Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mikkel deMib Svendsen Er du ramt af Google Core Update – maj 2020?

Er du ramt af Google Core Update – maj 2020?

3.522 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
19 May 2020

Google begyndte i starten af maj udrulningen af en af deres store ”core updates”. Det har naturligvis fået mange til at frygte at det kan få en negativ indflydelse på deres synlighed i Google. Ikke mindst lige nu – midt i krisen, kan det være alvorligt.

Måske har du allerede oplevet en tilbagegang i dine rankings, generelle synlighed eller organisk trafik fra Google. Måske er du heldig at opleve det modsatte.

Men kan du være sikker på, at (de positive eller negative) ændringer i din synlighed i Google skyldes opdateringen, er der flere opdateringer på vej og hvordan skal du forholde dig til alle disse opdateringer?

Det vil jeg se lidt nærmere på i dette indlæg.

 

Gratis uddrag fra Grundbog i SEO

Noget af teksten i nedenstående indlæg er et lettere redigeret uddrag fra min nye bog: Grundbog i SEO.

Bogen er fuld af effektive SEO-tips som dette, som er lige til at gå til for alle - ikke bare i forhold til teknisk SEO men også til stærke strategier, brugbare analyser, linkbuilding, optimering af indhold, user engagement, effektmåling og (SEO-) sikker flytning af websites.

FÅ 50% AMINO-RABAT

Som Amino-bruger får du lige nu 50% rabat på bogen. Køb her og brug rabatkoden: AMINO50

Google laver tusindvis af opdateringer

Google laver hvert eneste år rigtig mange opdateringer. I 2018 fortalte de, at det blev til over 6.000. I år kommer der sikkert endnu flere. Men fortvivl ikke. De fleste af dem er små justeringer, som ikke har den store praktiske betydning for dit arbejde med SEO. Men nogle har.

Du har måske hørt om nogle af de helt store Google-opdateringer omtalt som Panda, RankBrain, Penguin og Hummingbird. Det er i praksis en samling af fundamentale ændringer i den måde Google håndterer vigtige elementer af søgningen.

Panda har fokus på filtrering af dårligt indhold – reklametunge websider, genererende pop-ups, såkaldte content-farms, indhold der ikke engagerer brugerne godt nok osv.

Penguin har fokus på filtrering af links – links som Google ikke mener bør tillægges en værdi.

Hummingbird er en helt ny søgemotor, der bl.a. har givet mulighed for bedre natursproglige fortolkninger og RankBrain er i forlængelse af Hummingbird et AI-baseret system til bedre fortolkning af søgninger. Sådan meget kort fortalt.

Ind imellem disse meget grundlæggende opdateringer kommer der løbende andre store – såkaldte ”core” opdateringer, der påvirker mange faktorer på en gang. Og på tværs af alt det er der så alle de mange mindre opdateringer – i gennemsnit mange hver eneste dag!

Google Core Updates rulles normal ud med 2-3 måneders mellemrum. Den nyeste startede som sagt i begyndelsen af maj måned og den forrige kom i januar i år.

Alle disse opdateringer – store som små, har til formål at sikre bedre søgeresultater til brugerne. Nogle opdateringer retter sig mod bestemte typer af søgninger, særlige tekniske udfordringer, bekæmpelse af dårligt indhold, filtrering af links – og mange er bare justeringer i måden links i søgeresultaterne vises på.

Fælles for alle opdateringerne er, at de kun berører en mindre del af alle søgninger og websites. De fleste søgebrugere og website ejere vil ingen forskel mærke. 

Nogle gange annoncerer Google hvor mange procent af søgningerne en opdatering forventes at påvirke. Det har de dog ikke gjort i forlængelse af den nyeste core opdatering.

Hvis du har lyst til at følge lidt mere detaljeret med i de vigtigste opdateringer fra Google kan denne liste anbefales.

 

Er du negativt ramt af en Google Core Update?

Når Google ruller en større eller mindre opdatering ud, og du i direkte forlængelse af det oplever, at du bliver mindre synlig i Google, så vil det naturligvis være oplagt at antage, at det skyldes denne opdatering.

Det er bare langt fra sikkert det er tilfældet!

For det første skal du undersøge om du faktisk ER ramt. En god ven kontaktede mig i panik lige efter Google begyndte at rulle core opdateringen ud i starten af maj. Han oplevede at de var hårdt ramt og mente det måtte være opdateringens skyld.

