Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Jonathan Løw - Listen Louder 8 værdifulde erfaringer som leder og iværksætter

8 værdifulde erfaringer som leder og iværksætter

2.073 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
07 November 2013

Kære AMINOer,

som iværksætter og leder kommer man gennem både op- og nedture. Der er perioder, hvor man ikke kan overskue næste måneds lønninger og andre perioder, hvor man dårligt kan få armene ned af begejstring. Jeg har i forbindelse med min første ekspertblog til Amino reflekteret over, hvad der er essensen af min læring fra de sidste 15 år som iværksætter og leder.

Det er lykkedes mig både at gå konkurs med et brag samt at skabe flere virksomheder, hvor vi i løbet af nogle få år havde både 5, 15, 25 og flere ansatte. Hvad betød det egentlig for hverdagen? Hvad gjorde jeg rigtigt og forkert? … og hvilke erfaringer er værdifulde at dele med jer?

Jeg har efter bedste evne forsøgt at omsætte mine op- og nedture til 8 værdifulde erfaringer, som du forhåbentlig kan bruge, hvis du nu eller i fremtiden bliver enten iværksætter eller leder. Jeg kan godt se, at det herinde er populært at ramme tallene 3, 5 eller 10 gode råd, men jeg har nu engang kun 8 af slagsen, så det bliver, hvad I får i denne omgang :-)


1. Du skal turde lytte højere til omverden
 

En vigtig del af at være en succesfuld iværksætter og leder er at lytte højere til andre mennesker. Med det mener jeg, at man som iværksætter skal turde slå noget af sit eget ego ihjel og omgive sig med mennesker, der er endnu dygtigere end én selv og sikre dem de bedst mulige vilkår, herunder indflydelsen, til at gøre en forskel. Mange ledere, især dem der selv har startet virksomheden, har en tendens til at tro, at de kan og ved bedst selv. Det fører ikke blot til mindre innovation, men også til øget stress og frustration i organisationen. 
Så hvis du som leder blot er klar nok i den måde, du udstikker visionen på, så behøver du ikke være bange for, at andre ”stjæler” dit livsværk. 

2. Det er i orden, at du tvivler som leder 
Som iværksættere og ledere møder vi ofte argumentet, eksempelvis fra investorer, at hvis vi ikke selv tror 110% på vores idé, hvorfor skulle de så gøre det? 
Det er på den ene side sandt, når det kommer til kroner-ører, men det betyder ikke, at du skal stole blindt på idéerne. Det er tværtimod vigtigt hele tiden at udfordre de ting, du selv og dine ansatte måtte tage for givet eller agerer blindt på baggrund af. Tvivl er derfor i orden og væsentlig, så længe den ikke fører til handlingslammelse. 

3. Mød dig selv med venlighed 
Der er stort pres på dig som både iværksætter og leder. Du vil igen og igen høre vigtigheden af, at du er tro imod dine værdier, sætter klare mål og evner at gå såvel forrest som lede bagfra. 
I dette væld af forventninger og pres fra omverden glemmer vi ofte vigtigheden af at være venlige imod os selv. Dalai Lama har sagt: ”My religion is kindness.” Det er både poetisk og sandt. 
Som iværksætter og leder bør du huske på, at du ikke altid kan leve op til dine værdier 110%. Det vil hænde, at du kommer til at fejle. Såre dine ansatte. Skaber konflikter – uanset hvor god en leder du er. 
Din succes afhænger af din evne til at møde dig selv og dine omgivelser med venlighed og tilgivelse. På den måde lærer du af fejlene og kommer videre på den bedst mulige måde. 

4. Mød altid dine ansatte med et åbent sind 
Som leder og iværksætter vil man ofte være presset af konstante krav fra sine medarbejdere. Det kan være alt fra øget fleksibilitet til særlige ønsker, forventninger, forhåbninger og behov. Du kan hjælpe dig selv et langt stykke af vejen ved at antage, at dine ansatte altid kommer med input og forespørgsler, som der ligger en positiv intention bag. 
Ved at antage dette, vil selv de mest kritiske røster kunne rumme potentialet til at forbedre organisationen frem for at skabe frustration og stress hos dig som leder. 

5. Du skal brænde, ikke brænde ud 
Mange iværksættere og ledere, der virkelig brænder for noget, lægger urimeligt meget pres på sig selv og risikerer at brænde ud. Du kan undgå at ende der og stadig være succesfuld ved at erkende, at du ikke er noget orakel, og i stedet acceptere, at du nogle gange ganske enkelt ikke kender det rigtige svar. 

Svarene på dine medarbejderes mange spørgsmål er sjældent entydige, og endnu sjældnere vil du måske kende det rigtige svar. Husk derfor at etablere en kultur omkring dig selv som leder og i organisationen som helhed, hvor det er vigtigt og accepteret at hente input udefra og eksperimentere. Du skal turde stå ved denne virkelighed frem for at forsøge at skabe en kunstig sikkerhed og tryghed, der blot vil føre til mindre innovation og øget usikkerhed i længden. 

6. Dit job kan være de hårde samtalers holdeplads 
Når du vælger at ansatte mennesker i din start-up, siger du også ja til konflikter, nye udfordringer og hårde samtaler. Ligeså fantastisk og energigivende det er, når man underskriver sin første investeringsaftale eller ansætter sin første medarbejder, ligeså hårdt og drænende er det at måtte erkende overfor investoren, at man ikke når sine nøgletal, eller skulle fyre en af de medarbejdere, man for måske blot et år siden var helt oppe i skyerne over at have hentet til virksomheden. Det er virkeligheden for iværksætteren og lederen, at ansvaret både kan være givende og på samme tid holdepladsen for de barske og hårde beskeder. 

7. Husk at spørge efter hjælp 
Den dygtige leder og iværksætter spørger ofte om hjælp. Dette er ikke et tegn på svaghed, men tværtimod et udtryk for stor selvindsigt, ydmyghed og overskud. Som den succesfulde amerikanske iværksætter Chip Conley har sagt: ”At være leder handler ikke om at være superhuman. Det handler om at være super human.” 

8. Dyrk friheden 
Det kan kontroversielt i nogle iværksætter-kredse, når jeg fremhæver vigtigheden af ikke at arbejde over igen og igen. Det skyldes, at der ofte sættes lighedstegn imellem iværksætteri og 70-timers arbejdsuger. Det kan nogle gange synes næsten trendy at bruge hele livet på at arbejde, ”fordi man ikke opfatter det som arbejde.” 
Har du det sådan, så husk at stoppe op! 
Internationale undersøgelser bekræfter igen og igen, at de succesfulde iværksættere og ledere er dem, der tager friheden og ikke mindst fritiden alvorligt. 

Derfor: Tag tid for dig selv. Husk din søvn. Motion. Tiden med din familie og venner. Tag på stadion og se fodbold. Glo noget ligegyldigt fjernsyn. Gå en tur i skoven. Hvis du ikke har tid til disse former for friheder, hvori består din frihed så egentlig? 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Jonathan skriver Skriv dig op