Hej Troels!
Hvad med at lave en kontrakt med trinvise overdragelser på baggrund af milestones i stedet for timer? Hvis I fx. aftaler 30%, så nedbryd det i x antal milestones, som hver udløser 1/x af 30%. På den måde er programmøren motiveret hele vejen. Set fra din side, så kunne det også være fedt, hvis en eller flere milestones var forretningsmål og ikke kun udviklingsmål.
Mht. exit, så er det normalt at skrive sådan noget i en anpartshaveroverenskomst. Jeg har set flere eksempler, der går på, at (i jeres situation) I begge har option på hinandens anparter og at værdien af disse anparter opgøres af en uvildig revisor på det tidspunkt, en af jer ønsker at forlade selskabet.
Mht. "fair", så findes der ikke en fair metode, kun den aftale som I begge kan acceptere. Du kan sagtens opgøre selskabets nuværende værdi på baggrund af din investering, timeforbrug, omsætning, mv. Men alt dette kan hurtigt være irrelevant, hvis projektet dør uden en programmør. Så er programmøren pludseligt meget værd.
Du kan også i jeres aftale betinge, at du skal have dækket din investering og timeforbrug, inden programmøren får noget.
Overordnet set skal du nok acceptere, at den vej du foreslår er et partnerskab, også selvom du ønsker at se det som et leverandørforhold med en alternativ honorering. I et partnerskab ligestilles man, med mindre du vil ud i A- og B-Anparter, og lignende.
Noget helt andet er royalty. I stedet for ejerskab kunne du tilbyde royalty af x, hvor x kunne være omsætning, dækningsbidrag, overskud eller andet.
Bedste hilsener,
Aleksander :-)