Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Atea. Iskoldt chok og køligt overblik

1.336 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
22 February 2018

Lige nu kører en sag om bestikkelse mod flere topmedarbejdere i en stor virksomhed. Du har sikkert hørt om det.

Flere ledere står anklaget for at fedte for offentligt ansatte med champagne, dyre middage og ferier. Alt sammen for at vinde en offentlig licitation.

Meget kedeligt. Også for den direktøren, der ikke længere er anklaget. Men i et nyt interview får manden sagt, hvad han vil sige om retssagen - mens han siger noget helt andet!

Direktøren, der sagde hej til verden 2 gange

”For otte-ni år siden sagde jeg farvel til livet, da jeg var ved at drukne lidt nord for Sejerø”, begynder han ...

Det er en dejlig dag, og han nyder livet på sit kiteboard på bølgen blå. Men pludselig træder han forkert, og boardet forsvinder under hans fødder.

Bølgerne slår ind over hans hoved. Han kæmper for at komme mod land, mens minutterne bliver til evigheder.
Strømmen trækker i ham. Lungerne skriger. Og kroppen begynder at give op ...

Han tænker: “Fuck, det var dét liv. Jeg kommer aldrig til at se mine to børn igen," fortæller han.

Men pludselig ser han en mand på stranden, der vinker til ham. Det giver ham kræfterne tilbage, så han kan redde sig selv fri af bølgerne.

Sommetider er en retssag det rene vand ...

Når man én gang har kæmpet for livet, er det ingen sag at bevare det kølige overblik i en retssag, mener han:

”Den hændelse har gjort, at jeg har en ret klar holdning til livet. Mange har spurgt, hvordan jeg har energi og drive til at blive ved med at forsvare Atea ....
Og det har jeg, fordi vi gør det rigtige. Når jeg så ser på sagen, så tænker jeg: "Væk med den”.
Jeg har drevet den her virksomhed igennem denne krise og fået medarbejderne med igennem. Fortæl mig, hvem der ellers kunne gøre det i Danmark,” slutter han.

Så du, hvad han lige gjorde der?

Direktøren kunne have brugt interviewet til at forsvare og forklare sig. Men det gør han ikke.

I stedet bruger han et ældgammelt kneb: storytelling.

Det er historien om en virksomhed, der kunne være kæntret på grund af en kedelig bestikkelsessag.
Men som alligevel når sikkert i havn takket være helten.

Nemlig direktøren himself. Han er manden, der styrer virksomheden fri af de oprørte bølger i kølvandet på anklagerne.
Ligesom han engang reddede sig på land ved Sejerø, styrer han virksomheden ind i den trygge havn igen.

Historiens morale er klar som solglimt på bølgetoppe: Det er ikke noget tilfælde, at vor helt klarer skærmydslerne.
Han kommer kun sikkert i havn med sin virksomhed, fordi han følger sit moralske kompas og gør det rigtige.
Så vi kan trygt stole på, at han har rent mel i posen i bestikkelsessagen.

Lidt mærkeligt, ikke?

Det bliver altså dokumentation for troværdighed og god dømmekraft, at man engang var i livsfare.

Det er jo egentlig lidt mærkeligt. For ikke at sige ulogisk. Men det er præcis det, du kan med storytelling. Du kan nemmere overbevise folk.

Ligesom direktøren bruger storytelling til at overbevise dig, kan du også bruge storytelling i din virksomheds markedsføring, fordi:

  • En historie gør det lettere at forklare dit budskab, så læseren forstår det – og husker det
  • Med historien kan du påvirke læserens følelser, så han får tillid til din kunnen - og dit moralske kompas!
  • Du kan også lettere få ham til at trykke på købeknappen – og betale mere, end han ellers vil give.
    Nej – det er ikke noget, jeg finder på. Du kan selv læse det i Chip og Dan Heaths bog Made to Stick.

Grav dine historier frem af indbakken

Brug historierne til at overbevise folk og få dem til at trykke på købeknappen.
Lakmusprøven på en god historie til markedsføring er, at:

  • Historien viser, hvem du kan hjælpe med hvad 
  • Historien viser, hvordan din hjælp forvandler deres liv - og hvilken værdi det skaber for dem.

Og bare rolig. Historien behøver ikke være alenlang.
Måske er det bare en kundeudtalelse på tre linjer. Det kan være lige præcis dét, der får læseren til at trykke på købeknappen på din salgsside.

Disclaimer: Jeg har ingen insiderviden om sagen og ingen holdning til, hvem der evt. er skyldige i hvad. Men jeg har stor respekt for mennesker, der er dygtige til at brande en virksomhed.


 

Skribent: Louise Lamberth - tekstforfatter, forfatter til Blog dig til synlighed og salg.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Louise skriver Skriv dig op