Min mand er gået konkurs med et ApS. Han har hæftet personligt for bankgæld, og banken har pant i hans bil. Er der nogen som kort kan skitsere hvor vi står? Og gode råd modtages :-) |
Hej Overlever,
Det er trist, at det er endt sådan.
Nu er det svært at udtale sig, når der ikke er mere info om gældens størrelse etc.
I udgangspunktet, så hænger din mand på bankgælden og hvis den er til at overse, så kan han aftale en rimelig ordning med banken. Hvis banken er urimelig eller han ikke lever op til sine aftaler, så kan det få store konsekvenser.
Det samme gælder bilen. Det har først betydning for dig, hvis din mand ikke afdrager sine lån som aftalt. Her er det vigtigt, at din mand er proaktiv og opsøger sine kreditorer, hvis han får problemer med at betale til tiden. Så er det bedre at aftale rentefrihed, afdragsfrihed eller andet, fremfor at svigte betalingerne.
Det er præcis det samme, som Luksusfældens eksperter gør: Forhandler aftaler med kreditorerne, således at alle får deres penge og skyldneren overlever.
Det har ingen konsekvens for dig før din man ikke kan betale regningerne. I har fælles økonomi og din mands kreditorer kan hente møblerne etc, uanset hvem der har indkøbt dem. I kan også blive tvunget ud i en tvangsauktion, hvis I ikke længere kan klare afdragene. Din mands kreditorer kan gøre udlæg i hans del af huset og det betyder, at du ikke længere råder over huset, men nu er afhængig af, at kreditforening eller andre kreditorer skal godkende et evt salg.
Du bør opsøge professionel hjælp. Det koster måske få tusind kr, men giver dig fuldstændigt overblik over nutiden og fremtiden.
Held og lykke herfra.
Flemming