Hashtags - derfor er det så vigtigt, at du husker at bruge dem - JumpStory - Iværksætter Debatten Amino
på Amino

Hashtags - derfor er det så vigtigt, at du husker at bruge dem

Skrevet  21-09-2018 14:54  af  JumpStory 

Hashtags kan skabe stor værdi for din virksomhed, hvis du bruger dem rigtigt. Derfor vil vi gerne dele fire ting, du skal huske, når du laver et hashtag, og fortælle hvorfor det er så vigtigt at huske dem.

Hvis du søger på #RealBeauty på Instagram, vil du hurtigt finde flere hundredetusinde billeder af mennesker, der ser vidt forskellige ud. Det er skønhedsbrandet Dove, der har skabt dette hashtag, som giver virksomheden mulighed for at interagere med sine kunder på de sociale medier hver eneste dag. Det er en stor fordel for en virksomhed, der lever af, at mange mennesker kender og har tillid til deres brand.

Men hvad er et hashtag egentlig? Et hashtag er et eller flere ord, sat sammen til ét ord, som følger efter tegnet #. Et hashtag gør den tekst du hashtagger til et aktivt link. Det betyder at din tekst eller dit billede bliver synligt, når andre søger på det samme hashtag. Tanken bag hashtags er, at du kan inddele din tekst eller dit billede i emner med forskellige hashtags, så andre kan søge dem frem, når de ønsker at vide noget om de samme emner.

Vi vil i dette blogindlæg komme ind på hvorfor, det er så vigtigt, at du bruger hashtags. Først vil vi dog gennemgå fire punkter, du skal huske, når du laver et hashtag til din virksomhed.

1. Sørg for at dit hashtag er let læseligt og kort

Et hashtag indeholder ikke mellemrum så sørg for at det stadig er let at læse, hvis der er flere ord i dit hashtag. For mange ord gør dit hashtag svært at læse og huske, så forsøg at holde det relativt kort. Det er en fordel, hvis dit hashtag er hurtigt at skrive, for det øger chancen for, at andre vil bruge det.

2. Dit hashtag skal være relevant

Dit hashtag skal være direkte forbundet med dit produkt, så din kunde ikke er i tvivl om, hvorfor du bruger det. Udover dit primære hashtag kan du så have hashtags til kampagner og konkurrencer. Hav gerne et primært hashtag med navnet på dit brand – forlystelsesparken Tivoli bruger fx #tivolichp som deres primære hashtag, og Nordisk Film Biografer bruger #nfbio. Hvis andre bruger dit hashtag, når de skriver om dig, kan du nemt finde frem til, hvad de skriver, og du kan derfor hurtigt reagere på det.

3. Brug ikke generiske ord

Brug et hashtag, der udelukkende kan handle om din virksomhed. På den måde får du større synlighed på internettet. Hvis din virksomhed hedder bilkøb.dk, hjælper det fx ikke meget at bruge hashtagget #bilkøb, hvor der kan komme mange irrelevante hashtags frem. Derfor er det vigtigt, at du er præcis, når du formulerer dit hashtag. Før du beslutter dig for dit hashtag, bør du søge det frem på de sociale medier, så du kan se, hvad andre bruger det til. Hvis det bliver brugt for meget, eller til noget helt andet end det din virksomhed står for, er det ikke det rigtige hashtag til din virksomhed.

4. Vær kreativ og prøv dig frem

Tilsæt gerne humor hvis det passer til din målgruppe, og det du sælger. Kreativitet lønner sig ofte, så brug tid på at finde på dine hashtags. Vurder løbende hvilke hashtags der virker, og hvilke der ikke gør. Hvis der er nogle, der ikke virker, kan du altid udfase dem og prøve noget nyt.

Derfor er hashtags så vigtige

Nu ved du lidt mere om, hvad der er vigtigt at huske, når du laver et hashtag. Vi vil derfor vende tilbage til hvorfor, det er så vigtigt at bruge dem.

Danskerne bruger de sociale medier mere og mere, og netop derfor skal du også være til stede der. Som tidligere nævnt i eksemplet med skønhedsbrandet Dove, er det vigtigt at være tæt på sine kunder, og møde dem hvor de er. Og de sociale medier er et nemt sted at holde kontakt til sine kunder, da medierne fylder meget i de fleste menneskers hverdag.

Hashtags giver mulighed for et mere personligt forhold til dem, du skriver til, fordi du kan følge med i, hvordan de bruger dit brand. Du kan også kommentere på det, dine kunder deler, så din virksomhed og kunderne får et mere personligt forhold til hinanden. Du kan endda lave særlige kampagner, som Dove gjorde med #RealBeauty, og bede dine læsere om at bruge et særligt hashtag, når de deler noget fra deres liv. Det skaber stor synlighed for dig, og det er gratis omtale, hver eneste gang en læser eller kunde bruger din virksomheds hashtag.

Som tidligere skrevet giver hashtags dig mulighed for at se, hvad andre skriver om dig, og det giver dig mulighed for at reagere hurtigt. Det er en fordel i en verden, hvor internettet fylder så meget, og hvor det kan virke uoverskueligt at følge med i, hvad der bliver skrevet om din virksomhed På den måde kan du forsvare din virksomhed, hvis der er nogen, der angriber den på de sociale medier. Samtidig kan du bruge hashtags til at holde øje med, hvad andre skriver om din branche. Hvis du sælger spil, kan du søge på hashtags som #dkgame, #spildebat og #spilbar for at se hvad andre i din branche og dine kunder beskæftiger sig.

Det er ikke kun på Instagram, at det betaler sig at bruge hashtags. Du kan også bruge dem på Facebook, LinkedIn, Twitter og andre sociale medier. På Twitter kan du altid se, hvilke hashtags, der hitter lige nu, så det kan være en fordel, at du også bruger de populære hashtags, der har noget at gøre med dit produkt, så du får endnu større synlighed.

Hos Jumpstory tilføjer vi hashtags, når vi skriver en tekst til din hjemmeside om. Det har nemlig vist sig, at hashtags sørger for langt mere trafik og flere kliks. Hvis du har lyst til at få en tekst gennemgået af os helt gratis, så kan du bruge dette særlige Amino-link ...


Tilføj en kommentar

 
For at holde spammere ude, fortæl os hvad er: to + tre =
Husk Mig

Få besked når der kommenteres (Log ind for at få tilsendt mail)
 
Besøg vores andre hjemmesider :