Hej Nicolai,
Det er en kedelig situation, du er havnet i.
Når der er indsigelser fra din modparts/samarbejdsparts side, kan man ikke anvende de "nye", smidige inkassoregler, som ellers gør inkassoprocessen hurtigere og billigere.
Dvs. du er nok nødt til at gå til advokat for at få startet et juridisk forløb op. Det er jo kun et fåtal af sager hos en advokat, der ender ud i en retssag. De fleste sager - som din - finder man jo heldigvis en fornuftig løsning på, såvel juridisk som kommercielt. Og ofte har begge parter jo en interesse i at finde en løsning, der giver mulighed for et fortsat samarbejde.
Du bør altid kunne få et bud fra en advokat på, "hvor tyk isen er" i din sag. Dvs. om du har en god sag, en OK sag, eller en dårlig sag. Samt en vurdering af de
omkostninger, der kan tænkes at løbe på behandlingen af en sag som denne.
Det er ikke muligt for mig at give et bud på, hvor tyk isen er i din sag, på baggrund af dine sparsomme oplysninger.
Da jeg ofte ser iværksættere i samme situation som din, vil jeg tillade mig at komme med nogle gode, enkle råd til at undgå eller reducere risikoen for at komme i samme situation som dig:
- Undersøg kundens betalingsevne på forhånd - i branchen, RKI, på Google el.lign. Pas dog på med ikke at tro på løse rygter.
- Vær ikke for flink eller blåøjet ved kunden undervejs i samarbejdet. Manger iværksættere taber unødigt penge ved ikke at være prof nok.
- Forlang depositum, og forhøj det evt. løbende.
- Afregn løbende.
- Sæt - evt. bare for dig selv - en maksimal kredit for den enkelte kunde. Hvis kunden alligevel ikke kan/vil betale, kan du bruge din tid bedre på andre kunder. Hvis kunden alligevel ikke vil betale, kan kunden gå til én af dine konkurrenter for at få arbejdet udført gratis!
- Aftal ejendomsforbehold, etabler konsignationsforhold eller få anden sikkerhed (og sørg for at få "papirerne" i orden i forbindelse med dette - eller risikerer du, at sikkerheden mistes).
- Sørg for en god, præcis og dækkende aftale med kunden om, hvad du/I skal levere og hvornår og under hvilke betingelser kunden skal betale - og hvad der sker, hvis kunden ikke betaler.
- Følg hurtigt op på manglende betalinger, og tag hurtigt kunden til inkasso.
- Forvent tab med jævne mellemrum, men reducér din eksponering herfor mest muligt.
- Vær imødekommende overfor forligsmæssige forslag fra en kunde i økonomiske problemer, hvor du får en del af dit tilgodehavdende (f.eks. 30 %). Det er ofte bedre end i en konkurssituation.
Mvh
Karsten