Er det dig der går på arbejde?

Spændende :)

Jeg søgte en sælger til www.dinchance.nu (som ikke eksisterer længere) til virksomheder og straks var der en venlig sjæl, som foreslog, at der skulle laves en særlig pakke til erhvervslivet!

Men det er vel dig der går på arbejde - ikke?

Når der laves kurser, coaching og udvikling til virksomheder, så er det kun fordi det salgsmæssigt er muligt at forlede folk til at tro, at det er noget andet vi har brug for på arbejdet end i privatlivet. Men prøv lige at tænke over den: Det er dig, der går på arbejde. Med din personlighed. De andre gør det samme. Hvis I skal motiveres, så er det ikke en særlig eller anden måde i skal motiveres på, fordi det er på arbejdet i skal motiveres.

Hvis chefen er svær at snakke med, så er han det, fordi hans personlighed er sådan, og du har svært ved at snakke med ham, fordi din personlighed er sådan. Redskaberne til et bedre arbejdsmiljø er de samme som skulle bruges i for eksempel en familie, en vennekreds, en forening eller en klub af en art. Det er din personlighed du arbejder med, når du tager på kursus i samtale teknik, aktiv lytning, medarbejdercoaching og så videre.

Det er i øvrigt også derfor vi hører flere og flere sager om, at medarbejdere har følt sig tromlet eller manipuleret af coaches. Coaches er ofte ikke uddannet til at tage sig af de problemer der opstår, når en medarbejder føler sig forkert og ikke tør sige det. Eller når en medarbejder har problemer på arbejdspladsen, fordi nutidige eller tidligere traumer fylder og bliver projiceret over på chefer og kolleger.

Vi lader os forlede, fordi vi lever i en kultur, der er totalt berøringsangst overfor følelser og fornemmelser, der påvirker os negativt. Vi vil helst være fri for at se på os selv og mærke skam, angst, vrede og sorg. Følelser som er fuldstændig menneskelige og normale, men som kun lever af netop samme grund; vi tør ikke kigge på dem.

Eksempel fra en virkelig klient, som kom til mig, fordi han følte sig stresset og aldrig følte at det han gjorde aldrig var godt nok:
"Min far sagde, at jeg aldrig ville blive til noget. Derfor knokler jeg røven ud af bukserne for at bevise, at han tog fejl. Jeg tør ikke fortælle nogen om, hvordan jeg har det, for så vil de sikkert grine af mig - og se, hvor dårlig jeg egentlig er til mit arbejde. Og så får han jo ret, den gamle røver. Uanset hvor meget jeg knokler, bliver det aldrig godt nok."

Eksempel fra en virkelig klient, som kom til mig, fordi han følte sig stresset og aldrig følte, at han aldrig gjorde nok:
"Min far sagde altid, at han var stolt af at jeg var så dygtig. Han fortalte alle om, hvor dygtig jeg var og sagde, at jeg skulle nok blive til noget. Jeg føler, at der er en kæmpe forventning  til mig, som jeg slet ikke er sikker på, at jeg kan indfri og jeg er slet ikke sikker på, at jeg fortjener den ros jeg får."

Rigtig, rigtig mange mænd går rundt med en af de her to scenarier i deres liv. (Og kvinder også for den sags skyld)

Disse to typer mænd kan lære teknikker til at håndtere stress, de kan blive opmærksom på selv at være den der sætter målene - og få andre redskaber. Det er også rigtig fint. Men - for der er et men. Der fikser symptomerne på problemet, men ikke selve problemet. Kun i det øjeblik, at mændene bliver mere sig selv og får hjertet med i deres arbejde, virker disse værktøjer fuldt og helt.

De er nødt til at vide, hvornår og hvorfor de føler disse ting, hvor de kommer fra, om det er deres eget eller om det er noget der skal smides ud og ryddes op i. Ellers bliver de teknikker de lærer aldrig andet end det de er: teknikker. Ikke en integreret del af personligheden. Ikke redskaber der fører til mere glæde og større fokus på det, der er godt for dem.

Giv dig nu den chance! :)

Mange hilsner

Mette
www.metteglargaard.dk