Hvad gør jeg?

Hej Amino,

Med forbehold for at dette indlæg kan komme til at virke lidt mærkeligt, skriver jeg det nu alligevel.

Introduktion:

Jeg er 20 år og står snart og skal starte mit 2. sabbatår efter at have færdiggjort gymnasiet. På nuværende tidspunkt arbejder jeg fuldtid (ulønnet) for et start-up webbureau kaldet Pandisign for at på noget erfaring indenfor programmering af hjemmesider. Men generelt igennem min tilværelse har jeg aldrig på noget tidspunkt været ekspert på noget område, men til gengæld haft en rimelig bred viden, og har derfor været bedst som den person der koordinerer arbejdsopgaver og sætter dem sammen til et komplet og godt produkt. Og f.eks. indenfor denne branche jeg lige nu arbejder i, oplever jeg ofte at programmørene har lidt svært ved at sætte sig ind i kundens sted og dermed kommunikere budskabet ud på et sprog som kunden kan forstå, hvilket jeg ikke synes at have besvær med. Men nok om det!


Min plan:

Min plan da jeg søgte denne praktikplads i Pandisign var at skrabe erfaring sammen således at jeg kunne blive en habil programmør, hvorefter jeg nok om 3-4 måneder ville begynde at lave en masse freelance arbejde og få brandet mig selv og dermed køre selvstændigt. Taget i betragtning at jeg stadig bor hjemme og kun betaler 1500 kr. om måneden i husleje, har det ikke været et svært valg at lægge planer om at blive freelancer med kun 3-4 måneders programmeringserfaring + det løse på hobbyniveau, især da jeg også synes at man lærer mere af at stå på egne ben.

Åbenbaringen:

Nå, men nu til det som fik mig til at lave denne post, hvilket måske godt kan virke noget overilet; For ca. 1 time siden kom 2 gutter ind i disse små lokaler vi sidder og programmerer i. De 2 gutter skulle til samtale med vores direktør, om hvad, ved jeg ikke om jeg må fortælle, men dette er også ligegyldigt. De 2 gutter havde såvidt jeg overhørte været indblandet i Onfone, og er nu i gang med noget Mofibo relateret. De var super veltalende, havde styr på stort set alt, og havde store visioner om det de havde gang i. Imens jeg sad og halvt overhørte deres samtale samtidigt med at jeg havde gang i noget website relateret, gik det op for mig at det er sådan en slags person jeg gerne vil være; en person som brænder 100% for det man har gang i, og som arbejder på mange store forskellige projekter igennem sin levetid, altså hvor man ikke bare sidder og programmerer hver dag, men kommer ud og snakker med spændende mennesker, lærer en masse om en masse forskellige brancher, indgår tilværelsesændrende aftaler og underskriver vigtige kontrakter, altså i bund og grund, en "businessman" vil jeg tro.

Nu sidder jeg så med denne itsende følelse i kroppen, jeg VIL opnå noget stort, jeg vil ikke blot ende som en 30 årig gut der sidder og har en lille virksomhed der laver hjemmesider, sælger tøj i en webshop, eller whatever, med små 20-30 medarbejdere. Og jeg er også villig til at bruge alt den tid jeg har i verden, for at opnå dette. Især nu hvor jeg holder sabbatår, og netop har alt tid i verden til at gøre de ting jeg brænder for. Og jeg har i princippet heller ikke lyst til at starte på en uddannelse efter næste år, da jeg har en følelse af at det bare vil forsinke min potentielle succes i den virkelige verden. Men på den anden side, hvordan skal jeg så kunne opnå denne succes når jeg ikke har noget noget jeg kan fremvise til potentielle samarbejdspartnere eller lignende? Jeg har er student med et meget middelmådigt gennemsnit, men dét er det. Jeg har ikke nogen 'achievements' eller nogle håndgribelige kompetencer jeg kan understrege, selvom jeg dog vil mene at jeg har hovedet skruet ordentligt på - men det er jo sjældent nok, og det mener hr. og fru. danmark vel også at de har.

