Jeg har brug for sparring, viden, erfaring - jeg tager imod alt med kyshånd. Min mand overtog en virksomhed med gæld tilbage omkring 2008 og lukkede kort efter. Virksomheden blev overtaget fra en forælder, hvor formålet var at køre det videre sammen - dog med forælderen som ansat. Min mand havde ingen erfaring med at være selvstændig og var ikke klædt på til at drive egen virksomhed. Derfor skulle denne løsning også fungere som en oplæringsperiode, hvor min mand blev sat ind i alt det praktiske som selvstændig og efter et par år køre det videre på egen hånd. Dog tog hele situationen en kedelig drejning, da forælderen forsøgte at hæve penge til sig selv fra virksomhedens konto efter overtagelsen. Dette bemærkede banken heldigvis og fik trukket pengene retur (da forælderen havde konto i samme bank). Dette resulterede i en konflikt og at forælderen forsvandt. Efter dette stunt, mistede banken tilliden og kunderne blev færre. Der var i forvejen et bevilliget overtræk på ca. 150.000 (hvoraf forælderen er kautionist for de 100.000,-, da den gæld opstod inden overtagelsen). Min mand havde netop flyttet virksomheden til billigere lokaler og fået købt nyt udstyr - men da banken ikke længere ville samarbejde og min mand aldrig rigtig nåede at få virksomheden op at køre i de nye lokaler, var han nødsaget til at sige stop. Vi rådførte os med både revisoren og min mands fagforening, da vi absolut ingen erfaring havde med at lukke en virksomhed ned. Vi fik dog ikke meget hjælp hos revisoren, men mest fra fagforeningen. Vi gjorde det vi blev rådet til - fik givet banken, kreditorer, kunder mv. besked. Vi blev bedt om at dokumentere, at alt udstyr var solgt - og pengene blev brugt til at betale så mange regninger som muligt. Vi stod tilbage med gælden til banken (omkring de 150.000,-), 1 års binding til de nye lokaler (ca. 100.000,-) samt en mindre udgift til strøm (ca. 2.500,-) - og nu knap 10 års renter senere. Vi havde dog en afdragsordning med banken, som vi betalte af på i en lang periode efterfølgende. Det var Amagerbanken der senere blev overtaget af Bank Nordik. Da Bank Nordic skulle overtage, ville de have nye underskrifter - både fra min mand og forælderen. Jeg gjorde dem opmærksom på, at forælderen nok ikke var interesseret i at underskrive noget, da hun både havde forlagt os og hendes andre forpligtelser. Bank Nordic lovede, at det ikke ville få en betydning - så vi skrev under. Det viste sig dog, at det alligevel ville få en stor betydning og de pludseligt krævede at vi skulle betale hele restgælden - hvilket vi ikke var i stand til. Vi blev hevet i fogedretten og jeg forsøgte at forklare dem, at vi havde overholdt vores aftale - men at de ikke havde overholdt deres. Da dette stunt gav yderligere 40-50.000,- oveni gælden, valgte vi at stoppe helt med at betale. Det vi havde betalt over et par år, var nu faldet i et sort hul. Efterfølgende havde vi en del år, hvor jeg var kritisk syg og alt vores tid, overskud og penge blev opslugt af mine operationer og sygemeldinger. Min mand fik ikke dagpenge i knap 1 år, da de ikke var overbeviste om at han ikke fortsat drev virksomhed "hjemmefra" - trods dokumentation for at alt i virksomheden var blevet solgt. Dette tog pusten fra os og vi måtte prioritere "overlevelse". Nu har vi heldigvis begge en ordentlig hverdag igen og mit helbred er blevet bedre - men begrænser stadig vores hverdag og økonomi. Vi klarer os godt ud fra de vilkår vi har til rådighed - men ikke godt nok til at indgå nye aftaler om afdrag til gælden efter virksomheden. Flere har spurgt om, hvorfor revisoren ikke har vejledt os om at lukke virksomheden ordentligt ned og om hvorfor der ikke er blevet lavet en betalingsstandsning mv. Andre har spurgt ind til omkring gældssanering og muligheden for at gælden er forældet. Revisoren havde et privat forhold til forælderen og var forælderens revisor igennem 20 år - så det kan måske havde medvirket i, at vi ikke er blevet hjulpet bedre til at komme godt videre. Vi er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke havde søgt hjælp andre steder end revisoren. Vi er også ærgerlig over, at vi muligvis kommer til at hæfte for hele bankgælden (selvom forælderen også hæfter, men heller ikke kan betale) og at Bank Nordic fik ødelagt vores gamle aftale. Nu står vi tilbage med en gæld på over 400.000,- til 3 kreditorer efter knap 10 år. Vi har været i fogedretten 1-2 gange årligt fordelt med alle 3 kreditorer - men de har heldigvis været forstående over for vores situation de seneste år. De har taget udlæg i vores bil, hvilket gør vi at hverken kan sælge bilen eller min mand kan omlægge/optage lån, hvis der skulle være behov for det. Min mand har været registreret i RKI, men er overstået efter 5 år per kreditor - derfor er vi også ekstra opmærksomme på ikke at indgå nye aftaler i tilfælde af, at vi ikke kan overholde dem. Har vi nogle muligheder så mange år efter (betalingsstandsning eller andet?) eller kommer vi aldrig videre, før alt gæld er betalt helt ud? Tak for jeres tid og tålmodighed :-) Med venlig hilsen Christina |
Først så er her lidt nytteløs medfølelse. Det er en horribel situation I er i, som både har ødelagt jeres familieforhold og økonomi. Desværre så er den politiske debat at I som virksomhedsejere er/var nogle rige svin der sagtens kunne betale noget mere i Skat/Løn...., og at Danmark er helt fantastisk for virksomheder.
Jeres historie er en af de rædselshistorier som burde fortælles omkring de virkelige forhold om at være selvstændig i Danmark, og hvor totalt horrible forholdene er for dem det går galt for, og hvor mange der er i jeres situation. Jeg læser at det har været en selskabskonstruktion, hvor I er fanget i personligt at kautionere, og at I ikke har haft evnen til at nedbringe gælden.
Det lyder til at I har lavet en kæmpe brøler i relation til Bank Nordic, og hvis det ikke er på skrift tror jeg ikke der er noget at gøre.
Uden at kende jeres formuer og økonomi er det umuligt at give valide råd, men basalt er der muligheden at betale gælden ned eller forhandle den ned så I kan betale den. Skal I gennem gældssanering så ved jeg ikke hvad reglerne er.
I er udenfor systemet nu, men jeg ville prøve at snakke med jeres lokale erhvervshus og deres folk på Early Warning som er specialister før det går galt og sikkkert ved en hel del mere
https://earlywarning.dk/om-early-warning/om-early-warning
Held og lykke