Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Forpagter! Din café skal boostes, så du bliver rigere...

10,161 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
28 May 2013

De fleste sportsanlæg, messehaller og museer har en café. Den bruges til at slukke tørsten, slappe af ovenpå en god kamp eller til at stille den værste sult efter en tur rundt i kunstens verden.

Gæsterne er som regel glade. På kort tid kan du forholdsvist billigt få lidt at spise - og så slipper man måske for at lave mad hjemme ovenpå en lang dag.

Fint. Men det kunne være bedre.

Når jeg kommer rundt på anlæggene - hvad enten det er en svømmehal, et museum eller et messecenter, så ser jeg muligheder. Masser!

Som forpagter har du en del der er givet:

1. Et køkken der er åbent

2. Mad og drikke på lager

3. En ansat (måske) som får løn

4. Et antal besøgende på stedet som du er en del af

5. Faste omkostninger til driften

Forhåbentlig har du også kunder nok, så du har større indtægter end udgifter.

Så langt så godt. Men har du nogensinde prøvet at justere dine indtægter? Ikke revolutionerer - bare fintune, justere og prøve at øge din omsætning med fx 5 %?

Det hurtige regnestykke ser således ud:

Bøllekøbing Messecenter, Caféen.

Regnskab for 2012

Indtægter: 1.000.000

Udgifter: 900.000

Overskud: 100.000

Ikke tosset - og måske endda lidt optimistisk tiderne taget i betragtning. Men nu booster vi butikken uden at bruge penge! Vi øger omsætningen med bare 5% (uddybes længere nede i artiklen) og nu ser det således ud:

 

Bøllekøbing Sportshal, Caféen.

Regnskab for 2013

Indtægter: 1.050.000

Udgifter: 910.000

Overskud: 140.000

Hvad nu? Overskuddet steg med 40% selv om omsætningen kun steg 5%

Hvordan pokker kunne det gå til?

Jo, du gjorde følgende for at sælge mere:

a. Satte prisen 1% op - det er der ingen der lægger mærke til

b. Tilbød alle der købte kaffe at kombinere den med en lun bolle

c. Forsøgte at mersælge en lille skål salat til alle hovedretter

d. Gav din brochure om fester og take-away til alle voksne

e. Boostede din service gevaldigt, så gæsterne huskede dig - og kom tilbage

Så du fik altså flere penge ind. Men var der ingen omkostninger?

Nej - og jo. Der var ingen faste omkostninger - dvs. du investerede ikke fem flade øre i noget som helst... Men du havde produktionsomkostninger (eller rettere et øget vareforbrug), for en kage koster jo lidt i indkøb. Og en ekstra kop kaffe til DKK 17 koster vel næsten en krone at producere i disse tider.

Så, jo: Du havde øgede omkostninger - men udelukkende når du solgte. Så du løb absolut ingen risiko. Ingen, niente, nul!

Men hvordan gjorde du helt konkret?

a. Du fandt de ti varenumre som solgte bedst i 2012 - og lagde DKK 1,00 på dem. Kaffen steg fra DKK 16 til 17, frugtstænger fra DKK 5 til 6 og den grønne sandwich med skinke og ost fra DKK 32 til 33. Det så ikke ud af meget, men det betød en del på omsætningen.

b. Du lavede et skilt: "Dagens kage - det perfekte match til kaffen" og sagde følgende, til alle der bestilte kaffe: "Du skal smage vores hjemmebagte sunde boller - den er lun endnu" mens du pegede på bollen.

c. Du tog i IKEA og købte 25 pæne skåle. Du anrettede på forhånd en lækker, flot og farverig salat bestående af Iceberg-blade, agurker og tomat og stillede dem ved disken. Til alle der bed om en hovedret sagde du: "Husk det sunde. Jeg har lige snittet en frisk, sprød salat. Skal du have en med?"

d. For dig var det en selvfølge, at alle kunne holde fester og nyde din gode mad. For dig var det en selvfølge at man kunne tage med ud af huset. Men gæsterne anede det ikke. Så derfor gav du alle en brochure med og sagde: "Du får lige vor nye folder om take-away - vi er jo sundere en shawarmahuset..."

e. Du gennemgik gæstens vej gennem caféen - fra han kom til han gik - og så fandt du på 4-5 små ting som boostede din gæsteservice. Det var små ting som at hilse endnu mere, gå rundt ved bordene og rydde af og småsnakke med gæsterne osv. Små ting - men ikke småting!

 

Så alt i alt...

Har du mulighed for at give dig selv og din forretning et løft uden at løbe en risiko, uden at stresse og uden at være professor i oplevelsesøkonomi.

Du kan betragte processen som at skifte dæk på din bil: Du kan umuligt løfte bilen selv - men ved at bruge donkraften, kan du løfte den et par centimeter ad gangen uden at blive forpustet.

Du bliver ikke millionær i morgen - men du kan se resultater med det samme - og din bankkonto bliver synligt bedre på få uger.

Hvad venter du på?

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Leon blogindlæg Skriv dig op