifikt efter mig på specifikke opgaver, udelukkende for at høre min mening om en løsning som enten vi selv eller en helt anden part havde budt ind med - fordi de havde dyb respekt for min viden, holdning og argumenter, og de vidste at jeg ikke var bleg for at sige at det var noget møg de var ved at indgå en aftale på.

Det er også dette som i manges øjne opfattes som et højt niveau af kundeservice, når jeg rådgiver og vejleder folk omkring de grafiske produktioner vi laver i MediaMouse. Men ganske enkelt, så går det på at jeg ikke ønsker at virksomheden leverer en løsning til kunden som jeg på forhånd ved at kunden ikke bliver glad for. For mig er det vigtigt at kunden er blevet vejledt ordentligt. Det er ikke unormalt at jeg oplever i forbindelse med opgaver der er sendt i udbudsrunder, at kunderne kommenterer at de får spørgsmål fra os i stedet for bare nogle overslagspriser. Men igen er det fordi det ikke for mig handler om at vi for en hver pris skal vinde en opgave, men at vi skal vinde opgaver fordi vi kan stå inde for det vi laver - og ikke bare stå inde for en pris skrevet på et stykke papir eller i en e-mail. En journalist fra et af de førende fagmagasiner snakkede med en af mine kolleger for et par uger siden i en anden sammenhæng og kom ind på dette. Jounalisten havde så spurgt direkte om vi ikke selv syntes at det var arrogant af os - hvortil min kollega koldt havde svaret at det ikke var arrogance - det var rockstar-attitude: Vi står fast ved det som gør os til det vi er - og det er derved også derfor vi har de kunder vi har. Og jeg kan kun give ham ret.

Så min pointe i denne historie er: Hvis du er glad for det du går og laver, og i det hele taget har hjertet og din stolthed med i hvad du end gør, så er det ligegyldigt om der er nogle som ikke bryder sig om det. Du vil alligevel aldrig kunne stille alle tilfreds. Det vigtigste er at du selv er tilfreds, og du gør det så godt du kan, for så er der med garanti mange som også synes godt om dig og det du laver. Og dem som ikke bryder sig om det - og måske oven i købet synes du er en taber - tja ... det siger nok mere om dem selv end det siger om dig .

/Jesper