Kom nu lige, Danmark

23,8%. Så meget er antallet af nye iværksættervirksomheder faldet med i 3. kvartal 2019 sammenlignet med 3. kvartal 2018, ifølge en analyse fra Experian. 23,8%! Et ganske markant fald for en nation, der satte sig som mål i 2017 at blive “Europas førende iværksætternation.” Hvor er det, at det går galt?

At blive Europas førende iværksætternation er et nobelt mål. Et fornuftigt mål. Desværre fungerer det ikke således, at man bare sætter sig et mål, og så går det i opfyldelse.

 

Iværksætteri er en velkendt kilde til økonomisk vækst, succeshistorier for Danmark, tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft og kapitalindsprøjtninger til vores økonomiske økosystem.

 

Med det in mente lyder det fuldstændig vanvittigt, at vi alligevel har oplevet så stort et fald i antallet af nystartede virksomheder. Især taget i betragtning af, at der ikke er nogen krise, der kradser. Ingen lurende Y2K-dommesdagssnak. Ingen problemer med arbejdsløshed, ingen problemer med eksportrestriktioner og ingen problemer med politiske magtkampe i det Europæiske landskab.

 

Næh, vores største problem er, om Danmark skal spille to eller tre kampe i Parken til EM, om det nu var den rigtige vinder af den Store Bagedyst og om Viborg har købt en spiller med forfalsket dokumentation.

 

Til gengæld har vi aldrig haft mere kapital i det danske startupmiljø. Vores BNP vokser. Vi har noget nær den laveste arbejdsløshed vi har set i årevis og den disponible indkomst skyder i vejret. Hvor er roden til problemet, og hvordan løser vi det?

Manglende politisk opbakning

Det nemmeste, og naturlige første skridt, er naturligvis at angribe politikerne. Ifølge Dansk Erhverv er der en direkte korrelation mellem afskaffelsen af iværksætterselskabet og faldet i stiftelsen af selskaber i Danmark - og det giver mening. Især for os unge iværksættere. Havde jeg stået som 19-årig og skulle have gravet 40.000 op ad lommen for at stifte, hvad jeg på daværende tidspunkt troede ville være en hobbyvirksomhed, der måske kunne finansiere nogle bajere på den lokale i ny og næ, er jeg da ikke sikker på, at jeg ville have gjort det.

 

Udover en toastbiks bestående af to toastere og en fra Google printet Elite-smiley fra Fødevarestyrelsen samt en mislykket webshop da jeg var 17, som blev tvangslukket, fordi jeg ikke lige var klar over, at der var noget, der hed indberettelse af årsregnskaber, havde jeg absolut ingen erfaring med at starte virksomheder før vi startede Mimer.

 

Ville jeg have haft lyst til at smide 40.000 kroner efter den virksomhed? For Guds skyld nej. 40.000 kroner ville have været alt jeg ejede (og lidt til), og jeg er sikker på, at min mor havde gjort mig arveløs bare ved tanken.

 

40.000 kroner er mange penge for studerende især, men for de fleste mennesker er det meget at skulle hive frem for at starte noget, man ikke ved om kan flyve. Iværksætterselskabet var lavet til folk, der vil teste deres idéer af og prøve sig af med iværksætterlivet - præcis som vi har brug for. Selvfølgelig er der flere af disse selskaber, der bliver lukket statistisk set.

Det er ikke Hollywood, venner

Hele skylden kan ikke lægges på regeringen, selvom det er en nem udvej - selv før iværksætterselskaberne blev skabt, havde vi brug for flere iværksættere. Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2017 kun startet 19.200 nye virksomheder mod 24.600 i 2007, hvilket er et betydeligt fald for en nation, der trods alt er et godt stykke ude af den krise, der forårsagede det indledende dyk.

 

Så hvis det ikke er den store stygge regering, hvad er det så?

 

Forkerte forhold til kapitalbehov

I mange nyhedsmedier, blogs, podcasts og tv-serier fremstilles iværksættere som vores tids rockstjerner - kontinuerlige historier om virksomheder, der rejser millioner fra eksotiske fonde og erfarne business angels skaber et stigma af, at du skal have eller være i stand til at rejse utrolige summer af penge for at komme i gang som iværksætter.

 

Mig selv? Vi startede vores virksomhed for 900 kroner med en dog elendig prototype af en hjemmeside, som vi sidenhen har udviklet løbende som vi skaffede cash flows.

 

Ja, nogle idéer kræver mange penge. Men de fleste kan sagtens startes utroligt billigt for at teste, om der rent faktisk er et marked. Det kræver ikke nødvendigvis millionstore investeringer fra kapitalfonde, det kræver ikke nødvendigvis den mest sofistikerede platform eller app til at starte med og måske kræver det i virkeligheden ikke et stort team at komme igang.

