Peter, den ivrige iværksætter – del 2

Endelig frihed, tænkte Peter efter at være blevet udskrevet fra Bispebjerg efter 2 ugers indlæggelse for udmattelse og stress. Peter havde presset på i den sidste uges tid på hospitalet for at blive udskrevet, da han egentlig følte at han havde fået styr på sin stress. Lægen havde godt nok henvist ham til en psykolog han skulle tale med om et par uger, men Peter var ved rigtig godt mod – i hvert fald udadtil. For lige som han bevægede sig ud af hospitalets fængslende mure, slog det Peter: Frihed til hvad?

Tankerne og følelserne begyndte alarmerende at accelerere inde i Peter, og han var begyndt at svede uden nogen form for nævneværdig fysisk udfoldelse, lidt ligesom i gymnasiet når man skulle til afgangseksamen, hvilket gjorde Peter nervøs over sin egen tilstand, da han så kedeligt kendte alt for godt til disse faretruende følelser. Peter måtte gøre noget hurtigt, så han drejede ind i kiosken tæt på udgangen og kæmpede sig igennem de stakke af blomsterbuketter der stod i åbningen og inde kiosken for at afhjælpe de travle besøgende på hospitalet. Peter nåede dog hurtigt frem til slikhylden og det mandshøje køleskab der så overraskende proklamerede at der fandtes cola indeni. En cola, en pose chips og noget sødt til ganen måtte være på sin plads!

Peter havde under sit ophold udviklet en trang til søde sager, da det på en eller anden måde virkede beroligende. Et hurtigt sip og en mundfuld halvtørre engelske vingummier burde kunne gøre det. Engelske vingummier som fik minderne tilbage til hans barndom, hvor de var en form for luksusvingummier som hans mor altid købte når der rigtig skulle hygges.

Den sukkerrige indtagelse af colaen og de halvtørre engelske vingummier fik modet tilbage i Peter – lidt underligt, tænkte Peter. Det virker ligesom en vægtskål - hver gang han synes at møde noget ”smertefuldt”, såsom hans alarmerende følelser der accelererer i panik over den megen frihed han står over for at skulle administrere, balancerer han det bare ud med noget glædeligt - såsom cola og engelske vingummier!

Tænk hvis man kunne udskifte denne vane med søde sager med en mere sund vane og måske samtidig skifte alle sine forbandende overspringshandlinger ud med nogle gode. Nå, men det må jeg nok hellere snakke med psykologen om her om et par uger, tænkte Peter og slog tankerne væk fra sin dårlige samvittighed over den tiltagende dårlige vane.

Nuvel, ud ad døren og ud i friheden hvor Peters bedre halvdel og mor ventede. Der, udover glæden ved at se Peter, lyste helt op over opdagelsen af hans store pose engelske vingummier. ”Hvordan har du det Peter, er du okay? – Nu tager VI det bare stille og roligt og kører hjem og hygger os, sagde de begge i kor, som om det var noget de indædt havde indøvet og stiltiende blevet enige om. Peter blev både glad og lidt betrygget over den velmente medlidenhed. Han var jo lige kommet ud af hospitalet fordi han ikke var en patient længere. Nå, men skidedejligt at være ude, tænkte Peter og gav sin kæreste et stort kys og moren et hurtig knus der så betryggende illustrerede hans store kærlighed til hende i kombination med de engelske vingummier.

Turen hjem var kun på 20 minutter, og samtalen røg hurtigt over på Peters sygdom – den forbandende stress. Peters mor ville vide alt, og kæresten var bare glad for at se Peter, men spædede da lystigt til med opklarende svar til moderen da Peter forsvandt lidt ind i sin egen verden. Det var som om Peter var delt i 2 sider. På den ene side gav al den fokus på hans stress og medfølgende diagnose en god platform og undskyldning udadtil for hans mangel på succes, og så selvfølgelig lidt medlidenhed på samme konto. Og på den anden side var Peter skidetræt af at høre om hans sygdom, da den jo inderste inde ikke var hvem han var eller er.

Peters inderlige ønske om at være succesfuld var jo den person som han er, men omsorgen føltes nu alligevel meget fedt, nu da han ikke havde opnået den forbandende succes – endnu.

Lidt ligesom vægtkålen han tidligere tænkte på omkring vingummierne, bare han nu ikke også blev afhængig af at være stresset! I princippet var Peter skidetræt af at blive defineret ud fra sin historie og ikke sin fremtid. Nå, men der er vel kun en der kan redefinere det, og det er mig selv, tænkte Peter mens han noterede det på sin egen indre mentale to-do-liste som han nok hellere måtte tage op med psykologen.

