Bliv gratis medlem
|
Vort sporadiske forhold startede for snart 5 år siden; jeg var i USA, i Mormonernes hjemstat Utah. I Salt Lake City findes deres enorme tempel, omgivet af en flot, flot historisk park. (Turistinf SLC er en meget, meget kedelig by! Har været der flere gange, grundet min forretning, men nej, der ikke noget at komme tilbage efter, MEDMINDRE man er ski-freak). Efter en lille uges arbejdsmæssige aktiviter, havde jeg lidt mere end en dag til ren afslapning og sightseeing. Det bragte mig bl.a. til Mormonernes Tempel. Når du bevæger dig ind på området, opsøges du ret hurtigt af to unge piger; to missionærer som byder dig velkommen. Det endte ret hurtigt til en rundvisning og en masse historiske fortællinger, ligesom vi (mødte tilfældigt et par venner i parken) så en alletiders film, i områdets biograf, om Mormonernes historie. Summa-summarum blev, at de to (meget kønne) missionærpiger spurgte om jeg ville have Mormonernes "bibel" gratis - og om de eventuelt måtte kontakte mig, når jeg var kommet tilbage til Danmark. Naturligvis måtte de det... men taget opfølgning i betragtning, skal jeg da lige love for de har styr på sagerne: Jeg var et halvt døgn yderligere i SLC - det tog knap et døgn i flyvetid og "layover" inden jeg var hjemme i DK... så godt og vel 36 timer efter jeg havde snakket med de to piger var jeg hjemme... To timer efter jeg var kommet hjem ringede telefonen; det var en af de lokale missionærer: "Velkommen hjem til Danmark, jeg ville blot ringe og høre om du havde en god tur hjem!" Okaaay siger jeg så lige: Det er da et total iorden opfølgningssystem de har sig! - Telefonsamtalen endte i, at de to missionærer fik lov til at komme forbi til en snak om livet, deres tro - og om mig ;-) Ifm. deres besøg - et meget positivt besøg - fik vi; Mona, børnene og jeg - lejlighed til at besøge deres kirke og var med til en af deres gudstjenester. En særdeles positiv oplevelse: Deres måde, at afholde "gudstjeneste" på, er helt anderledes end det ufatteligt kedelige, forudsigelige og nærmest dræbende kedelig set-up, som den danske folkekirke benytter sig af (der er selvfølgelig undtagelser). Først og fremmest er menigheden direkte involveret i dagens program; netop denne dag var to "menige" på talerstolen - og de sange, som blev sunget, var væsentlige mere interessante; knap så langsommelige, som de salmer, vi gang på gang skal trækkes igennem når vi er i kirke (som jo desværre begrænser sig til bryllupper, dåb og begravelser). Og et ret så væsenligt faktum: "Præsten" (husker ikke termen indenfor Mormon kirken) kiggede ikke skævt til de mange små børn, som var tilstede i kirken; De sætter i sandhed pris på børnefamilier! Det var en positiv oplevelse - en god Søndag formiddag. Vi har ikke siden været i Kirken - men det skyldes udelukkende, at Mona ikke føler et behov for at gå i Kirke. Eftersom Mormonerne sætter familie højest, virker det forkert hvis jeg blot tropper op med børnene ;-) Nu har jeg dog heller ikke synderligt behov for at snakke med hverken Gud eller Jesus hver eneste Søndag - men nu og da - synes jeg da, at det er lidt en skam, at vi ikke benytter vores lokale kirke mere end vi gør: Nu tænker j |
Som udgangspunkt er jeg imod ALLE former for misionærer (uanset formål/religion), da den bagvedliggende tanke altid er at ''min holdning er bedre end din, og derfor bør du få min holdning''. Mormonerne er som oftest meget venlige, men bryder mig ikke om opsøgende salg af holdninger, og tros-spørgsmål.
Får meget ubehagelige trækninger i ansigtet af den slags.
Er samtidigt ateist - så religion/gud preller som regel af.
Tror på det gode i mennesker, viljen, evnen til 100% at bestemme retning og formål med sitsit liv, og mig selv.
Men for dælan da et ''opfølgende salgsarbejde'' af mormonerne på tværs af kontinente - der er noget at lære
Opret bruger