Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Iværksætterblogs Steffen Gregersen Skaf mange tilmeldinger til dit nyhedsbrev

Skaf mange tilmeldinger til dit nyhedsbrev

1.110 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
22 May 2010

Så er jeg tilbage med ny erfaring som jeg gerne vil dele med dig. Denne gang handler det om en god måde at skaffe tilmeldinger til nyhedsbreve.

Jeg driver musikforlaget New Hits Publishing, hvor jeg udgiver noder til trommer, marimba og slagtøj m.m. For forlaget har jeg oprettet en internetshop hvor man kan købe forlagets titler. I den forbindelse har jeg oprettet et nyhedsbrev, så jeg kan udsende nyheder om nye titler, specielle tilbud samt forskelligt andet relevant inden for slagtøjsverdenen.

Dette nyhedsbrev har jeg sådan set haft et par år efterhånden. Men det er ikke ligefrem fordi det er væltet ind med tilmeldinger til nyhedsbrevet. Det er i snit kun blevet til én enkelt tilmelding om måneden. Nogle måneder 2-3 stykker og andre måneder slet ingen. Men intet boost og ikke den vilde tilmelding. Dette ville jeg gøre noget ved.

Man skal ikke have fulgt ret meget med herinde på Amino eller i Martin Thorborgs podcasts m.m. før man kender til hans råd om at skaffe mange tilmeldinger til sit nyhedsbrev. Han råder en til at man laver en gratis ressource, hvis man melder sig til nyhedsbrevet. Det kan være en liste med 10 tips, en lille e-bog eller noget andet, som målgruppen gerne vil have fat i. Martin er jo en meget klog mand med stor erfaring. Men virker dette råd så også? Det satte jeg mig for at se om ikke det kunne være med til at skaffe øgede tilmeldinger.

Jeg satte mig derfor ned og skrev en e-bog på 21 sider. Da mine kernekunder er musik- og slagtøjslærere, valgte jeg at skrive en e-bog indenfor et af de felter som mange slagtøjslærere kæmper med og som de af deres elever også tit bliver spurgt om. Nemlig hvordan stemmer man sit trommesæt? Det blev til e-bogen Perfekt Stemte Trommer På 10 Minutter.

Det tog mig 1½ dag at lave teksten og yderligere 1 dag at tage billeder, behandle disse og sætte teksten op. Derefter lidt korrekturlæsning og smårettelser. Alt i alt ca. 3 dages arbejde. Og så skal jeg selvfølgelig gøre folk opmærksomme på at e-bogen eksisterer. Det er gjort på Twitter, Facebook, MySpace, egen hjemmeside og forskellige blogs o.lign. Men er det så indsatsen værd?

Ja, det må jeg kraftigt sige. Thorborg har IGEN ret !! 

Efter at jeg frigav den gratis e-bog, er tilmeldingerne til nyhedsbrevet strømmet ind. Jeg er gået fra 1 om måneden til ca. 2 om dagen (i snit). Og 2 tilmeldinger om dagen lyder jo ikke af meget. Men for det første er det en kæmpe procentvis stigning og for det andet, henvender jeg mig jo til en ret snæver målgruppe: slagtøjslærerne. Så fra denne snæver målgruppe, at modtage 2 tilmeldinger om dagen i snit, synes jeg selv er flot.

Nu går jeg så ind i næste fase som er meget spændende. At få abonnenterne til også at være kunder :-) Det kan være jeg vender tilbage med noget mere omkring det, senere.

 

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Steffen skriver Skriv dig op