Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Leon Birdi - Salgsekspert og blogger Lær at sælge mere - Donald Trump er underviser...

Lær at sælge mere - Donald Trump er underviser...

5.641 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
17 November 2016

Farlig! Idiot! Tåbe!

Genial! Forfriskende! Cool!

USA's nyvalgte præsident er blevet kaldt meget. Ikke kun af medierne - også af dig og mig. Jeg syntes, at han var en underlig fisk - og at hans måde at kommunikere på var direkte ulækker - især når snakken gik på kvinder, mexicanere og andre som Trump havde noget på.

Det synes jeg stadig - og det gør de fleste jeg taler med. Men det er ikke interessant. Det interessante er, at manden med det underlige garn, den aparte fremtræden og de mange dårlige historier er verdens mest magtfulde person når vi rammer 20. januar 2017.

Så i stedet for at tude - eller juble - så vil jeg forholde mig nøgternt til, hvad vi andre kan lære om at sælge af ham, Mr. Trump.

Vi skal dele hans kommunikation i to dele: Det han siger (politisk indhold) og måden han kommunikerer på. Jeg vælger, at fokusere på måden. Det politiske indhold er naturligvis kernen - men om det er det altafgørende i hans vej mod præsidentembedet, vil jeg gerne stille spørgsmålstegn til. Jeg tror faktisk på, at måden vi kommunikerer på er mindst lige så vigtig. Det gælder uanset om det er Trump, Lars Løkke, din kommunalpolitiker eller dig selv når du skal sælge.

Derfor: Lad os se på hans metode - ikke indholdet:

Han deler vandene

Det er faktisk en vigtig pointe. Du og jeg er sikkert opdraget til at være pæne og ordentlige - men det sælger ikke. Jo, hvis du er bedemand eller bibliotekar, og primært arbejder med mennesker der selv henvender sig for at få hjælp. Der er nemlig et problem, når vi både vil sælger og samtidig være ordentlige. Problemet er, at vi kan være svære at få øje på.

Vi deler ikke vandene

Vi sætter kun lette fodaftryk

Der er ingen der for alvor mærker os.

Så Trumps glasklare, højtråbende og sort-hvide kommunikationsform er effektiv. Den skaber bias. Den sikrer diskussion mellem modtagerne. Den skaber kløfter. Og det kan bruges til at skabe to hold. Et for. Et mod. Finten er, at selv om han havde tabt, så ville han alligevel have vundet.

Vundet? Jamen... Hvordan?

Jo, lad os antage at han havde tabt - bare med 5-10% stemmers forskel - så havde han trods alt alligevel skaffet sig op mod 100.000.000 venner. For han havde haft 45% venner ud af en befolkning på 320.000.000. Det er trods alt en rimelig base af fans - som kan bruges til fremtidig markedsføring.

Hvad skal jeg gøre?

Du skal passe på, at dine udsagn på blog, podcast, Linkedin og møder ikke bliver så udvandet og forsigtige, at modtagerne glemmer dig:

Vær direkte

Sig din mening

Kom med klare svar

Sig "ja" og "nej" i stedet for "...det må jeg lige se på..."

Forebyg: Fortæl, at du er ærlig og at du siger din mening - samtidig med at du også indrømmer dine fejlantagelser

Vær høflig - det kan sagtens kombineres med at være direkte

Vurder timingen. Nogle svar og udsagn skal vente - så modtageren får mere information eller tid til selv at komme på banen

Brug korte sætninger

Foran dig har du 100 mennesker der repræsenterer befolkningen i Danmark.

50 mænd. 50 kvinder.

90 hvide. 9 brune. 1 sort.

20 børn. 50 voksne. 30 ældre.

50 røde. 50 blå.

Men hvor mange er bonderøve? Og hvor mange er jetsettere?

Hvor mange er intellektuelle? Hvor mange analfabeter?

Hvor mange får deres viden fra Information og Weekendavisen?

Hvor mange får deres viden fra BT og eb.dk?

Det er her det bliver interessant, for mange af os kommunikerer helt skævt. Nogle er vildt kloge og har lært den avancerede kommunikationsform, der virkelig gør brug af sprogets fineste ord og vendinger, hvor andre kan næsten ikke sætte to ord sammen uden at lave fejl (læg mærke til hvor elendig denne sætning var...)

De af os der ikke kan skrive - de af os der fik 03 i dansk og en rettet stil med 31 røde streger i - vi har faktisk en fordel.

For vi er nemme at forstå. Vi taler nemlig et sprog alle forstår.

Med få ord. Med mange punktummer.

Måkse med en stavefejl, men havd fa'en. Det gør os bare mere menneskelige, ikke?

