Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Taxi hader Uber. Men når du rammes af disruption skal du ikke gå deres vej...

21,707 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
03 May 2016

Der er en ting der altid er sikkert: Intet er som det var.

Intet bliver ved med at være som det er.

Intet var som det var, da bilen blev hver mands eje i midten af 1900-tallet.

Intet var som det var, da vi fik tv.

Da vi fik pc'er.

Da mobiltelefonen kom.

Og med internettets aggressive fremfærd - i kombination med Google - er alt blevet meget anderledes.

Kan du forestille dig et liv uden sms, e-mail og mobiltelefoner?

Kan du forestille dig et liv uden Storebæltsbroen? Med mere end en times ekstra rejsetid? Dengang man fløj fra Kastrup til Beldringe ved Odense?

Det er næsten utænkeligt at verden har været anderledes. Det er tankevækkende, men vi taler om kommunikations- og rejserevolutioner over en periode på kun 15-20 år.

Vi kan alle se fortiden - og vi kan grine af dem der påstod at de ville savne pausen over Bæltet - og endnu mere af dem der mente at internettet aldrig ville kunne bruges til noget.

Der er et begreb som du sikkert kender til. Et begreb der dækker over store ændringer, nye måder at gøre det samme på.

Det kaldes "disruption":

Disruption er et vidt begreb. Det tolkes forskelligt af den enkelte, men de fleste er enige om at Netflix vs. Blockbuster er et skoleeksempel: Du tager en 30 år gammel industri (videoudlejning på vhs, dvd og Blu-Ray) og smadrer den på et par år, ved at tilbyde en smådårlig service (Netflix var ustabilt, havde en ringe brugerflade og ganske få film i begyndelsen). Der kommer altså en opkompling med ny tech, nye måder at gøre tingene på, men de leverer samme ydelse, nemlig film.

Uber er ifølge visse eksperter ikke et eksempel på "rigtig" disruption - for de tilbyder et helstøbt produkt, med sammenlignelig kvalitet (hvis ikke bedre) tilsat gensidig rating og smart brugerinterface.

Jeg er sådan set ligeglad om det er disruption - for resultatet er det samme. De der griner hele vejen ned i banken er de nye. De gamle, der blev kørt over, de fatter ikke hvad der ramte dem...

Så der er nogen der ikke griner - de tuder som små børnehavebørn!

Taxibranchen. Jeg kan personligt, nærmest ikke komme på en branche hvor der er et større "gap" mellem pris og ydelse. Jeg bor i Holte nord for København. Der er 35 km til lufthavnen - en tur der tog mig ca. 25 minutter i morges. Den tur koster DKK 750 med taxi - one way. Hvad er det så jeg får for de penge?

En fuldstændig tilfældig bil med en tilfældig sjafut.

Den ene dag kommer der en Mercedes S klasse med en kvik, bagageslæbende, smilende og velfriseret sjafør.

Den anden en udslidt Opel med en lige så udslidt, småfisende, og doven sjofør (bemærk hvor mange, forkerte måder det kan staves på...) der ikke gider lette røven for at holde døren, smile til mig eller tage min kuffert.

Så får jeg 35 km transport.

Den ene dag med en spade der ligger i midterste vejbane, der hvor der er tre og som kommenterer alle de andre idioter på motorvejen.

Den anden dag med en dygtig chauffør, som kører jævnt så man ikke skal bede om en brækpose.

Jeg får måske også en oplevelse - enten positiv eller også negativ, fordi jeg selv skal bede ham slukke for Pop FM og fordi han skriver sms'er på farten.

Så jeg ved at jeg kommer af med en masse penge - og kan kun håbe på at servicen i det mindste er så høj, at jeg føler at mine penge er givet godt ud.

Nu kommer så Uber. De dumme svin. De svindlere, opkomlinge og røvhuller der smadrer taxibranchen. De sataner der ødelægger en stolt, statsreguleret befordringsvirksomhed med deres latterlige priser, farlige biler og dødshungrende, amatører af en privatbilist som chauffør.

De elendige amatører, som intet kan, udover at snyde i skat og ødelægge det for de rigtige chauffører.

De skal hænges ud på Facebook. De skal stoppes. De skal registreres, meldes og gerne også skydes, hvis man må...

Så dem bruger vi alt vores krudt på. Så vi kan stoppe dem inden det griber om sig. Så vi igen kan rulle stolt i vores fine Mercedes-biler og vise verden hvordan transport foregår i den virkelige verden.

Der er bare et problem...

Uber er kommet. For at blive.

Airbnb er kommet - og de går ingen vegne.