 

Fremtid eller fritid?

En anden fordel ved at starte “gratis” er også, at man ikke nødvendigvis ender på “iværksættermotorvejen”. I min optik, som Martin Thorborg også fremhævede, har alt for mange den overbevisning, at de som en anden Mark Zuckerberg er nødt til at droppe studie, venner og familie for at kunne starte en virksomhed og arbejde 100 timer i ugen.

 

Vil du gerne lave det nye Facebook er det klart, at det kræver en fa***ns masse timer, men det er ikke noget, man behøver at forpligte til fra første fløjt. Især ikke, hvis man er studerende. Især ikke, hvis man starter for sine egne lommepenge. Så har man mulighed for selv at styre det og passe det ind i skemaet indtil man finder ud af, om der rent faktisk er milliardpotentiale i ens idé.

 

Den konforme karrierevej

Sidste men ikke mindst, som studerende på CBS, ved jeg, at der er et utroligt konformt forhold til den traditionelle karrierevej. Man skal gerne have et studiejob i en virksomhed med et logo folk genkender - og så er det egentlig ligemeget om du henter kaffe til chefen, om du klipser papir til præsentationer eller om du laver noget super spændende. Det er sikkert. Det er godt. Det er prestigefuldt.

 

Alt for få af mine medstuderende tager chancen og hopper ind i et spændende startup, hvor de kan få et kæmpe ansvar fra dag ét, og endnu færre hopper ud og starter en virksomhed på siden af studiet.

 

Jeg foreslår ikke at alle Zuckerberger den og dropper universitetet for at forfølge en eller anden vanvittig idé. Nej, jeg foreslår at flere udforsker muligheden for at køre noget ved siden af studiet som et alternativ til et studiejob - og som, hvem ved, måske bliver stort i fremtiden. Det er den ultimativt største læring jeg har haft under min studietid, og noget jeg vil anbefale flere at gøre.

Hvad gør vi?

Det skal naturligvis ikke bare være en sludder for en sladder og en klagesang uden et rent faktisk forslag til, hvad vi gør for at løse det - som en anden politiker. Helt konkret mener jeg, at der er tre ting, som vi bør lægge fokus på for at øge iværksætterlysten og -mulighederne blandt de unge.

 

1)    Genovervej IVS-selskabsformen og iværksæt, som så mange andre aktører har foreslået, en undersøgelse af andre europæiske lande for at forstå, hvordan man bedst håndterer iværksætterselskabsformen. Den analyse der førte til opløsningen af iværksætterselskaberne var baseret på, at de førte til en stigning i tvangslukninger. Men selvfølgelig lukkes der flere IVS’er end ApS’er. Det er jo det de er lavet til: De er lavet til dem, der er i tvivl om, om deres idé holder stik - og selvfølgelig går det i vasken oftere end ApS’ere.

 

Derudover baserede den sig på systematisk og omfattende svindel, som IVS’erne også blev brugt til. Men svindel skal nok bestå, selvom IVS’erne forsvinder. I stedet kunne man indføre øgede regnskabskrav til IVS’erne gennem for eksempel månedlige indrapporteringer i det første regnskabsår. Man kan øge kontrollen med IVS’erne til at overvåge helt nystartede selskaber hos Erhvervsstyrelsen, sørge for at alle IVS’er skal momsregistreres med det samme og, man kunne endvidere lave en personlig hæftelse op til beløbet på de 40.000, som det kræver at starte et ApS. På den måde sikrer man, at der er en smule risiko, men at det stadig er muligt at starte uden kapital.

 

2)    Vi skal som nation opfordre de unge til at følge iværksættervejen frem for den konforme karrierevej. Der skal stilles flere ressourcer til rådighed - som for eksempel Copenhagen School of Entrepreneurship - der nemt og gratis kan hjælpe de unge ud over stepperne. Vi skal lave et arbejdsmarked, som ikke kun lægger fokus på kandidatuddannelser og karakterer således at de, der tør tage springet og bidrage til vores fortsatte økonomiske vækst ikke løber en stor risiko i deres unge år i forhold til at finde job i fremtiden.

 

3)    Vi skal være bedre til at fortælle historien om de iværksættere, der ikke nødvendigvis blev den nye Jeff Bezos. Dem, der blev iværksættere for at få en frihed. Selv dem der fejlede. Vi skal væk fra idéen om, at man skal bruge 100 timer, 10 millioner og ikke fejle for at blive iværksætter. Man behøves ikke nødvendigvis at ofre fritid for fremtid.

 

Don’t get me wrong. Danmark er stadig et godt land at drive og starte en forretning i. Men vi kan blive bedre. Og hvis vores ambitionsniveau er der, hvor vi siger det er, er vi nødt til at forbedre forholdene. Kom nu, Danmark!