Hej Kim,
Det er svært at skrive præcis hvad det koster, da det er forskelligt fra lagerhotel til lagerhotel. Derudover kan der være rabatter for hvor stort engagement du har med dem. F.eks. lavere pris på håndtering pr. palle, hvis de skal modtage hele vognlæs istedet for enkelt-paller.
Min erfaring siger mig at du betaler for følgende:
Varemodtagelse og lokationslægning f.eks. kr. 35 pr. palle
Lagerleje: ca. kr. 3,- pr. dag pr. palle
Pluk/pak. Disse kan være all-inclusive eller med priser for pluk, emballage, pakkefyld m.v. og variere hvis du selv leverer disse. Prisen svinger fra ca. kr. 18 til kr. 40,- pr. ordre, igen alt efter antal ordrelinier, tidsforbrug m.v.
(Kære med-Aminoer, disse tal er estimerede og baserede på mine erfaringer, så undlad venligst at hænge mig op i det der er nærmest jorden når jeg sidder på hug, hvis de ikke afspejler jeres prissætning eller erfaring.)
Forsendelse, igen en usikker størrelse.
Andre services: opdatering af din lagerbeholdning i dit system, tilbagemelding af webshop-ordrer , mail- eller sms-kontakt til dine kunder med info om deres ordre o.s.v.
Det du skal holde prisen for et pick & pack lagerhotel op imod er, hvad vil det koste dig hvis du selv skal leje de nødvendige kvadratmeter, skaffe reoler, emballage mv. og ansætte en person til at klare opgaverne.
Prøv at estimere dine behov og så spørg dig frem hos forskellige lagerhoteller. Så har du noget at sammenligne med.
Jeg synes også at hvis der er andre Aminoer som har positive erfaringer med deres lagerhotel, så lad os få navnet på virksomheden. På den måde hjælper vi hinanden og sikrer at de gode virksomheder bliver større.
Håber du finder den rette samarbejdspartner.
Venlig hilsen
OptiPartner
Bent Jensen
Optimeringskonsulent