Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Modeltogbanen...

4.345 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
14 January 2013

 Lakmus-prøve på iværksætteri - hvilken type iværksætter er du?
Den som bygger op og så efterfølgende river ned, for at bygge påny?

Mit syn på en rigtig iværksætter er den som skaber en virksomhed, hvor det primære og drivende formål ikke er at score kassen på kortest mulig tid.
Det er det som jeg vil kalde "lykkejægere". Jeg ved godt at det er groft og meget sort/hvidt set, men jeg ser ofte denne type også er dem som også spiller på flere heste af samme type - på samme tid.
De starter en virksomhed op, fordi de øjner en mulighed for at tjene nogle hurtige penge uden den store indsats. Det er også dem som gerne spiller poker på nettet og deltager i andre aktiviteter hvor der potentielt set er mulighed at score en hurtig gevinst. Som jeg skrev, så ved jeg godt at det er meget groft set - men ikke desto mindre er det en klassisk "stereotype" som jeg har mødt rigtig mange gange igennem mit liv som iværksætter.

Når jeg tænker på rigtige iværksættere, så er der en tydelige tråd som går igen og som deler dem op imellem to forskellige typer:

A) Starter virksomhed op
- fordi man kan lide det at skabe virksomheder, at starte fra "scratch" og bygge noget op - og den fornemmelse man får i kroppen når man står og kigger på ens virksomhed vokse.
Denne type personer bør ikke selv drive deres virksomheder på længere sigt, da de på et eller andet tidspunkt begynder at kede sig og dette kan have en destruktiv effekt på virksomheden eller blot hæmme en videre vækst/succes.
Så enten bør virksomheden sælges, eller nogen andre ansættes til at styre virksomheden videre, inden stifteren kører virksomheden i sænk.

B) Starter virksomhed op
- fordi man kan lide at skabe og drive en virksomhed - ikke nødvendigvis se den vokse.
Primært kategoriseret ved ikke at have nogen højere mål for virksomhedens størrelse, men blot følger strømmen, behovet og lysten.

Hvis jeg virkelig skal sætte en helt konkret finger på hvad en ægte iværksætter er, så er det nok A-typen. Det er nemlig den type som sætter iværk igen og igen.
B-typen er så derimod nok det man vil kalde for en selvstændig erhvervsdrivende.

Med udgangspunkt i ovenstående kommer så historien:

Jeg kan huske, helt tilbage fra jeg var helt lille, at min far havde en stor modeltogbane, som var bygget på hjul. Det smarte var at den stod inde under mine forældres dobbeltseng og fyldte det hele derinde under. Når der så skulle leges med den (min far legede og byggede - jeg kiggede på), så kunne den rulles ud. På et tidspunkt stoppede min far med at lege med tog og jeg var så blevet stor nok til at "arve" alle skinner, huse, vogne, lokomotiver m.m.
Så jeg er vokset op med modeltog og igennem tiden gik det fra at være det gamle min far havde, til at blive udskiftet med nyere modeller. Primært var det Márklin HO men jeg nåede også at runde den helt lille Z-størelse (den hvor lokomotivet er så lille at det kan ligge i en stor valnød).

Jeg stoppede med at lege/bygge med modeltog da jeg begyndte på HTX og tiden røg på lektier, tegne og ikke mindst piger. Jeg er stadig interesseret i  modeltog den dag i dag og har da også et svagt ønske om at opfylde min barndoms største modeltog-ønske - den helt store Serie 1 hvor et lille "billigt" lokomotiv starter omkring en 4-5.000 kr. Men jeg har hverken tid eller plads til det (siger min kone)...
 
Set med iværksætter øjne kan jeg klart se en parallel fra mit modeltogbyggeri til de virksomheder jeg har haft med at gøre. Og også hvis jeg tænker tilbage på de modeltog-venner jeg havde dengang, og de iværksætter-venner jeg har i dag. Nogen af dem var mest til at have det hele liggende i kasser. Så hev de dem frem og byggede en eller anden simpel bane, kørte et par omgange med togene, for så efterfølgende at skille det hele ad igen - og bygge noget nyt og anderledes næste gang.
Et par af mine andre venner var mere af den type hvor det med at bygge mere var et nødvendigt onde. De havde mere "statiske" modeltogbaner bygget som store scenarier, hvor der virkelig var gjort noget ud af at lave flotte landskaber, bjerge, huse og meget andet - men det primære var legen. Jeg kan huske en af mine gode venner, Morten, hvert år inviterede hele klassen til børnefødselsdag - og hvert år stod der den samme kæmpe modeltogbane i kælderen og lignende sig selv. Der var måske kommet et par ekstra vogne til, men ellers var der ikke lavet noget nyt. Morten brugte derimod lang tid på at køre med togene, pudse skinnerne m.m.