Nu ved jeg jo godt at alle gerne vil opnå noget stort, men det er jo desværre bare de færreste der er villige til at ofre ALT på at opnå det, i den grad som jeg føler at jeg er.


Det kan godt være at denne post nok virker noget emotionel og impulsiv, hvilket den nok også er. Men dette skal ikke sløre at jeg er 100% dedikeret.

Men hvad skal jeg så gøre?:

Nu har jeg fået slået fast at jeg er super motiveret, og måske også lidt bims i hovedet - men what the heck! Men hvad gør jeg så? Jeg vil jo gerne starte noget stort, og det er jo som sådan ikke idéerne der er problemet, enhver person der giver sig tid til det, kan komme på super gode idéer, og en brainstorm i fællesskab med en håndfund kompetente mennesker kan jo gøre underværker. Men hvordan får jeg så lige dette netværk af kompetente mennesker som har den samme motivation som mig, og også nogle kompetencer som jeg kan gøre brug af? Og hvorfor skulle disse mennesker nogensinde arbejde sammen med mig, når jeg hverken har vidergående uddannelse, kapital eller nogen kompetencer som jeg som sådan kan fremvise?

Jeg ved godt at aAmino måske ikke er det rigtige sted at skrive denne post, da langt størstedelen jo enten er unge uerfarne "iværksættere" (ligesom mig) eller nogenlunde etablerede iværksætter med små virksomheder. Men i bund og grund må i vel have den samme motivation som mig siden i i tidernes morgen har begivet jer ind på dette forum?


Jeg håber at nogen af jer kan give mig nogle råd med på vejen, selvom dette indlæg nok godt kan virke noget diffust og som om der mangler et egentligt spørgsmål eller en pointe.


Mvh Jonas.
 

Jeg er enig med KennM, det lyder meget som om at du ikke gider at starte i det små, men forventer at starte ud med et kæmpe brag af succes.

Sådan hænger verden jo desværre ikke altid sammen. Tid, disciplin og en klar vision med fuld motivation er en god start. Men som KennM skriver, så er du nød til at sætte dig ned og komme frem til, hvad er din niche, hvad kan du tilbyde folk som de ikke allerede kan få fra en kæmpe veletableret virksomhed?

Når du så er kommet frem til det, så skal du kæmpe med det! Du er nød til at starte i det små, for derefter at bygge det op. 

Start med at bygge et godt netværk og få nogle kunder på plads.

Problemet ved at blive stor "businessman" fra den ene dag til den anden er at du højst sandsynligt ikke kan tilbyde et produkt/service som en stor virksomhed allerede gør mere effektivt end dig, fordi de har kapitalen og de ansatte til det.

Ingen tvivl om at din vision er noget du skal holde fast i. Men du er også nød til at være realistisk og se hvad dine muligheder er.

Med hensyn til tid, så er det godt at du har massere af det.. forbered dig på at ligge stort set al din tid i det hvis du vil have det til at lykkedes, og arbejd til en dårlig timeløn, hvis ikke i underskud den første tid.

Jeg er freelancer webdesigner og grafisk designer, og jeg har været det i et par år nu. Etableringsfasen og den opgave at skabe en solid kundedatabase for at modtage en acceptabel indkomst tager tid! Men hvis man er indforstået med hvor hårdt man skal arbejde, så kan man komme langt.

Håber du kan bruge det til noget.. jeg mistede lige tråden undervejs, så håber det er til at forstå :) 

Betragt mig lidt som djævlens advokat, der kommer med alle de irriterende spørgsmål (men som er nødvendige at tage stilling til.)

Jonas Mohr Pedersen:

Min plan da jeg søgte denne praktikplads i Pandisign var at skrabe erfaring sammen således at jeg kunne blive en habil programmør, hvorefter jeg nok om 3-4 måneder ville begynde at lave en masse freelance arbejde og få brandet mig selv og dermed køre selvstændigt.

Du skal godt nok være lidt af et vidunderbarn, hvis du bliver en habil programmør på 3-4 måneder. Det er noget der tager andre mange år at blive.