De der skriver et flot og komplekst dansk, kan være svære at forstå. Så de skal overveje at nærme sig BT-sproget hvis de vil ha' alle med.

Jeg tror, at 10% af dine kunder læser Weekendavisen eller Information. Resten er nærmere BT-niveau. Men hvor er du?

Hvis du er intellektuel, højt uddannet og god til at formulere dig, så skal du overveje hvem du taler til. Jeg har valgt. Jeg taler til alle der vil lære noget om at sælge - men da 90% af de sælger jeg møder er som mig selv, så vælger jeg at kommunikere til dem. De sidste 10% kan enten glæde sig over en let læselig tekst - eller vælge at følge en der kommunikerer mere på deres niveau. Det er helt cool med mig.

Hvad skal jeg gøre?

Skriv på BT-niveau

Brug korte sætninger når du taler

Kombiner skrift med billeder - og tale med eksempler

Filtrer svære ord fra - find et normalt ord der siger det samme (CEO - direktør / KPI - nøgletal / keyboard - tastatur)

Bliv set - og husket

Tænk på hvor mange budskaber du får smidt i fjæset hver dag. TV. Radio. Outdoor reklame. Twitter. Facebook. Blogindlæg. Aviser. Kolleger. Podcasts.

...og tænk så over hvad der gør at du husker et budskab. En ting er det jeg netop skrev ovenfor - om at være direkte og let forståelig. Noget helt andet er om dine lyttere, seere og læsere lægger mærke til dit budskab. Om du rager højt nok op. Hvis ikke du fylder nok - og gør noget så du bliver husket, så er der risiko for at dine fine budskaber drukner i mængden.

Jeg er heldig. Jeg har et vanvittigt navn: Leon Birdi - når man først har lært det, glemmer man det ikke lige med det samme.

Min podcast hedder "Sælg for Helvede" - det griner de fleste over - og der er fedt, for så har de taget stilling og husker det.

Når jeg underviser bruger jeg humor. Jeg forsøger at være seriøs - men jeg driller også. Det medvirker til at man husker mig.

Tilbage til vores ven med håret. Lige præcis. Det kan vi huske!

Hans kone med den specielle accent - hun er fra Slovenien.

Hans vilde planer om stop for muslimer, en mur til Mexico og et slips der er alt for langt.

De dårlige historer om kvinder, sorte og andre han har været efter.

Uanset om du er trumpist eller trump-off så husker du ham. Og du er ikke den eneste.

Du husker ham. Når han toner frem på tv skruer du op for lyden. Du googler ham måske.

Og selv om 50% er imod, så kan de intet gøre.

Men de 50% der er trumpister får mere og mere af ham. De bliver bekræftet i at han er den rette. De ser ham på alle avisforsider, tv-stationer og nyhedssites. De ser ham på se sociale medier.

Det giver opmærksomhed. God. Dårlig. Men opmærksomhed - og det giver stemmelyst. Det har med garanti draget en masse sofavælgere til stemmeboksene i Iowa, Utah og New York. Sofavælgere der var med til at det tippede til Trumps fordel.

Bare fordi han er en larmende, karakteristisk, ikke-bange-for-andre-kandidat.

Hvad skal jeg gøre?

Hvis du hedder Susanne Archibald Jensen, så drop Jensen!

Hvis dit firma hedder SJ-Consult, så skift navn til noget mere synligt, fx Archibald A/S

Når du taler med potentielle kunder, så find din egen stil: Sjov, seriøs eller underlig - og dyrk den stil så den bliver din egen

Hav meninger der ikke er politisk korrekte - og vær sikker på, at du kan stå på mål for dem

Allier dig med synlige tosser i stedet for introverte normalmennesker

Vælg et slogan der vækker folk - i stedet for "kunden i centrum"

Skaf dig fjender - eller får du ingen venner!

Gentag. Gentag. Gentag

Og så den sidste ting: Sørg for at puste dit budskab ud igen og igen. Gentag dine beskeder - del dem på alle platforme: Twitter, Facebook, Linkedin og Youtube.

Og genbrug dem igen og igen - for det er langt fra alle i dit netværk der læser alle dine posts - og dem der gør glemmer måske pointen.

Fortæl hvad du er god til - eller hvad du vil. Og vær smal: "Jeg kan tune din bil så den kører bedre" - at du også kan male den, sætte jydekrog på og skifte dæk, skal de nok finde ud af selv.

Trump er mester i kommunikation. Måske ikke den omfavnende, kærlige og indsmigrende - men han bliver set, hørt og husket.

Han er mester i at dele vandene

Han er mester i at bruge korte sætninger

Han er mester i at blive set og husket

Han er mester i at gentage

Han er mester i at gentage

Han er mester i at gentage

Det kan du lære af ham. Go' vind!

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Leon skriver Skriv dig op