Bliv gratis medlem
Et blogindlæg om rigtige venner, om mod til handling og afvikling af tidsrøvere!
- Jeg hader at spilde min tid
- Jeg bryder mig ikke om at være sammen med andre bare fordi det er en vane
- Jeg stiller krav til mig selv og mine omgivelser - fordi jeg vil have noget ud af mit liv - og jeg insisterer på at omgive mig med mennesker der siger mig noget. Resten kan være ligegyldigt.
Som nogle af jer ved, er Brian og jeg kun par i 1 år af gangen - det har fungeret i næsten 20 år nu (jeg er p.t. 36 år). Hvert år sætter vi os ned og taler om om vi skal tage et år mere sammen. Det er fantastisk at gøre status på den måde. Det tvinger os til at tænke over hvordan vi har det med hinanden. Jeg vil opfordre til at du gør det samme i dit liv. Det kan være med din mand/kone, forretningspartner eller din ven.
Hvad er en ven?
I dag havde jeg en yderst berigende samtale med en kollega som jeg har mødt mange gange. Vi hygger os meget sammen – og vi er ved at udvikle et venskab. Vi er næsten kommet der til hvor et knus som velkomst er det eneste rigtige (han er 50 år og en anelse reserveret af natur!).
Jeg er jo halvt araber og holder meget af at give et knus – jeg er på knus med flere af mine kunder, bestyrelseskollegaer og sågar nogle gange en medarbejder (hvis det er passende). Nogle bliver helt forskrækkede fordi det er SÅ udansk. Nå, men det er ikke knus som dette indlæg skal handle om. Selvom det kan give anledning til mange kluntede og klodsede velkomster og farveller fordi etiketten ikke lige er aftalt – især med kunder.
Armslængde princippet
Efterhånden kan jeg måle vores grad af "venskab" alene på måden vi hilser hinanden velkommen på. Om vi er bekendte, gode bekendte, venner, potentielle rigtige gode nære venner osv.
Armslængde princippet kan man vel kalde det - afstanden imellem vores kroppe og mængden af smil og øjenkontakt, når vi hilser og taler sammen. Lav grad af aktivitet = lav tillid til hinanden. Jeg ved ikke hvordan du oplever det, men det er sådan jeg oplever det. Jeg kan på meters afstand lure om folk bryder sig om mig eller ej, om de støtter mig osv. De fleste er lette at læse. Det er godt at kunne, for der er virkslig mange røvere derude, om du vil.
Nå- tilbage til min nye ven; vi drøftede hvordan man vidste om man var venner eller ej med folk. Hvornår er man bekendte, og hvornår er man ven? Og hvad betyder det for relationen til et menneske at vi udvikler os fra at være bekendte til venner og måske endda nære venner - kan vi stadig gøre forretning sammen?
Er jeg din ven?
Er jeg din ven? Det er vigtigt at vide om vi er venner, hvis vi gør forretninger sammen, eller bare i al almindelighed fordi forventningerne til hinanden ændres i takt med at vores relation/venskab udvikles.
I Danmark skal vi næsten blande blod før vi bliver venner (vi skal næsten - på en skala fra 1-10, hvor 10 er højest – være på 10 før vi er venner, og vi mødes og blander familier, tager til bryllup hos hinanden, tager på fælles familieweekend i Lalandia osv.)
Sydpå - eller i eksempelvis USA - er man at betragte som ven langt hurtigere end i Skandinavien. I mellemøsten kan du opleve det samme. Ganske enkelt fordi man ofte er intenst sammen i en periode (hvis du er på forretningsrejse hos en kunde eller partner). I Asien er det bare slet ikke let at blive venner - det tager et godt stykke tid. I Asien og i mellemøsten er det klart en fordel at blive meget nære venner med sine forretningsforbindelser. I skandinavien er det på ingen måder nødvendigvis en fordel. Min tese er at de som kender dig bedst, er de som hjælper dig mindst. Mere om det lidt senere i bloggen.
Vi må være det eneste land i verden hvor vi har et begreb som hedder ”skal vi ikke bare hygge os alene?”. Det er som om vi mener at vi skal være en anden når vi er sammen med andre, eller at det er påfaldende drænende at møde nye mennesker (jeg ved godt at nogle er introverte – jeg er gift med én af slagsen).
I områder hvor jeg har boet (med stor udskiftning grundet stor mængde af expats), oplever jeg at folk hurtigere knytter sig til hinanden og hurtigere hygger sig med hinanden med det for øje at de godt ved at disse venskaber kan være flygtige (men ikke desto mindre stadig fulde af glæde, gensidig nydelse og lærdom). Man bliver hurtigere inviteret til hinandens bryllup, familieskovture osv. Man blander ikke familie, som jeg kalder det. I DK mødes man kun sjældent med en bekendts familie. Så eksempelvis sydpå bliver man betragtet som ven allerede når man er på 3 eller 4 på den før omtalte 10-skala.
For noget tid siden undervise jeg på Århus Universitet. Jeg var der for at undevise deres internationale linje. Jeg startede med at spørge de ca. 200 elever hvor mange af dem som havde fået sig en dansk ven - sådan en rigtig god ven. 1 person rakte lappen i vejret. De var venner med hinanden, men ikke med de danske studerende. De sagde at det var svært at blive venner med en dansker?!