Men da jeg kiggede lidt nærmere på det viste det sig at det langt fra var tilfældet – samlet set var hans website faktisk blevet MERE synligt efter opdateringen, men enkelte af de få keywords han overvåger var faldet lidt og det var det der triggede hans panik. Mange andre keywords var dog gået frem.

Så hvis du mistænker at du er ramt, er det første du skal gøre at undersøge det lidt nærmere. Se den samlede udvikling i din synlighed i f.eks. SearchMetrics, Ahrefs eller Google Search Console og tjek den organiske trafik i dit analytics program.

Naturligvis skal du også have fokus på dine primære keywords – falder de skal du forsøge at forbedre det, men hvis du over en bred kam ikke går tilbage – måske tværtimod, som i mit eksempel, så er der intet der tyder på at du er ramt af opdateringen.

Måske har du hør det engelske udtryk ”Correlation does not imply causation” – på dansk betyder det at korrelation ikke (i sig selv) er bevis for årsagssammenhæng. Bare fordi to faktorer er sammenfaldende betyder det ikke, at de har noget med hinanden at gøre.

Der er masser af sjove eksempler på dette. For eksempel følger fødselstallet (i mange år) antallet af ynglende storke, antallet af selvmord i biler i USA følger ret præcist antallet af solgte japanske biler og antallet af mennesker der drukner i en swimmingpool korrelerer med antallet film Nicolas Cage optræder i.

Det kan godt være der faktisk ER en årsagssammenhæng i disse eksempler. Jeg tvivler nok personligt lidt på det første eksempel. Nogle vil mene det sidste nok skal passe. Men pointen er i alle fald, at korrelationsanalysen alene ikke beviser noget. Den påviser bare et sammenfald af data.

 

 

Det samme gør sig gældende med SEO!

Du kan ikke – alene ud fra det sammenfald, at du har mistet synlighed (eller det modsatte) og Google har lavet en opdatering, skråsikkert konkludere at det er årsagen. Men det er naturligvis en indikation, som det er værd at se lidt nærmere på.

Men hvordan gør du så det? Og hvad kan andre forklaringer på de pludselige ændringer i din synlighed så være, hvis det ikke skyldes opdateringen? Lad os se lidt nærmere på det …

 

Hvad ved vi om den nyeste Google Core Update?

Lige nu ved vi faktisk ikke så meget med sikkerhed. Der er ingen tegn på, at opdateringen er målrettet nogle få faktorer men i mere bred forstand forsøger at stramme op på dem vi allerede kender – indholds-kvalitet, links, autoritet og user engagement.

Der er allerede lavet en del analyser af den seneste opdatering, men de skal tages med et gran salt. For opdateringen er ikke færdigudrullet endnu. Det er altid farligt at analysere en opdateringen før den er færdig. Lidt som at jagte et dyr i bevægelse. Det er lidt lettere når det stopper op og står stille.

Men foreløbigt viser analyserne, at de områder der er hårdest ramt er indenfor bl.a underholdning, online communities og rejser. Det sidste vil jeg så mene er et udtryk for det jeg snakkede om i forrige afsnit – en korrelation, der faktisk skyldes noget andet. For ja, rejsebranchen er ramt – men årsagen er nok mere, at meget færre søger på området lige nu – og at mange, helt nye corona-relaterede rejseinformationer er blevet mere fremtrædende.

Hvis vi f.eks. ser på en søgning på ”Rejser til Thailand” røg søgningerne – logisk nok, på det nærmest i nul da grænserne lukkede.

 

Optimer dit website og genopret din synlighed

Hvis dit site har oplevet pludselige fald i synlighed i forlængelse af den seneste Google opdatering bør du starte med at se på nogle af de vigtigste kvalitetsfaktorer:

  • Er der tekniske fejl, svagheder eller mangler på dit website?
    Er dit website f.eks. langsommere end konkurrenterne? Er der implementeret korrekt Schema-data? Er der fejl i redirects, mange døde sider, eller svagheder i mobilvenligheden? Bliver alle de sider du ønske indekseret? Crawl dit website, tjek Google Search Console og gennemgå det manuelt.
  • Er dit indekserbare indhold godt nok?
    Er der mange tynde eller duplikerede sider? Har du dominerende reklamer eller pop-ups? Giver din sider gode nok informationer til dem der lander på dem? (Vær ærlig og selvkritisk! Ville du blive tilfreds hvis du landede på din side efter en søgning – eller er andre bedre?)
  • Er dine links og autoritet god nok?
    Er der for mange af de samme (lidt dårlige) links? Er udviklingen af nye links gået i stå? Er din E.A.T. score god nok?
  • Er din user engagement stærk nok?
    Klikker folk faktisk på dine links når de finder dig (clikrate)? Bouncer for mange? Bliver de besøgende inspireret nok til at bruge meget tid på dit website – og kommer de igen? Køber de mere – eller mindre, pr. besøg nu?

