skatterisiko, da der pt. verserer et lovforslag, som gør ulovlige aktionærlån skattepligtige
Pointen er vel at lovforslaget alene drejer sig om ulovlige aktionærlån i aps og as. Risikoen i forhold til at bruge enten SMBA eller udenlandske selskaber til at låne igennem ligger, som Esben er inde på alene i om setuppet vil blive betragtet som en omgåelse af forbuddet mod aktionærlån.
Med andre ord - skal der nu noget reelt forretningsmæssigt indhold i disse konstruktioner, hvis de fremover skal bruges som lånemulighed uden risiko.
/Henrik
Jeg vil nu mene, at risikovurderingen ud fra en skattemæssig synsvinkel, ikke er helt så enkel. Først og fremmest er forslaget ikke vedtaget endnu, og det er meget muligt, at Skat under lovgivningsprocessen bliver opmærksomme på, at der spekuleres i aktionærlån fra selskaber, som lovligt kan yde dem, med det resultat at forslaget bliver ændret, så også lovlige aktionærlån bliver omfattet.
Så jeg vil ikke anbefale nogen, at optage lovlige aktionærlån før forslaget er endeligt vedtaget, medmindre de er klar til at betale lånet tilbage med kort varsel.
Hvis forslaget vedtages i uændret form er spørgsmålet, om det er risikofrit, at optage et aktionærlån i Christians set-up, hvor et dansk ApS, som ikke lovligt kan yde et aktionærlån, stifter et datterselskab, som lovligt kan yde et aktionærlån, tilfører datterselskabet kapital, som straks videre udlånes til hovedaktionæren i moderselskabet.
I dette set-up ser jeg en lang række risici:
1) Hvis dette set-up selskabsretligt anses for omgåelse af reglerne om ulovlige aktionærlån, så vil det være en naturlig konsekvens, at aktionærlånet også skatteretlig vil blive anset for et skattepligtigt aktionærlån. Om dette set-up selskabsretligt anses for omgåelse, ved jeg ikke nok om selskabsret til at have en klar mening om, men risikoen er efter min vurdering ikke ret fjerntliggende.
2) Selv hvis konstruktionen holder selskabsretligt, ville jeg hvis jeg sad i Skat generelt forsøge at angribe sådanne konstruktionen med principperne for maskeret udlodning/trippelbeskatning/lån til nærtstående fra virksomhedsordningen. Det er klart, at selskabets midler tilflyder privatøkonomien, så det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at Skat vil påstå, at pengene har flydt op gennem selskabskonstuktionen, da datterselskabet ikke har ydet lånet til privatøkonomien ud fra en forretningsmæssig vurdering, men måske snarere fordi, moderselskabet har ønsket det, og moderselskabet har kun ønsket det fordi aktionæren har ønsket det, hvorfor der skal ske løn/udbyttebeskatning.
3) Hvis man ikke generelt kan angribe sådanne konstruktioner, kan man prøve, at se på den konkrete konstruktion. Hvis datterselskabet stiftes i umiddelbar tidsmæssig sammenhæng med købet af den faste ejendom, midlerne der skydes i datterselskabet straks videreudlånes til privatøkonomien og datterselskabet ikke har anden funktion/virksomhed end at formidle lånet, så kræver det ikke meget fantasi at forestille sig, at Skat vil forsøge at tilsidesætte netop denne konstruktion, som værende uden reelt indhold, hvorfor lånet reelt må anses for at være gået direkte fra moderselskabet til privatøkonomien, hvilket udløser skat.
Hvis vi har held til at passere alle de ovenstående forhindringer, så skal vi til at vurdere om det konkrete lån, er et reelt lån. Her kan vi se på den nuværende praksis (der ikke er helt entydig), som lidt forsimplet viser at aktionærlån kan være skattepligtige, hvis det ikke er hensigten, at de skal tilbagebetales. Og da Christian skriver, at det er hensigten, at lånet skal betales tilbage, burde han umiddelbart være godt stillet, selvom det dog kan være vanskeligt at bevise en hensigt, medmindre man kan dokumentere, at der faktisk afdrages på lånet i væsentligt omfang. Erfaringen viser dog, at praksis kan ændre sig i forbindelse med at der indføres nye værnsregler. Det kan imidlertid være vanskeligt, at gætte på i hvilken retning. Udviklingen kan tænkes, at gå i 2 retninger. Enten at da der nu er en værnsregel, så må lovgiver have besluttet hvad der skal rammes, og det der ikke klart er omfattet af loven, må nu gå fri, eller modsat, lovgiver har nu klart tilkendegivet, at ulovlige aktionærlån skal beskattes, så alt hvad bare minder en smule om et ulovligt aktionærlån, bliver nu omfattet. Indtil vi om en 5-10 år har set hvor praksis lander, vil det efter min vurdering være usikkert i hvilken retning vinden blæser.
