Hej Amino, Vi har udarbejdet en lille guide / magasin på 64 sider, som udgives i Danmark på dansk og engelsk i samme udgave. Vi skal have solgt en række annoncer, som skal bruges i magasinet, men vi er i tvivl om prisen på annoncen. Her er lidt facts: Opslag: 10.000 trykte eksemplarer + Digital version Udgives som udgangspunkt kun 1 gang Læsertal: Op mod 40.000 på de trykte magasiner (3000+ besøg på online udgaven om året) Gratis magasin Niché indenfor iværksætteri / erhverv Dansk og Engelsk Magasinet bliver udsendt til væksthuse, kontorfællesskaber, fagforeninger og samarbejdspartnere herunder advokater og banker. Annoncestørrelsen vil være 1 A4 side. Annoncører vil være: Banker, advokater, revisor, bogholdere, kapitalstærke virksomheder + diverse software og SaaS produkter henvendt mod selvstændige. De kapitalstærke virksomheder og bankerne kan forvente en ordreværdi pr. kunde de får gennem magasinet på: 400.000 - 10 mio+ Hvad vil være en fair pris, hvis kunden selv leverer annoncen trykklar? Det afhænger selvfølgelig også af arbejdstid, men hvis vi blot regner udfra deres forventede læsertal og muligheden for ordre. |
Det er et hårdt marked.
Mange tror ikke på papir mere - vi er også nogen, der ved, at de tager fejl, men det påvirker desværre ikke den pris, man kan få.
Hvis det var mit projekt, ville jeg regne den anden vej.
Du har en tryk og distributionsomkostning på max 100.000 - muligvis det halve afhængig af kvalitet og dine evner til at forhandle.
Du har en omkostning til grafisk arbejde på ca. 40.000 kr. - muligvis 2/3, hvis du har gode forbindelser.
Du har en omkostning på redaktionelt indhold på 40-100.000 afhængig af kvalitet.
Du har en omkostning til salg, som kan gøres variabel i forhold til omsætningen.
Det betyder, at du har break even på måske 250.000.
Herefter begynder du at tjene penge.
Du ønsker nok selv at tjene 100.000 kr., så du skal have 350.000 kr. ind.
Du har 64 sider til rådighed.
Hvor mange procent vil du fylde med reklamer?
10% = 6 sider = 58.000 kr. pr. side = urealistisk
20% = 12 sider = 29.000 kr. pr. side = urealistisk
50% = 32 sider = 11.000 kr. pr. side...
Hvis du putter mere end 50% annoncestof i, falder værdien, fordi folk ikke gider læse bladet.
Kig på konkurrenterne.
Hos Børsen får du ca. 300 spaltemillimeter - eller en sidebredde og 50 mm i højden for samme pris som én side ved 50% annoncedækning.
Kan du overbevise din kunde om, at han får bedre værdi hos dig - så har du et godt produkt.
Mit opstillede budget er gravet frem af min erfaring og tilsat en gang pessimisme. Du skal selvfølgelig lave dit budget helt præcist.
Det er min erfaring, at set fra annoncørens synspunkt, så opfattes online visninger af en offline annonce kun som en ekstra service, som man ikke er villig til at betale ekstra for - men som kan have positiv virkning i salgssituationen. Med mindre, du kan gøre prisen klikafhængig.
Jeg tror, du overvurderer ordreværdien, og jeg tror, du skal bruge kendskab frem for direkte ROI som salgsargument i denne sammenhæng.
God vind med projektet.
VH Hans