Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Tobias Ehlig fra SearchBrain Webshop systemer - derfor er gratis det dyreste valg

Webshop systemer - derfor er gratis det dyreste valg

4.076 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
26 September 2018

Der findes et hav af webshop-systemer derude, og derfor kan det være en jungle at finde rundt i, når du står og skal vælge platform til din nye webshop. Det første valg du skal tage er, hvorvidt du ønsker en såkaldt ”hosted” eller en ”open source”-løsning.

En hosted webshop er hvor du betaler en fast pris pr. måned til en webshopudbyder, som så står for drift og udvikling af platformen. Eksempler på dette er Shoporama, Shopify, DanDomain, ScanNet, Wannafind og SmartWeb.

En open source webshop er et gratis system, som er frit tilgængeligt for alle. Det betyder dog også, at du selv skal stå for hosting osv. Eksempler på dette er Magento, PrestaShop og WordPress.

Den største fejl jeg ser e-købmænd begå er, at de tror, at fordi en open source webshop er gratis, så er det den billigste løsning. Min erfaring – fra at have startet tre webshops i forskellige shopsystemer – er, at det er markant dyrere at drive en open source webshop, end at betale for en hosted løsning.

Med en hosted løsning behøver du reelt ikke hjælp fra en programmør. Du kan vælge et standard design, og hvis du kan nøjes med de standard funktioner der allerede er i systemet, så behøver du ikke at investere penge i programmørtimer.

Med en open source løsning kan du i princippet også installere systemet hos en billig hostingudbyder, og blot installere et standard design, men min erfaring er, at det oftest ender med, at du alligevel skal bruge en del hjælp fra en programmør for at få tingene til at fungere – og dermed bliver det dyrere, end hvis du havde valgt en hosted løsning.

Det betyder dog ikke, at en hosted webshop altid er den bedste løsning. Det afhænger af en lang række ting. Den største faktor der er afgørende for hvilken løsning der er mest optimal er i mine øjne, hvor stor din webshop er. Derfor vil jeg nu komme med mine anbefalinger til dig som hhv. har en lille webshop og dig som har en større webshop.

Min anbefaling til små og nystartede webshops
Hvis du er nystartet, så har du formentlig et begrænset budget. Samtidig har du formentlig et relativt begrænset vareudvalg, og ikke de helt store krav til specielle funktioner på webshoppen. Du kan nok også godt nøjes med et standard design. Og du har formentlig ikke råd til at ansætte en programmør der kan stå for det tekniske.

I dette tilfælde vil jeg derfor anbefale dig at vælge et af de hostede webshopsystemer. Du betaler typisk under 1.000 kr. pr. måned, og så står udbyderen for løbende drift og udvikling af platformen.

Baseret på mine erfaringer fra egne webshops, og de SEO-kunder vi har i dag i SearchBrain med forskellige webshopsystemer, så vil jeg anbefale dig at vælge enten Shopify eller Shoporama som platform til dig der driver en mindre webshop. Her får du et rigtig solidt fundament til din webshop, for et lille beløb. Hvor Shopify er et stort internationalt system, så er Shoporama udviklet med fokus på danske e-købmænd. Der er fordele og ulemper ved begge dele, så jeg vil anbefale dig at læse om begge systemer, og evt. oprette en demoshop, så du kan prøve det af, inden du beslutter dig.

Min anbefaling til store webshops
Hvis du har en etableret webshop, så har du formentlig et større budget til drift og udvikling af din platform. Du har formentlig også efterhånden fået opbygget et stort vareudvalg, og du har med tiden også fået en del specielle behov til funktionaliteten på webshoppen, som ligger udover de indbyggede funktioner. Du kan måske heller ikke længere nøjes med et standard design, og har derfor fået lavet et unikt design til webshoppen.

I dette tilfælde vil jeg anbefale dig at vælge en open source løsning, da du her har mulighed for at bygge webshoppen lige præcis som du ønsker det, både hvad angår funktionalitet og design. Du bør her enten ansætte en teknisk person in-house som kan varetage disse opgaver, eller hyre et webbureau til at stå for det. Uanset hvilken løsning du vælger, så vil det løbe op i mange tusinde kroner pr. måned, men dette bør være givet godt ud ift. det du vil få ud af investeringen.

Mine erfaringer her siger mig, at Magento er det bedste system til større webshops, idet du her får et ekstremt komplekst system, hvor alt kan lade sig gøre. Du bliver ikke begrænset i Magento, og hvis du har pengene til det, så kan du få lavet en webshop med alle de funktioner du kunne ønske dig.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Tobias skriver Skriv dig op