Jonas Mohr Pedersen:

Og jeg er også villig til at bruge alt den tid jeg har i verden, for at opnå dette. Især nu hvor jeg holder sabbatår, og netop har alt tid i verden til at gøre de ting jeg brænder for.

Og hvad brænder du for? Andet end følelsen af at være succesfuld? Og hvorfor er det så vigtigt for dig? Er det overfor dig selv, din familie, dine venner, dine skolekammerater, at du gerne vil være succesfuld?

Jonas Mohr Pedersen:

Nu ved jeg jo godt at alle gerne vil opnå noget stort, men det er jo desværre bare de færreste der er villige til at ofre ALT på at opnå det, i den grad som jeg føler at jeg er.

Ofre alt? Du bor hjemme til næsten ingen husleje og spiser sikkert gratis. Du har det trygt og godt, hvad er det du mener du ofrer, eller hvad er det du er villig til at ofre, som andre i din situation ikke vil?

Jonas Mohr Pedersen:

Men hvordan får jeg så lige dette netværk af kompetente mennesker som har den samme motivation som mig, og også nogle kompetencer som jeg kan gøre brug af?

Ved at tilegne dig kompetencer der er lige så værdifulde som dem. Gode programmører er der brug for til stort set alle it-startups. Hvis du rent faktisk lærer at programmere og laver et par succeser selv, og samtidig gør alt hvad du kan for at brande dig selv personligt, så begynder der at åbne sig døre. Men uden kompetencer og uden branding kommer du ingen vegne.

Jonas Mohr Pedersen:

Og hvorfor skulle disse mennesker nogensinde arbejde sammen med mig, når jeg hverken har vidergående uddannelse, kapital eller nogen kompetencer som jeg som sådan kan fremvise?

Præcis, og du skal egentlig se på dig selv udefra og spørge hvad der skal til for at du selv synes du er en du gerne vil arbejde sammen med. En samarbejdspartner uden erfaring eller kompetencer er intet værd, og spørgsmålet er om du er villig til at gøre det der skal til for at blive en succes. Er du villig til f.eks. at investere 5-10 år af dit liv på at komme dertil hvor du kan bringe lige så meget værdi til et projekt, som alle dem du ser op til kan.

For der er stor forskel på dem som arbejder langsigtet hen imod målet, og gerne tager alle forhindringerne på vejen, og dem som er så utålmodige at de aldrig kommer nogle vegne, fordi det hele handler om succes her og nu, og de i princippet ikke gider ofte det der skal til, og det er jo nogle gange mange år af sit liv, hvor man ikke laver alle de spændende ting, men laver rugbrødsarbejde og til gengæld lærer en masse undervejs.

Jonas Mohr Pedersen:

Jeg håber at nogen af jer kan give mig nogle råd med på vejen, selvom dette indlæg nok godt kan virke noget diffust og som om der mangler et egentligt spørgsmål eller en pointe.

Dit indlæg er faktisk meget forståeligt, og når man læser det er man ikke i tvivl om hvilke tanker du har lige nu. Spørgsmålet er hvor meget du i virkeligheden vil ofre. Vil du f.eks. ofre 5 år på at blive sindssygt god til noget og lave dine egne projekter og mindre succeser, så du når et niveau hvor du kan finde nogle spændende "legekammerater"?

Thomas Frost:

Du skal godt nok være lidt af et vidunderbarn, hvis du bliver en habil programmør på 3-4 måneder. Det er noget der tager andre mange år at blive.

Kan godt være jeg skulle have brugt et andet ord end "habil". Men planen er at arbjde meget fokuseret på 1-2 slags services indenfor programmering til web, og med de 18 timer om dagen jeg bruger på at programmere, samt lære at programmere, regnede jeg med at det var en rimelig tidshorisont. Men kan selvfølgelig godt være at jeg er way off.

Thomas Frost:

Og hvad brænder du for? Andet end følelsen af at være succesfuld? Og hvorfor er det så vigtigt for dig? Er det overfor dig selv, din familie, dine venner, dine skolekammerater, at du gerne vil være succesfuld?

