Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

5 ting jeg lærte som freelancer

4.387 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
09 May 2014

Jeg må indrømme, at jeg ofte tænker tilbage på min tid som freelancer, som en tid, hvor jeg ikke 100% lavede det jeg brændte for. For nogle er det den perfekte livsstil, man kan (til en vis grad) selv tilrettelægge sin tid, vælge de opgaver man vil arbejde med, de områder man vil arbejde med, de kunder man vil arbejde med etc. Men for mig personligt, passer freelancer livet bare ikke særligt godt med den måde jeg fungerer på. For mig fungerer det bedre at have et produkt, at lave et produkt og sælge et produkt.

Men til trods for det, har to af mine fire startups været freelance betonet. Og jeg føler faktisk at det har modnet mig som iværksætter, og gjort mig klar til at drive den type virksomhed jeg virkelig brænder for.

Som ny iværksætterspire kan man faktisk lære rigtigt meget af at tage en periode som freelancer. Det jeg har lært som freelancer er bl.a.:

1)   At være sulten
2)   At kommunikere mine fordele
3)   At levere kvalitet
4)   At holde gryden i kog
5)   At være bevidst om værdien af min tid

 

1. At være sulten

Når man er freelancer, skal man i høj grad være opsøgende i sit salg. Opgaverne kommer ikke bare dumpende ind i inboxen, i hvert fald ikke i starten. Man skal have en vis portion fighterånd, og kunne lide at kæmpe for ordrene. Det var noget der langt fra faldt mig naturligt i starten. Jeg var jo en kodenørd, det var jo det jeg var god til.

Da jeg startede, var motivationen måske mest at arbejde med noget jeg rigtigt godt kunne lide, men jeg må indrømme at sulten i høj grad også blev vækket af at se penge rulle ind på kontoen. At se mit arbejde konverteret til penge på kontoen gjorde mig mere sulten. Det gav et kick hver gang en opgave blev vundet.

 

2. At kommunikere mine fordele

Som freelancer har man helt naturligt konkurrenter. Uanset om vi vil indrømme det eller ej, så tilbyder man som freelancere sjældent noget, andre freelancere ikke tilbyder. Om man er freelance webdesigner, IT supporter, sælger eller noget fjerde, er der 100% sikkert, at der er andre der tilbyder det samme. I hvert fald på papiret.

Derfor er det ekstremt vigtigt at kunne kommunikere hvorfor kunden skal vælge netop DIG. I starten forsøger man måske at konkurrere på pris, men det holder ikke i længden. For at overleve som freelancer på sigt, bliver man nødt til at have mere at byde på end lave priser.

 

3. At levere kvalitet

En ting der overraskede mig som freelancer var, at man bliver målt og vejet meget mere på det man leverer, ift. hvis man er ansat. Jeg har ofte oplevet at virksomheder sætter kvalitetsbarren for deres medarbejdere lavere end for deres leverandører. Jeg har været på begge sider, og min erfaring er klart, at man som freelancer ikke slipper afsted med noget middelmådigt. Det kommer til at koste på den lange bane, hvis man forsøger. Jeg har i høj grad lært faglig disciplin af at være freelancer.

Og det er faktisk også i ens egen interesse. Jeg tror at de fleste har prøvet at levere noget, som måske ikke var helt i top. Efter noget tid kommer det tilbage og bider en i bagdelen. Kunden vil have fikset de problemer der opstår, fordi man lige var hurtig nok til at lave opgaven, og det arbejde får man ikke betaling for. Så ved at lave venstrehåndsarbejde, risikerer man at komme til at arbejde en hel masse timer uden betaling efterfølgende, og det kan skade ens omdømme.

 

4. At holde gryden i kog

Når man er freelancer, har de fleste opgaver en start- og slutdato. Det vil sige, at på et tidspunkt er man færdig med en opgave, og klar til den næste. Men jeg har, som de fleste andre freelancere sikkert også har prøvet, været så optaget af at løse en opgave, at jeg helt har glemt at søge for at få nye ordre ind i en jævn strøm. Man arbejder og arbejder på et projekt, og bliver helt opslugt af det. Man befinder sig jo også i sin comfort zone når man løser opgaven.

Hvad sker der så når opgaven er løst, og leveret til kunden? Jo, så står man uden en ny opgave. Så skal man først til at lave noget opsøgende arbejde, holde møder etc. Og så går der måske en uge (eller mere) før den næste opgave er landet. Det er en uge hvor der ikke triller penge ind på kontoen. For mange af disse huller kan koste en del på længere sigt.

Så jeg lærte i mine freelance år, altid at holde gryden i kog, og sørge for at der altid var noget i pipeline’en, selv når jeg var fuldt booket. Måske er det 10-20% af ens tid, på en normal uge, der bruges på at holde ordrebogen fuld, men det kan flettes ind når det er praktisk, og muligt.

 

5. At være bevidst om værdien af min tid

Noget jeg var tilbøjelig til som freelancer, var at forære min tid bort. Fik ofte et opkald, om jeg ikke lige kunne lave en lille ting. ”Jo, jo, det tager 2 minutter, så det klarer jeg bare”. En halv time senere er den lille ting klaret, og jeg fik ikke lige sendt en faktura. Det var jo en lille ting, og det kan jo også ses som kundeservice.

Problemet er bare, at mange små gratis tjenester tager tid, og bringer ingen penge i kassen. På et tidspunkt undrede jeg mig over, at jeg altid havde travlt, men ikke rigtigt så det på kontoen. Jeg fik det råd, at skrive alt jeg foretog mig ned i løbet af en dag, med klokkeslæt, så jeg kunne se hvor meget tid jeg brugte på forskellige ting, og holde det op mod hvad jeg fakturerede.

Resultatet var chokkerende. Selv på dage hvor jeg følte, at jeg havde haft enormt travlt med kundeopgaver hele dagen, var det helt ned til 20% af min tid der blev faktureret ud. Op til 80% af tiden arbejdede jeg altså gratis. Det holder bare ikke! Min tid er penge værd, og det bliver jeg nødt til at insistere på.

 

Opsummering

Som jeg skrev indledningsvist, var mine første år som iværksætter måske ikke de år hvor jeg arbejdede mest med det jeg virkelig brændte for, men det var en af de mest lærerige perioder af mit liv. Så jeg fortryder absolut ikke de år jeg var freelancer, tværtimod.

Så hvis du gerne vil være iværksætter, men ikke har million-dollar-ideen, kan det måske være en mulighed at prøve kræfter med tilværelsen som freelancer. Det er ikke nemt at starte op som freelancer, men det kræver stort set ingen kapital, og kan give en uvurderlig erfaring.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Carsten skriver Skriv dig op