Den Blå Avis - som jo for mere end 30 år siden stjal kunder fra detailhandlen er blevet.

Netflix der også har dræbt Fona - de er her også endnu.

Så problemet er ikke, at taxibranchen har en pointe i, at der naturligvis er noget Uber-forretning der er ulovlig. Enhver med blot en kvart hjerne, kan da regne ud, at der med garanti er følgende galt med dele af Ubers forretning:

a. Der bliver ikke betalt nok i skat.

b. En del af kørslerne er ikke samkørsel - de er bestillingskørsler og dermed at betragte som piratkørsel.

Det er jeg sikker på, at taxibranchen har ret i. Men deres problem er ikke Uber. Det er dem selv...

De bruger nemlig deres energi forkert. Jeg er sikker på, at Uber kommet for at blive. Lyft er også på vej. Og mange flere. Vi har fattet budskabet om deleøkonomi - og det kommer selvfølgelig til at ramme taxibranchen hårdt. Når vi forbrugere opdager at vi kan bliver fragtet bedre, billigere og lige så hurtigt fra a til b så vælger vi det.

Når vi finder ud af, at der er et alternativ til det hotelværelse der koster DKK 2.000 så finder vi alternativet.

Når vi opdager, at det er nemmere at streame film, så gider vi da ikke jokke ned i Fona eller Blockbuster (der er lukket for længst) for at leje en dvd.

At der så er skatteproblemer, lovovertrædelser osv. er nok naturligt. Det er en konsekvens af overregulering. Når overreguleringen er væk, så udlignes tingene.

Uber kommer til at afregne på en mere gennemsigtig måde. Taximonopolet bliver brudt. Taxi strammer sig an og klarer måske skærene, mens Uber griner hele vejen til banken (som muligvis stadig ligger helt lovligt på Cayman Islands).

Like it or not - sådan bliver det.

Storebæltsfærgerne er døde. Medarbejderne arbejdsløse eller omskolet.

Post Danmark, der aldrig fandt ud af at de i virkeligheden var transportører af informationer, dør langsomt hen, netop fordi de troede, at de var brev-pushere.

Kodak der ikke fattede at Ektachrome var en dino mens pixels var fremtiden er også nærmest udraderet,

Så hvad skal jeg gøre?

Jeg er da selv blevet ramt af "disruption". For ti år siden skulle alle lære at booke møder. Jeg havde kronede dage med undervisning i telefoncanvas. Nu udgør det kursus fem procent af min omsætning.

For fem år siden foregik mit eget salg via telefon, når jeg skulle finde nye kunder. I dag skriver jeg blogs, smider podcasts i grams og råber i øst og vest for at bliver hørt - og købt.

Jeg har fundet nye veje. Har øget min omsætning. Har bidt irritationen over at det gamle ikke var hot mere i mig. Har studeret social selling, trusted advisor, blogging, podcasts og meget mere.

Havde du for ti år siden fortalt mig, at det ville blive sådan. At canvas var død i 2016. Så ville jeg have sendt dig til speciallæge på stedet.

Jeg var heldig. Jeg omstillede mit salg. Justerede mit kursusprogram. Accepterede og rettede ind - i stedet for at pege fingre og råbe.

Men da jeg ikke kender dig, ved jeg ikke hvad der rammer dig. Og jeg ved slet ikke hvad du skal gøre.

Men må jeg ikke bede dig om at se muligheder? Være positiv i stedet for at tude?

Gør som en af mine kunder - en hotelkæde. Da de fandt ud af at Airbnb æder sig ind på deres kunder, besluttede de sig til at investere mange millioner i et hostel. Et billigt, meget billigt alternativ til Airbnb. De tudede ikke. De accepterede, at der var en spiller på banen som ikke fulgte reglerne. En spiller, der tilbyder gode varer til lave priser - sikkert fordi Skat bliver snydt i nogle tilfælde.

I stedet for at råbe op, gå i retten og lave hade-kampagner har de stille og roligt købt en hel ejendomsblok og nu er de ved at indrette over 1.000 billige sovepladser. Lige i hjertet af København. 100 m fra Airbnb-lejemålene.

De kommer ikke til at lukke Airbnb, men de kommer til at gafle en del kunder tilbage.

Det er svaret på disruption: Handling der vender ind - ikke tuden der vender ud.

Hvad har du gjort? Hvad frygter du? Er du selv en ny Uber, Netflix eller noget tredje?

Skriv gerne en kommentar - uanset om du er ramt, frygter at blive det eller selv er den der rammer de andre.

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Leon blogindlæg Skriv dig op