Det lyder nok lidt plat, men det jeg brænder allermest for, er at blive husket efter min tid på jorden. Men hvis jeg skal tage det ned på daglidagsplan, så vil det være økonomisk frihed, samt mulighed for at administrere mine egne arbejdstimer/dage. Derudover at kunne arbejde indenfor flere forskellige brancher, i stedet for at uddanne mig til et eller andet og så nærmest føle mig forpligtet til at gøre dette resten af livet.

Derudover så føler jeg mig som en fiasko hvis der er jævnaldrende eller yngre person end mig som i mine øjne er nået længere med sit liv end jeg er, rent "succesmæssigt" 

Thomas Frost:

Ofre alt? Du bor hjemme til næsten ingen husleje og spiser sikkert gratis. Du har det trygt og godt, hvad er det du mener du ofrer, eller hvad er det du er villig til at ofre, som andre i din situation ikke vil?

"Derudover så føler jeg mig som en fiasko hvis der er jævnaldrende eller yngre person end mig som i mine øjne er nået længere med sit liv end jeg er, rent "succesmæssigt""

Hvis du for alvor vil foran dine jævnaldrende og personer, der er yngre end dig, så er den sætning et usædvanligt godt sted at starte. Det er en meget destruktiv følelse at rende rundt med, og den vil blive aktiveret igen og igen og igen i fremtiden, da der selvfølgelig på alle mulige områder af livet vil være personer, som er nået længere end dig "succesmæssigt" (jeg ved godt, du her refererer til forretningsmæssig succes, men senere kommer også andre succeskriterier ind i billedet).

Thomas Frost:

Så andres erkendelse først og fremmest. Det er ikke plat, men ærgerligt at andres mening betyder så meget for dig. Det kan være med til at give drive, men der er også mange hvor det først og fremmest er det der hindrer dem i at arbejde langsigtet, fordi de higer efter andres erkendelse og ikke har tålmodighed til at arbejde langsigtet.

Det har nu ikke så meget med andres erkendelse/anerkendelse at gøre - men mere udødeliggørelse af ens person - men kan selvfølgelig godt være at det er det samme. Er dog generelt ligeglad med hvad folk synes om mig og hvad jeg laver.

Thomas Frost:

Det her er en af dem der lyder lidt som en undskyldning for ikke at tage en uddannelse. Hvis jeg havde taget en uddannelse var jeg kommet meget hurtigere til der hvor jeg gerne vil være, i stedet tog jeg en 5-10 års vej udenom. I dag betyder det intet jeg kun fik afsluttet 9. klasse, men fuck hvor jeg ærgrede mig over det mange gange, indtil vores forretning begyndte at køre godt. 

Thomas Frost:

Jonas Mohr Pedersen:

Derudover så føler jeg mig som en fiasko hvis der er jævnaldrende eller yngre person end mig som i mine øjne er nået længere med sit liv end jeg er, rent "succesmæssigt" 

Puha den var slem, i mine øjne i hvert fald. Især i disse social media tider hvor virkeligheden der præsenteres næsten aldrig er virkeligheden, men en konstrueret virkelighed, der ligner alle andre jo succeser.

Nu vil jeg mene at jeg godt kan differentiere en konstrueret virkelighed fra en reel virkelighed, så det gør mig såmænd ikke noget. Især da 100% af mine bekendte og venner ikke har noget jeg ville betegne som succes indenfor erhvervslivet.

Thomas Frost:

Jonas Mohr Pedersen:

Som nævnt så er jeg 20 år, så forhåbentlig bliver jeg ikke ved med at bo hjemme så længe fremover. Men lad mig sige det sådan her; jeg er villig til at blive hjemløs og spise mad fra skraldespande for at undgå unødige udgifter og poste alt i en eventuel virksomhed.

Interessant. Du kan jo lige skrive en update i tråden når du lever på gaden og spiser skrald for at spare på udgifter, for jeg tror ikke det kommer til at ske.Men hatten af hvis du vil gå så langt.

