Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Iværksætterblogs Thomas Friis Nielsen´s blog Skal jeg begære min egen virksomhed konkurs?

Skal jeg begære min egen virksomhed konkurs?

1.260 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
28 April 2020

Skal jeg begære min egen virksomhed konkurs?

Det spørgsmål er der desværre flere virksomhedsejere, som stiller sig på nuværende tidspunkt.

COVID-19 krisen har ramt mange virksomhedere hårdt på indtjeningen samtidig med, at deres faste omkostninger ikke har ændret sig. Dertil kommer, at udsigterne for øget indtjening i mange brancher ikke er til at få øje på pt. For ledelsen i disse virksomheder melder spørgsmålet sig, hvorvidt de selv skal begære virksomheden konkurs?

Såfremt virksomheden er insolvent, og der ikke er udsigt til, at det ændrer sig, er det uforsvarligt at fortsætte selskabets drift. I sådan en situation skal ledelsen begære virksomheden konkurs, da den i modsatte fald er medvirkende til, at kreditorerne lider et tab, som kunne have været undgået. Det kan efterfølgende medføre, at der bliver rejst et erstatningsansvar mod ledelsen, eller at ledelsen får konkurskarantæne. Derfor er det vigtigt, at virksomhedens ledelse handler rettidigt.

På den anden side er det et stort skridt at begære sin egen virksomhed konkurs særligt, hvis virksomheden har eksisteret i en lang årrække. Efter konkursen vil virksomheden ikke længere eksistere, og det er i mange tilfælde vanskeligt at opbygge en tilsvarende virksomhed.

Derfor er det ofte en god ide at rådføre sig med en professionel, inden man tager den store beslutning at begære sin egen virksomhed konkurs. I nogen tilfælde kan virksomheden undgå konkursen ved at foretage nogle strategiske ændringer eller frasælge visse dele af virksomheden, hvis der handles i tide. Dette kan blandt andet ske under en rekonstruktion.

Såfremt at du og din rådgiver alligevel kommer frem til, at det er rigtige valg at lade din virksomhed gå konkurs, skal du indgive en konkursbegæring til skifteretten i den retskreds, hvor virksomheden hører hjemme.

Oftest udarbejder virksomhedens advokat konkursbegæringen, da der er en række krav til konkursbegæringen, som skal være opfyldt for, at skifteretten ikke afviser konkursbegæringen.

Ender vores samtale ud i den konklusion, at den mest rigtige beslutning for din virksomhed er, at der skal indgives en konkursbegæring, begynder arbejdet med at udarbejde og indgive selve konkursbegæringen til din lokale skifteret.

Derudover skal du være opmærksom på, at skifteretten vil kræve, at du stiller sikkerhed for konkursboets behandling på 30.000 kr. samt betaler en retsafgift på 750 kr. i forbindelse med indleveringen af konkursbegæringen. Denne afgift skal betales til skifteretten og dækker deres arbejde med at behandle konkursbegæringen.

Få dage efter modtagelsen af konkursbegæringen vil der blive afholdt et møde i skifteretten, hvor du og din rådgiver over for skifteretten skal redegøre for, at betingelserne for konkursen er opfyldt.

Betingelserne for konkursen er opfyldt, såfremt det på mødet kan godtgøres, at din virksomhed er insolvent (samt sikkerhedsstillelsen er stillet og den førnævnte retsafgift er betalt). Såfremt virksomheden ikke kan betale sine regninger, efterhånden som de forfalder, og denne betalingsudygtighed ikke kan antages at være forbigående, konkluderer skifteretten, at virksomheden er insolvent.

I tilfælde af at betingelserne for konkursen er opfyldt, afsiger skifteretten konkursdekret og udpeger en kurator. Kurator vil herefter have kontrollen over virksomheden.                                                                                                                                            

-oo0oo-

Såfremt du har spørgsmål, der relaterer sig til konkurs, er du velkommen til at kontakte os på kontakt@friisadvokatfirma.dk.

 

 

 

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Thomas skriver Skriv dig op