Andre årsager til et fald i synlighed

Det er som sagt langt fra sikket, at faldet i din synlighed skyldes Google Core Update i maj. Men uanset om det er tilfældet eller ej, vil det alligevel være en god ide, at følge ovenstående råd, gennemgå dit website og optimere de elementer der er svage. Generel optimering er altid godt.

Men hvis ikke Google Core opdateringens er den direkte årsag til at du pludselig oplever et fald i rankings eller organisk trafik, hvad kan det så være? Og hvorfor sker det så lige pludselig nu – samtidig med opdateringen?

Hvis du har lavet tekniske opdateringer af dit website indenfor de seneste uger kan det være en årsag. Måske er der smuttet en fejl med, som du ikke har opdaget. Shit happens.

Netop det skete for nogle år siden for en af mine kunder. Deres udviklere havde rettet noget og ved en fejl fået indsat META-robots NOINDEX på så godt som alle sider. Og det respekterede Google naturligvis og deres synlighed faldt naturligvis med det samme.

Det pludselige fald korrelerede faktisk med en samtidig opdatering af Google. Men det var som sagt ikke årsagen. Heldigvis opdagede jeg hurtigt den ”lille” fejl, den blev rettet og så fik websitet sin tidligere synlighed tilbage.

Det samme skete i forbindelse med den seneste Google opdatering for LinkedIn. Selv meget store virksomheder kan lave katastrofale fejl. Et eller andet fjols hos dem havde fået indsat en udelukkelse af hele www-versionen af deres website. Og det respekterede Google naturligvis – så pludselig havde de absolut ingen af deres sider under www indekseret!

Men selv hvis du ikke har lavet tekniske – eller væsentlige redaktionelle, opdateringen på dit website for nyligt, kan det alligevel godt være årsagen. Nogle filtreringsmekanismer i Google fungerer nemlig ikke i real time.

Et godt eksempel på det er Duplicate Content eller tyndt indhold. Det opdager Google sjældent med det samme. Der kan gå både uger og måneder fra problemet opstår på dit website, til Google opdager det. Og så slår det pludselig igennem. Falder det så tidsmæssigt sammen med en Google opdatering er det naturligvis nærliggende at tro at det er årsagen – men i virkeligheden er det blot fordi Google tilfældigvis opdager det på samme tidspunkt.

Det samme oplever vi tit sker i forhold til links. Måske har du igennem lang tid haft gavn af en masse knap så gode links, men pludselig slår Googles link-filtrering igennem på dit website – de fjerne værdien af dem de ikke synes er gode nok, og så falder dine rankings. Ikke fordi du pludselig har fået mange dårlige links, eller fordi der kom en Google opdatering, men fordi tæppet – så at sige, bliver trukket væk under dig.

Der kan – som jeg kort nævnte i sidste afsnit, også være ændringer i måden der søges på i dit marked. Mange søgetrends ændrede sig meget pludseligt, da Corona-krisen satte ind. Men andre forhold kan også føre til tilsvarende pludselige ændringer.

Tjek i Google Search Console og Google Trends om det er tilfældet for dine søgeord.

En anden årsag kan være ændrede konkurrenceforhold. Hvis en eller flere af dine konkurrenter har givet den gas og blevet mere synlig, så bliver du – relativt set, mindre synlig. Falder det tidsmæssigt sammen med en Google opdatering kan man godt komme til at tro det er årsagen – selvom der måske bare er tale om, at konkurrenterne stille og roligt har ædt dine gode rankings.

Jeg vil anbefale at du løbende overvåger dine konkurrenter – og dit søgemarked generelt. Hvis du kan se at nogle af dem begynder at hale ind på dig kan du så bedre justere din egen indsats i god tid.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op