Det gør det forhåbentlig heller ikke. Dog ville jeg i så fald se det som en oplevelse hvor jeg kunne få et mere nuanceret billede af tilværelsen.

Thomas Frost:

Du svarede i øvrigt ikke på denne:

"Spørgsmålet er hvor meget du i virkeligheden vil ofre. Vil du f.eks. ofre 5 år på at blive sindssygt god til noget og lave dine egne projekter og mindre succeser, så du når et niveau hvor du kan finde nogle spændende "legekammerater"?"

Thomas Frost:

Eller er du så ivrigt efter stor succes nu og her, at du tror du kan springe alt det hårde over?

P.S. Definer´ "succes".

Min definition på succes er at kunne leve det liv man gerne vil. Og så er der selvfølgelig mange faktorer der spiller ind i dette, hvor 2 væsentlige faktorer er indkomst og og arbejdstid. Derudover er der selvfølgelig også nogle kriterier der skal mødes, som f.eks. at man selv har tjent de penge som gør at man kan leve den livsstil man drømmer om. Dette er selvfølgelig i erhvervsligt øjemed, der er selvfølgelig andre succeskriterier på det personlige plan som en velfungerende familie, gode venner, kone og børn.

Jonas Mohr Pedersen:

Tjaa... Det kan godt være at det lyder som en undskyldning. Men hvis jeg skal være ærlig ville jeg rigtig gerne gå på en vidergående uddannelse, jeg elsker det sociale, og så at få penge for at hygge sig og lære samtidigt - det kan man vel ikke klage over. Især også ekspanderingen af ens netværk indenfor branchen er et af +'erne ved en uddannelse. Jeg er bare bange for at jeg ville føle mig fastlåst på den pågældende uddannelse.

Ligesom kompetencer er noget man kan arbejde med, så er det psykiske og følelsesmæssige også. Og det er "føle dig fastlåst" pga en uddannelse, den må du lige arbejde med at få stukket skråt op :-) Du kommer aldrig til at komme i nærheden af at blive iværksætter hvis det at have en uddannelse gør at du ikke kan se andre veje. Hvis du har det sådan er det faktisk en god grund til at få en uddannelse, for så bliver det svært lige meget hvad. Der er tusind ting der kan gøre en fastlåst (forhold, økonomi, familie), det må man bare udover. 

Jonas Mohr Pedersen:

Det har nu ikke så meget med andres erkendelse/anerkendelse at gøre - men mere udødeliggørelse af ens person - men kan selvfølgelig godt være at det er det samme. Er dog generelt ligeglad med hvad folk synes om mig og hvad jeg laver.

Hvis du er ligeglad med hvad andre tænker om dig, hvorfor vil du så udødeliggøres og huskes? Det har jo intet med dig selv at gøre, du er jo død (til den tid).

Jonas Mohr Pedersen:

Men ja, jeg vil gerne ofre mange år på noget, så længe jeg kan se en mening ved det, og kan se at mit projekt / virksomhed / mine kompetencer udvikler sig. Det er jo trods alt ikke målet der er vigtigt eller interessant, men vejen til målet.

Det er sjovt du siger det, for sådan virker det ikke i dit første indlæg, der virker til at succes´en er det vigtigste. Men hvis vejen er vigtigt, så har du et godt fundament. For mange er målet det eneste vigtige, men de når det aldrig, fordi de ikke gider slæbe sig den lange vej, for det er sjældent vejen til succes ikke er fyldt med huller og omveje.

Jonas Mohr Pedersen:

Gør jeg efter at jeg har spist aftensmad :) 

Helt i orden :-)

Og spændende diskussion faktisk, jeg sidder selv og overvejer en masse ting lige nu, i forhold til dine skriverier, men også i forhold til mig selv. Og fedt du rent faktisk svarer på alle mine irriterende spørgsmål, for jeg ved godt de måske kan virke som om jeg bare vil være modsat eller kritisere, men det er ikke meningen.