Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Jonathan Løw - Listen Louder Hvad kan iværksættere lære af krigsfanger?

Hvad kan iværksættere lære af krigsfanger?

1.866 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
02 December 2021

Selvom iværksætteri kan være overvældende og føles som om, at man har alting på spil, så er der heldigvis meget langt til virkeligheden som krigsfange. Meget langt endda. Når det så er sagt, så viser spændende forskning alligevel, at nogle af de basale dynamikker, der går i gang i vores hjerne under pres og i svære tider, er endog særdeles vigtige at forstå som selvstændig.

Tag eksempelvis krisetider som Coronaen: Skal man som iværksætter være optimist, realist eller pessimist? Det står udenfor enhver tvivl, at det for mange af os har en markant indflydelse på både vores professionelle og private liv, at verden for tiden befinder sig i en global krise og pandemi. Omvendt ved vi også godt, at hvis vi blot møder denne med afmagt og frygt, så er vi ikke vores opgave voksne.

Det er ofte i ekstremerne, at vi lærer mest om den menneskelige psyke og sind. Derfor blev jeg meget inspireret, da jeg for en række år siden rejste verden tynd for at interviewe 100 af verdens førende ledere og iværksættere og bl.a. mødte den amerikanske bestsellerforfatter Jim Collins.

Collins har interviewet et utal af tidligere krigsfanger for at forstå, hvordan mennesket reagerer, når det er allermest presset. Hvordan undgår man at gå psykologisk til grunde, når man befinder sig i en pinefuld situation uden at ane, om man nogensinde kommer ud af denne situation igen?

I bogen ”Good to Great” nævner Collins bl.a. krigsfangen Jim Stockdale, hvis efternavn har givet navn til begrebet ”The Stockdale paradox”. Stockdale havde berettet til Collins, hvorledes det var hans evne til at balancere optimisme med realisme, der holdt ham i live, da han var taget til fange igennem mange år. Dvs. en coping-mekanisme hvor man på én og samme tid bevarer en form for optimisme i en krisetid samtidig med, at man tilgår situationen med en realisme, som gør de ting, man erfarer, forståelige på et plan, hvor hjernen ikke bevæger sig ud i en eller anden form for sindssyge.

Collins’ arbejde tager sit afsæt i ekstremerne, men det er mere relevant end nogensinde i en tid, hvor verden befinder sig i en hidtil uset krise både professionelt og privat. Mange rundt omkring i verden frygter at blive syge; mange frygter at miste deres job, og vi ved ikke, hvornår situationen vil normalisere sig igen. Vi har ingen betryggende deadline så at sige. Selv ikke her i Danmark hvor vi er kommet forholdsvis godt igennem krisen, og hvor væksten faktisk har det utroligt godt p.t.

For at kunne navigere i sådanne krisesituationer på en hensigtsmæssig måde som ledere og iværksættere, kan vi lære meget af krigsfangerne. Heldigvis er det for de fleste af os ikke livet, der er på spil, men usikkerheden er reel nok, så vi må erkende de udfordringer, det indebærer, så vi ikke agerer naivt, på samme tid, som vi ikke må blive ét med situationen og udvikle en pessimisme, der vil smitte negativt af på vores team.

Nøglen ligger i balancen imellem optimisme og realisme. Ved at finde denne balance så vil vi evne at træffe beslutninger, der hjælper vores medarbejdere med at holde fokus og træffe de rette beslutninger, og netop evnen til at balancere tilsyneladende modsætninger burde været noget, vi er hjemmevante i som ledere.

Hvis din virkelighed minder blot lidt om min, så vil du ofte have balanceret optimisme med realisme; kontrol med uddelegering; drift med innovation osv.

Det er de samme poler, der er på spil i denne tid, men blot endnu mere tydelige og måske også endnu mere væsentlige end meget længe. Og det kalder på, at du vælger balancen frem for kun at gå i den ene retning.

For at finde den rette balance kan en simpel øvelse fra førnævnte Jim Collins give god mening. Det er uendeligt simpel og værdifuld på én og samme tid:

  1. Start med at skrive tre handlinger ned, du kan foretage dig som iværksætter / leder med afsæt i en optimistisk tilgang til virksomhedens fremtid.
    Skriv dernæst tre handlinger ned, du kan foretage med afsæt i en realistisk tilgang.
  2. Uddyb herefter disse handlinger så de fremstår operationelle og så konkrete som muligt.
  3. Tag dernæst fat i hver af handlingerne og identificer de advarselslamper, der skal blinke, hvis du henholdsvis tilgår opgaven for optimistisk eller for realistisk. Dvs. hvornår går du fra positiv tænkning til overoptimistisk eller urealistisk tænkning?

På denne måde kan du navigere i spændet imellem optimisme og realisme, så du dels tør gøre mere, end dine måske begrænsende realistiske idéer fortæller dig samtidig med, at du ikke leder og sætter i gang på en overoptimistisk måde, der risikerer at dræbe virksomheden i en krisetid.

Håber det kunne være til lidt inspiration kære Amino og ha’ en dejlig og meningsfyldt dag.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Jonathan skriver Skriv dig op