Endelig hjemme i ”friheden”. De 2 kvinder i hans liv havde forberedt en lille velkomstceremoni for at fejre hans hjemkomst og kamp mod stressen, så resten af dagen stod på forkælelse i lange baner. Afslapning, god mad og en masse nærhed, lige hvad Peter trængte til inden næste dag hvor han skulle i gang med sit nye daglige program som han havde lavet med lægen på Bispebjerg, og som efter sigende skulle hjælpe ham med sin stress.

Peter besluttede sig dog for at tyvstarte lidt på dette program via de tillærte vejrtræknings øvelser ”1-3-2”, da han nærmest blev helt stresset ved tanken om det program han skulle i gang med. Tænk hvis det bare var en del af ens livsstil og ikke et program, så ville det være så meget nemmere, tænkte Peter.

Nå, men i gang med vejrtrækningsøvelserne. Peter havde i samme anledning søgt tilflugt på toilettet for at få lidt ro så han kunne koncentrere sig om øvelserne. Træk vejret ind i 5 sekunder, hold det i 15 sekunder, og pust ud 10 sekunder. Øvelsen kunne multipliceres efter ønske og evne, men skulle gentages 10 gange lige meget hvad, og skulle efter sigende sætte gang i lymfesystemet - kroppens affaldssystem.

Peter nåede kun til gentagelse nr. 7, da han dels følte sig lidt stresset over tiden der gik med dette, og samtidig virkede det som om at det allerede satte gang i systemet. Nå, men lægen havde sagt at dette kunne ske, og at det ville blive bedre efter et par dage. Peter stoppede dog ved gentagelse nr. 7, da han følte sig lidt akavet ved at sidde i skjul på toilettet, selvom det var kærkomment i forhold til den kickstart det havde forårsaget i hans system og krop. Så efter at have afhjulpet denne lille ”kickstart”, skyndte hans sig ned til de andre med en indre stemme der allerede gav ham lidt dårlig samvittighed over ikke at have fuldført øvelsen. Arrghh, hvor ville det være fedt hvis det bare var noget jeg gjorde automatisk, og ikke som en del af et program. Nå, men det må jeg nok hellere få startet på i morgen.

Næste morgen stod Peter op helt ugeneret af morgensolen, som han tidligere havde været, og gik straks i gang med morgenens program. Frisk frugt og smoothies i lange baner. Sund og dejlig kost fra morgenstunden, afsluttende med en gåtur på ½ times tid. Fedt, tænkte Peter, så er det sgu tid til at nyde vejret lidt. Peters bedre halvdel var allerede draget på arbejde, så Peter kunne designe hele sin dag selv, hvilket føltes helt befriende!

Peters gåtur virkede ligeledes befriende og dejlig, og dagens skud af frugtsukker havde gjort ham klar til at indtage dagen. Men, hvor skulle han begynde? – Programmet sagde jo ikke noget om det, det holdt sig udelukkende til den fysiske og kostmæssige del. Hmm, et skridt af gangen må være planen, så jeg i de mindste starter med lidt succes, må være det optimale, så skal jeg nok nå min store succes, tænkte Peter! Ellers tipper vægtskålen bare over til nederlag inden jeg er begyndt!

Peter tændte ivrigt for computeren og åbnede sin alt for velkendte Microsoft Outlook-indbakke i håb om gode nyheder, da det lige pludselig slog ham som et lyn fra en klar himmel. Hvorfor skal jeg egentlig lave alt det her? Bilder jeg bare mig selv og andre noget ind? – Måske skulle jeg starte med at definere HVORFOR jeg gerne vil have succes, og hvad det er jeg egentlig brænder for!

- "Peter, den ivrige iværksætter er en fiktiv historie" som er bygget på brudstykker af de klienter jeg har haft. Ligeledes kan den opmærksomme finde hints til behandling af stress, uden at historien dog repræsenterer en sådan behandling til fulde, da dette er afhængigt af den enkelte, men måske har du nogle gode bud på eller erfaringer med hvorledes man håndterer stress. Jeg anbefaler at du samtidig læser del 1 af Peter, den ivrige iværksætter samt mine tidligere indlæg om stress på samme blog her på Amino.

De bedste hilsner

Kim Kampp