Nogen der kan forklare hvorfor og hvad der gør MLM negativt ?
Hej Henrik
Jeg skal gerne kortfattet og forsimplet orientere dig om, hvad jeg finder negativt ved MLM.
Jeg vil samtidig give en konkret analyse af, hvorfor andre ikke finder MLM negativt.
Dette skal ikke forstås fordømmende - jeg vurderer ikke - jeg analyserer udelukkende ud fra mit faglige kendskab til adfærdspsykologi (og det har jeg faktisk studeret som en del af min uddannelse på universitetet). Jeg bruger ingen nedsættende vendinger, og hvis nogen tror, de kan finde sarkasme mellem linjerne, tager de fejl.
De to problematikker
Multi level marketing fordrer, at markedsføringen (marketing) af et produkt foregår på mange niveauer (multiple levels).
1. For at det kan lade sig gøre, skal den enkelte sælger sælge til sine egne nære relationer.
2. Og han skal ikke blot sælge produkter, men også skaffe flere sælgere blandt sine nære relationer.
Problemet med punkt 1 er i mine øjne, at de, der køber produkterne, har vanskeligere ved at vælge produkterne fra, fordi de så samtidig symbolsk (i underbevidstheden) samtidig vælger deres nære relation fra. Hvis min mor foreslår mig at tage en bestemt pille, antager jeg, at hun gør det, fordi hun elsker mig. Hvis en fremmed foreslår mig at tage den samme pille, antager jeg, at han har et andet motiv. Men hvis min mor sælger disse piller, har hun en økonomisk gevinst ved, at jeg køber dem - og hendes motiv er (bevidst, delvist bevidst eller helt ubevidst) derfor et andet end det, jeg antager.
Jeg køber kærlighed og venskab, men får i stedet en pille, der sender økonomi videre til et netværk af bagmænd. Det finder jeg umoralsk.
Problemet i punkt 2 er, at mennesker, som er blevet hyret som sælgere på baggrund af de psykologiske mekanismer i punkt 1 (bevidst, delvist bevidst eller helt ubevidst) er blevet sælgere primært med to motiver; a. at gøre deres nære relation en tjeneste - og b. at tjene penge.
Disse sælgere har i mange tilfælde ingen faglig baggrund for at sælge deres produkter. De har muligvis ikke nogen faglig baggrund for at være sælgere i det hele taget. Det betyder, at de meget let kommer til at bryde de forskellige regler, der gælder for almindelig markedsføring (regler, som hovedsageligt er lavet for at beskytte forbrugere mod vildledning). Af den årsag kommer der meget let til at ske vildledende markedsføring. Og ved det, at markedsføringsteknikkerne "nedarves" gennem netværket (når mor markedsfører på denne måde er det sikkert OK, for mor er jo OK ... - osv), bliver der gennemført en masse vildledende markedsføring. Helt konkret er det f.eks. meget vanskeligt at sælge i sit nære netværk uden at komme på kant med intentionen i dørsalgsloven - som de færreste MLM-sælgere formentlig sætter sig ind i.
Der opstår altså let vildledende markedsføring, uden at ansvaret for dette reelt kan placeres. Det finder jeg umoralsk.
Det var de to grundlæggende problemer i min optik.
De afledte problematikker i henhold til menneskets adfærd
Disse problemer har nogle afledte effekter - lad os i en teoretisk adfærdspsykologisk analyse se på fire arketyper af mennesker, som eksponeres for en MLM-mulighed:
A: Nogle af os har umiddelbart analytisk kapacitet til at gennemskue disse to problemer.
B: Andre har ikke.
C: Endnu andre kan godt gennemskue de psykologiske mekanismer, men finder det helt i orden at anvende dem til egen fordel.
D: Nogle er for dumme til at se fordelene eller for pesimistisk anlagt til at tro på dem.
Vi, der tilhører gruppe A, vil umiddelbart sige nej tak til tilbuddet. Vi finder det moralsk forkasteligt og vil ikke involveres i det.
De, der tilhører gruppe B, vil typisk være med så længe, de kan glæde deres nærmeste - i opad- og nedadgående retning i hierarkiet - med det. Også selvom de ikke tjener det vilde på det.
Menneskene fra gruppe C har chance for at tjene godt på MLM. De vil med tiden udvikkle nye og mere rafinerede metoder til at tjene på B'ernes manglende indsigt. Og idet de gentager salgsargumenterne igen og igen, kommer de selv til at tro mere og mere på dem. Det er en ganske almindelig psykologisk mekanisme, at vi kreerer en positiv indre fortælling om de handliger, vi foretager os. C'erens positive fortælling vil typisk være, at han hjælper mennesker med at få adgang til produkter, de ellers ikke har adgang til. C ser sig selv i en slags helterolle, og finder det derfor både naturligt og rimeligt, at han belønnes rimeligt.
Folk fra gruppe D har helt andre problemer end MLM kan gøre indvirkning på - de kan dog godt bruges som kunder.
Så et MLM-programs succes er altså - i min analyse - afhængig af, at der er en passende mængde mennseker fra gruppe C, der kan fungere som rollemodeller for potentielle og eksisterende sælgere.
Hvis man synes, at gruppe C-adfærd er helt i orden, så vil man formentlig ikke have nogen problemer med MLM-koncepter.
Hvis man syens, at gruppe C-adfærd er umoralsk og forkastelig, vil man formentlig ikke bryde sig om at have med MLM at gøre.
Ud over disse helt generelle problematikker omkring MLM, er der også en række konkrete problemer ved bestemt af produkterne og programmerne - men det er en helt anden sag, som ikke i sig selv har med MLMs væsen at gøre.
Mine forbehold
Jeg er sikker på, at inkarnerede MLM-folk vil beskylde mig for at forsimple MLM.
Og det må jeg medgive dem - ja, dette er en forsimplet fremstilling, som af hensyn til formidlingen udelader rigtig mange nuancer.
De vil formentlig også sige, at jeg ikke kan vide dette, når jeg ikke selv har markedsført via MLM.
Til det vil jeg sige, at jeg baserer min analyse på kontakt med rigtig mange mennekser, som har udvist adfærd fra hver af de fire grupper, som jeg har delt menneskene i min analyse op i. Og rent metodisk er dette en helt almindelig måde at lave en adfærdsanalyse på. Men det er klart, at der kan findes andre typer end de fire, jeg har udskilt, lige som det enkelte menneske sjældent entydigt vil tilhøre den ene gruppe.
Jeg vil ikke gå ind i en lang og slidsom debat om dette, så den viden, du får fra mig i denne sammenhæng, står i dette indlæg. Hvis du er i tvivl om detaljer i det, må du læse det igen.
Grunden til denne holdning er, at debatter om MLMs væsen ofte bliver meget følelsesladede, hvorved den faktuelle substans har tendens til at blive udvandet - og den form for debat ønsker jeg ikke at være en del af.
Men altså - jeg finder MLM negativt, fordi jeg tilhører gruppe A i min analyse.
Venlig hilsen
Hans