Hvorfor er det sådan? Gider vi bare ikke rigtigt at få nye venner, eller er det lav status at skifte lidt ud i sine venner?
Måske er du den nye arketype som jeg kalder for ekstrovert asocial - en ny arketype som endnu ikke er formelt opfundet. Jeg har fundet på typen fordi det er sådan jeg opfatter at flere at os er. Vi er ekstremt udfarende i vores jobs. Men privat gider vi ikke andre (nye) mennesker.
Gamle venner jeg har kendt i lang tid, er bedst ...
Jeg ved godt at der kan være et direkte link imellem hvor mange år man har kendt hinanden, og graden af fortroligheden og den venskabelige kærlighed der opstår imellem jer. Men fordi vi ofte er lukkede i vores tilgang til nye venner, går vi bare glip af ny viden, ny inspiration og nye måder at anskue verden på.
Vennetesten
– er I venner eller “bare” bekendte - er det blevet en tidsrøver?
Hvad er det egentlig der karakteriserer en god ven? Hvilke kvaliteter skal man have, og hvordan ved man egentlig hvem der er ens gode venner?
Du lever kun det ene liv, og det er sundt at gøre status over venner, ganske som du gør med forretningsforbindelser.
Stil dig selv følgende 3 spørgsmål:
Stil dem om hvert eneste af de meget nære mennesker du har i din nære omgangskreds (I DIT PERSONLIGE NETVÆRK AF VENNER):
- "Hvem er jeg for fx Mads ...?"
- "Hvad er han for mig?"
- "Kan Mads leve op til syretesten 'han er en som jeg altid ønsker er i mit liv, og som ønsker det samme om mig, og som føler jeg er uerstattelig?'"
Min syretest er altid: Venner er jeg privat og fortrolig med – meget fortrolig - bekendte er jeg bare personlig med.
Tør du slå op med en gammel ven?
Mit råd er at gøre løbende status over de mennesker du omgiver dig med. Dit netværk trænger til eftersyn ganske som din bil gør det. Jeg gør status 2 gange om året. Den store udrensning i visitkort osv. Det gør jeg fordi jeg kun gider mennesker som jeg føler jeg har noget sammen med (en fælles vision, en samhørighed, en fortrolighed, en gensidig glæde for, gensidige fordele til fælles med … og meget, meget mere).
Jeg gider ikke kende mange, jeg vil kende de (for mig) rigtige.
Jeg har set flere folk som vedligeholder venner/venskaber/netværk som de egentlig er trætte af fordi de dræner dem negativt, eller de føler de er vokset fra hinanden, de er blevet en dårlig vane, ikke har fået klinket gamle skår osv. Du kan genkende en sådan ved at "telefonen ringer. Du ser på dit display at det er Mads (lad os kalde ham Mads). Mads går under kategorien ”ven” i din omtale om ham, men du gider faktisk kun sjældent at tage telefonen når han ringer, og du er ikke just aktiv med at ringe tilbage, sætte aftaler op med ham osv."
Hvorfor holder du dette forhold på stand-by?
Bør det ikke afvikles eller udvikles eller i det mindste skrues ned for kontakten?
Tør du slå op med ham? Hvis ja, hvordan gør du det så?
Ikke så få gange har folk spurgt mig hvordan de kommer af med en person som konstant ringer til dem, beder om kaffemøder osv - uden at der kommer det mindste ud af den investrede tid. Mange iværksættere har givet udtryk for at det er farligt at begynde at netværke fordi der følger så mange tidsrøvere med. Det behøver slet ikke være sådan!
Værktøjer der kan hjælpe:
- Du fryser ham bare ud indtil HAN ikke længere gider at ringe. Den mindst konfliktfulde måde at komme af med et menneske på er ved at være utilgængelig (husk dette når du selv prøver at komme i kontakt med nogle. Er de usædvanlig svære at få fat i, og ringer de aldrig tilbage og svarer ikke på dine mails, er det ofte et vink med en vognstang om at de ikke gider dig (Læs evt. mit indlæg om emnet: http://www.amino.dk/blogs/soulaima_gourani/archive/2010/09/22/gider-folk-dig-egentlig.aspx)
- Du siger det som det er.
- Du får en anden til at afbryde kontakten imellem jer (en budbringer).
Jeg synes egentlig ikke om at fryse nogen væk eller at bruge en budbringer - det er bedre ”bare” at sige det som det er, til vedkommende. Men sådan er jeg nok også bare som type – no bullshit.
Forslag til handling:
- Inviter én du endnu ikke kender så godt, ind i dit liv. Det kan eksempelvis være din nabo – byd ham ind på frokost. I har boet side om side så længe, og I hilser pænt på hinanden. Tjek ud om I kan blive venner.
- Opsøg din arbejdsplads med det nye formål at invitere en af de nye kolleager (gerne én af dem som lige er landet fra udlandet) på middag med hans familie.
- Tag initiativ til at de mennesker du møder på din vej, hurtigere inviteres ind i dit liv.
- OG evaluer løbende dem du omgiver dig med – giver de, eller tager de din energi? Hvad driver og limer jeres venskab med hinanden?
…og husk så – jeg anbefaler ikke at du blander forretning og venskaber:
Opret bruger