Jeg var lidt en mellemting hvad angik modeltog. Jeg kunne rigtig godt lide at stå og se på et helt tomt byggebord og planlægge hvordan banen skulle se ud, hvor der skulle være bjerge m.m. Og jeg kunne godt lide processen omkring at bygge banen op. Men når den så var bygget op, så var det ligesom om jeg kom over i en anden fase - fra opstart til drift. Så nød jeg at køre med togene og forestille mig hvordan det ville se ud, hvis man nu var en lille bitte person som kunne sidde og kigge ud af toget. Hvordan ville det så se ud hvis man sad derinde i vognen og kiggede ud når toget kørte ud af bjerget og forbi vandmøllen? Skulle der så ikke lige stå et par træer i venstre side af svinget? Jo, det ville se godt ud. Og efter vandmøllen, hvor det lille trinbræt var, der ville det se hyggeligt ud når det var mørkt, hvis der var to små gadelygter. Så kunne dem som stod og ventede på toget også se noget når det var aften/nat. Og på den måde kom jeg så over i hvad jeg vil kalde drift/vedligehold/udvikling. Så det var faktisk ikke mange modeltogbaner jeg fik bygget op fra bunden af, da jeg brugte meget tid på at bygge videre på dem, i stedet for at rive dem ned og bygge nyt.

Det er præcist det samme mønster som jeg kan se jeg følger, når det drejer som omkring virksomheder: Jeg elsker at bygge op - men jeg kan også rigtig godt lide driften og videreudviklingen.
Jeg kan lide at bygge videre og udforske de muligheder de nuværende rammer giver mig - og de muligheder der er for at udvidde rammerne. Fuldstændig ligesom hvis det havde været modeltog.
Så hvis jeg skal kategorisere mig selv ifølge det jeg startede dette blogindlæg med, så er jeg nok både en A og en B-type på én gang. Jeg iværksætter en virksomhed - og så iværksætter jeg nye tiltag i form af produkter, metoder og lignende i virksomheden. Så i stedet for at finde på noget nyt uden for virksomheden, så får jeg tilfredsstillet min iværksætter-trang ved at blive ved med at bygge videre på virksomheden.

Idéen til dette blogindlæg kom fredag eftermiddag da jeg stod i MediaMouse. MedieMouse stiftede jeg tilbage i 1999 og for en 7-8-9 år siden (kan ikke helt præcist huske det) fokuserede jeg for alvor på at få bygget virksomheden op.
Og uden at skamrose mig selv, så vil jeg også sige at det er lykkedes at få det til at blive en god solid virksomhed. Den vokser og jeg har fået skabt nogle rammer hvor både jeg og mine kolleger har muligheder for at bygge videre på virksomheden, dens rammer og produkter. Lige inden årsskiftet fik jeg forhandlet en lejeaftale på plads på de sidste 200 kvm. i bygningen hvor MediaMouse ligger. Så i øjeblikket er vi ved at få ordnet en masse ting i form af strøm, ventilation, køling, nye gulve, vægge m.m. som er nødvendige før vi kan begynde at tage lokalerne i brug. I fredags stod jeg og var i gang med at trække nogle netværkskabler i de nye lokaler, så vi kunne få koblet vores eksisterende IT sammen med det nye. Der var også nogle håndværkere i gang og midt i det hele kom en af vores kunder forbi. Det er en kunde som får lavet en hel del hos os og ofte kommer i huset for at hente noget eller holde møde. Han kiggede på mit kabel-projekt og spurgte hvorfor jeg overhovedet gad at stå og rode med kabler, når vi i forvejen havde håndværkere på diverse opgaver. Og mit svar overraskede egentlig også mig selv, da jeg efterfølgende tænkte over det. Jeg gjorde det fordi jeg rigtig godt kunne lide det - ikke fordi der var en økonomisk gevinst ved selv at lave det. Jeg kunne sagtens betale mig fra at skulle trække kabler m.m. Men jeg kan godt lide at "bygge" på virksomheden - både i form af bløde ting så som planlægning, strategi og lignende, men også rent fysisk. Jeg kan ikke finde ud af at bygge en væg, sætte vinduer op eller lignende. Men sådan noget som at samle skriveborde, trække kabler m.m. kan jeg trods alt finde ud af - så det er på den måde jeg kan få tilfredsstillet min "byggetrang".

Og jeg må også sige at jeg stadig kan se, at jeg også tænker ligesom dengang jeg byggede på modeltogbanerne. Nu er det så bare ikke "Hvordan vil manden i toget mon syntes det ser ud når han kigger ud?", men mere i retningen af hvad skal der til, for at kunder og andre besøgende siger "Wow! Det er sgu et fedt sted!" når de kommer på besøg, og få skabt nogle rammer og betingelser som mine kolleger og jeg selv også syntes er rigtig lækre at arbejde under i dagligdagen.

Det havde jeg dog ikke forestillet mig, da jeg stod som 7 årig og overvejede om toget skulle køre igennem en tæt skov eller forbi marker inden det nåede til bjergene... Geeked

Men hvad med dig? Har du tænkt over hvilken type iværksætter du egentlig er?
- Er du til at bygge en simpel togbane - det vigtige er blot at du hurtigt kan komme i gang med at køre med toget?
- Du brænder måske mere for projektet med at bygge banen op og så må nogle andre køre toget bagefter?
- Eller hygger du dig med at bygge banen imens du glæder dig til også at kunne køre toget og se hvilke ting der kan finpudses?

/Jesper

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Jesper skriver Skriv dig op