Så i min verden er denne type konstruktioner meget risikable at begive sig ud i. Nu er det jo forskelligt, hvormeget risiko man har lyst til at påtage sig, men en udmærket beslutningsmodel kan være, at opstille best og worst case scenarier.
Det, som Christian ønsker at opnå, er, at undgå at udløse 42% udbytteskat ved at hæve selskabets midler eller alternativt spare rentemargianlen ved at undgå at betale lånerenter i personligt regi, mens selskabet kun får indlånsrenter af sine midler. Udbytteskatten på de 42% kommer før eller siden, men skatteudskydelsen har bestemt en værdi, som det er værd at opnå, hvis muligt. Hvor stor rentemarginalen er, afhænger jo dels af hvilke muligheder, man har for at lån i personligt regi og hvilke muligheder, man har for at opnå afkast i selskabet. Med de nuværende renteniveauer, kan solide lånere jo låne til en meget beskeden rente, hvorfor marginalen ikke er høj, mens ikke helt så solide lånere skal betale skyhøje bankrenter, hvorfor marginalen kan være meget høj, og hvis marginalen er meget høj, så er det jo ærgerligt at betale den, hvis det kan undgås.
Hvis det går galt, så går det imidlertid meget galt. Hvis lånet bliver skattepligtigt, skal man betale (mindst) aktieindkomstskat, marginalt 42% også hvis lånet bliver tilbagebetalt. Hvis lånet ligefrem selskabsretligt anses for at være ulovligt så er der ingen vej uden om at betale det tilbage. Når pengene er tilbagebetalt, så skal de på et eller andet tidspunkt ud igen, hvilket udløser yderligere 42% i skat. Hvis lånet selskabsretligt er OK, så kan man overveje, om man kan begrænse skaden ved simpelthen at undlade at betale lånet tilbage, men så får man sikkert problemer med armslængde princippet i LL § 2, eller der kan tænkes at være tale om en skattepligtig gældseftergivelse eller lignende. Så resultatet kan let blive en reel dobbelt beskatning. Herudover skal man være opmærksom på at der kan gå lang tid fra lånet bliver ydet, til en evt. skattesag bliver endeligt tabt. I mellemtiden beregner Skat dyre renter, som ikke kan fratrækkes.
Som nævnt i det tidligere indlæg skal alle aktionærlån forrentes (uanset om de er lovlige eller ulovlige), Erhvervsstyrelsens og Skats udgangspunkt er, at aktionærlån skal forrentes med en rente, som er så høj, at en typisk ejendomsinvestering ikke kan bære det. Umiddelbart kan man være fristet til at se dette som en likviditetsmæssig fordel, da værdien af rentefradraget i personlig regi (hvis virksomhedsordningen anvendes) er langt højere end selskabsskatten af sammen rente. Men dette er kun en likviditetsfordel, hvis renten ikke betales løbende, men rulles op. Men hvis det er tilfældet, øges riskikoen for at lånet ikke kan afdrages, og dermed bliver et skattepligtigt lån.
Selv hvis man ender med at få ret hele vejen i gennem, så er der stor risiko for, at det kan blive dyrt, for det er dyrt at føre en skattesag, både i rådgiveromkostninger og i egen tid. Og hvis man en gang er kommet i Skats søgelys pga. af noget, som i deres øjne er et kunstigt skattearrangement, så er der en fair chance for, at det ikke er sidste gang, man har skullet bruge tid og penge på at føre en skattesag.
Som sagt har vi alle en forskellig appetit på risiko. I mine øjne er der her, et så åbentlyst misforhold mellem den mulige up-side og den mulige downside, at det ikke er en ide, som tiltaler mig. Andre kan naturligvis have en anden opfattelse.
Med venlig hilsen
Esben Christensen
Rådgivningsfirmaet Esben Christensen
www.esbenchristensen.dk
Bliv gratis medlem
Opret bruger