Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mikkel deMib Svendsen Kvinder kan ikke finde ud af SEO!

Kvinder kan ikke finde ud af SEO!

4.366 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
01 October 2010

Kvinder har en kromosomfejl, der gør dem ude af stand til at lave ordentlig SEO. De er analytisk handicappede og teknisk indisponible. Deres hjerner er indrettet til, at føde børn og vaske tøj – ikke til online marketing, programmering og den slags.

Det skulle man i hvert fald tro, når man kigger på markedet. Jeg tillader mig dog at tvivle en lille smule på den teori...

Lige siden jeg startede med, at arbejde med markedsføring i søgemaskiner for over 13 år siden var det meget tydeligt, at det var et ekstremt mandsdomineret fag. Det undrede mig dengang og det gør det stadig. Hvorfor er kvinder så dårlige til SEO (forkortelse for søgemaskineoptimering)?

 

Hvor er de hårde kvinder?

Der er ganske vist kommet langt flere kvinder ind i branchen, siden jeg selv startede tilbage i 90’erne. Men de fleste kvinder i SEO arbejder med salg – altså ikke den rent håndværksmæssige del af faget, eller også har de fokus på de blødere ikke tekniske områder, som tekstskrivning, linkbuilding, uddannelse osv.

Det er ikke fordi der er noget galt i det. Tekstoptimering, linkbuilding og uddannelse er skam vigtige dele af arbejdet med SEO. Men uden det rette tekniske fundament virker intet af det dog. Det hjælper ikke noget at male dit hus i pæne farver og hænge flotte gardiner op, hvis hele fundamentet er pilråddent.  

Der er bestemt mange dygtige kvinder indenfor SEO branchen ... i udlandet. Jeg er, så heldig at arbejde sammen med flere af dem. Men selv de teknisk mest kyndige af dem, skal stadig lige hen og have fat i ”drengene”, når det bliver rigtig langhåret.

Jeg kender slet ingen dygtige SEO kvinder i Danmark.

 

SEO Teknik er da ikke så svært!

Jeg forstår det ikke helt. For de tekniske aspekter af søgemaskineoptimering er nu engang ikke det mest komplicerede i verden. Der er mange andre tekniske discipliner, der er langt mere avanceret og svært at lære og som mange kvinder godt kan finde ud af.

Og selv hvis SEO faktisk var meget avanceret rent teknisk burde kvinderne stadig være bedre repræsenteret. Jeg har gennem tiden arbejdet sammen med fantastisk kloge kvinder, der var sindssygt dygtige til programmering. De findes. Der er intet der genetisk set forhindrer kvinder i, at blive gode til det.

Men hvorfor er de så ikke bedre repræsenteret i SEO-branchen? Jeg kan ikke få øje på en eneste international profil, som er kvinde og ekspert i netop de tekniske aspekter af SEO. Vanessa Fox, der tidligere arbejdede på Google, er måske den der kommer tættest på. Men selv hun har sine begrænsninger – som man ikke finder hos de teknisk mest kyndige mandlige søgemaskineeksperter.

 

Hvem vasker tøj hjemme hos dig?

Måske er det samme fænomen, som jeg også oplever i private hjem. På trods af, at der er meget mere lighed mellem mænd og kvinder i familien i dag end tidligere, så er det stadig manden i alle de familier jeg kender, der hænger lamper op. Og modsat er det kvinderne der vasker mest tøj og skifter bleer.

Måske kan en del af forklaringen findes i Dorte Tofts bog: ”Nærmest Lykkelig i Nørdland”. Her beskriver hun bl.a. hvordan piger tilsyneladende konsekvent vurderer at de er 10% mindre kloge end de faktisk er, hvorimod drengene vurderer at de er 10% klogere. Undtagen drengene i Frankrig – de overvurderer sig selv med hele 20% (den undlader jeg at kommentere yderligere ...). Og ikke alene er det deres egen vurdering. Alle os andre omkring dem har tilsyneladende samme misopfattelse. Vi tror vores døtre, piger i skolen osv. er dummere end de er. Og det er da i hvert fald dumt.

Jeg kan kun opfordre nogle flere kloge kvinder til, at komme ud af busken og kaste sig ud i SEO faget. Vi er slet ikke så farlige og det er et sjovt fag. Og nej, jeg tror virkelig ikke på, at I har en kromosomfejl, der gør jer ude af stand til at blive skide dygtige til SEO :)

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op