Hej Amino.

Inden jeg starter, vil jeg sige at det her indlæg er seriøst og kommer til at blive ret tungt. Jeg kommer til at dele indlægget op i to dele, min forhistorie og mit spørgsmål/problemstilling. For at få det fulde billede anbefaler jeg at du læser begge dele. Med det i tankerne, lad mig komme til sagen.

Forhistorie:
For mig livet har altid været en kamp, jeg blev opfostret i en ghetto, jeg blev misbrugt derhjemme og mobbet i skolen, så der var aldrig ro omkring mig. Jeg er født i det vi vil kalde en relativ fattig familie. Jeg har flyttet meget rundt, blevet tvangsfjernet, skift skoler mere end jeg kan tælle på én hånd. Hvad jeg husker bedst fra min barndom er smerte, ydmygelse, sorg, uretfærdighed og ensomhed. Jeg har ikke rigtigt haft en far eller fader figur, eller nogen at se op til for den sags skyld. Gennem mine teenage år, er tingene ikke blevet værre, mobning blev til ignorering, jeg havde ikke et stabilt hjem, og du kunne ses på mine karakter, følelserne fra barndommen blev til had og vrede, jeg begyndte at udvikle OCD, angst og depression, og får at toppe det hele af med kom mit psoriasis udbryd, hvilket jeg ikke vidste jeg havde indtil det kom. Jeg vil dog sige, at selvom alle de her udfordringer har været i mit liv, så har jeg aldrig begået kriminalitet, taget stoffer eller lignende, jeg fik formået at indhente min jævnaldrende i skolen med det faglige, og fik trods alt nogle venner gennem årene.

Så efter at have blevet færdig med min eksamen og folkeskolen, en klap gik ned, og jeg ville bare væk fra alt, jeg flyttede ind hos min mor igen, selvom vores forhold er slidt, fik mit eget værelse og en gaming computer, og jeg endte med at totalt isolere mig i en lejlighed med min mor, jeg mistede de sidste venner jeg havde og mest af alt jeg mistede troen på alt. Jeg kommunikerede ikke med omverden, og de folk jeg kommunikerede med var fremmede på nettet, i chat grupper, online spil, 4chan, reddit, 9gag, discord, forums osv... Jeg tog ret meget på, min mor er psykisk syg, så hun var ikke i stand til at lave rigtig mad så vi levede meget usundt. For at gøre en lang historie kort, jeg endte med at sidde på mit værelse, i en lejlighed "fanget" med min mor i flere år.

I dag er jeg flyttet til et andet familie medlem fra en lejlighed til en anden, jeg kan ikke blive boende for altid, jeg er på kontanthjælp, jeg får noget "hælp" og jeg går til lægen med mit psoriasis. Jeg er kommet lidt mere ud, men jeg kan mærke på mig selv at jo mere tid der går problemer hober sig op, og "systemet" er ikke designet til folk som mig, jeg er for altid arret af min fortid.


Problemstilling/spørgsmål:

Mens jeg sad inde på isoleret, brugte jeg noget af tiden på at lære mig selv at kende, og lære min styrker og svagheder. Jeg begyndte at læse op på mine interesser som er: Økonomi, historie, filosofi, design, IT, programmering, engelsk, matematik, politik og verdensnyheder. Jeg har så mange interesser og ting jeg synes er interessante, og hver gang jeg havde et spørgsmål i tankerne googlede jeg det, så for hver dag der gik, var det som om jeg altid lærte noget nyt (tak til quora, hjulpet mig meget).

Mine styrker er:

- Jeg er meget negativ, et "side effect" af det er at jeg er mere kritisk tænkende end hvad man ellers ville være.
- Mit engelsk både skriftligt og mundtligt er rigtigt godt.
- Jeg er i stand til at tænke over hvad jeg tænker, hvilket er en anden måde at sige jeg er god til at forholde mig objektivt.
- Jeg er god til at analysere statistikker, sandsynlighedsregning, hovedregning og general forståelse og viden om hvordan verdens økonomien fungere.
- Jeg er god til at Google, det lyder måske underligt, men Google er et essentielt værktøj for research i 2018, din læge har sikkert på et tidspunkt googlet dine symptomer, forskellen på når du gør det og lægen gør det, er at lægen ved hvad han/hun skal kigge efter, og hvilke informationer er relevante for dig.
- Er god til at lytte, og at være ærlig.

Det her er allerede blevet længere end jeg ville have det. Min pointe, selvom jeg kun har folkeskolen synes jeg stadig jeg kan bidrage med noget til samfundet. Men med alle de problemer jeg har kan jeg ikke få et arbejde eller tage en uddannelse, jeg kan knap nok gå udenfor. Jeg har ikke noget kapital, ellers ville jeg har havde investeret i aktie market, startet mit eget firma, or whatever. Det eneste jeg har er mit hoved og min computer, hvordan kan jeg bruge det med min situation i tankerne, til at få kapital.
Hvilke skills burde jeg lære?
Er der noget jeg kan gøre for at komme ud af relativ fattigdom?


Penge har kun den værdig vi har aftalt, og for all i care, penge har ingen værdig. Hvad der har værdig for mig er ting, jeg har givet op på mennesker, så ting er det eneste jeg har tilbage, ny computer, ny smartphone, tøj som ikke bare er fra H&M, et ur, tv osv.. Den måde man får ting på er ved at have penge, så det er der hvor mit "drive" ligger.

Tak for at læst mit oplæg, min historie kunne skrives til en roman hvis jeg skulle gå i detaljer og bruge eksempler på situationer, jeg prøvede at forkorte hele det her så godt som jeg nu kunne, og jeg ved det her et iværksætter forum, måske ikke det helt rigtige sted at skrive, men jeg har brug for at høre råd udefra som kan forholde sig objektivt som kan fortælle mig hvilke muligheder jeg har og hvor landet ligger.