Hvis vi holder os rigidt til tingene, så er der ikke tvivl om, at for at udgiften kan indgå i virksomheden (det gælder både skat og moms), så skal der være dokumentation for det udførte arbejde i form af en faktura fra leverandøren.
Jeg mener, at det er freelanceren som er leverandøren - Freelancer.com er en ren formidler/betalings"gateway". Jeg formoder, at Freelancer ikke står på mål for kvaliteten, hvis nu der eksempelvis efterfølgende viser sig at være fejl i arbejdet.
Det hele hænger dog på en vurdering af, om formidleren (Freelancer.com) formidler ydelsen i eget navn eller ej. Men det mener jeg ikke kan siges at være tilfældet - altså at de formidler ydelsen i eget navn, netop fordi de (igen formoder jeg) ikke står på mål for kvaliteten.
Så er spørgsmålet jo, om det kan give problemer, at I ikke har en faktura fra freelanceren.
Måske - måske ikke.
Det er nemlig ikke sikkert, at SKAT vil være så rigide, hvis det i øvrigt er tydeligt hvem der har lavet arbejdet, hvad der er lavet og hvad det har kostet. Så kan jeg for mit indre blik godt se, at SKAT kunne finde på at acceptere den dokumentation, det ser ud som om I har.
Omvendt, kan I også risikere, at de hele bliver så udvisket, at SKAT slår en streg i sandet og siger: "Ikke skattefradrag på grund af manglende dokumentation for købene".
Jeg ved godt, at ovenstående ikke hjælper jer en pind. Jeg har bare på den ene side ikke lyst til at sige, at Freelancer.com ud fra en skatte- og momsmæssig betragtning skal undgås - på den anden side, vil jeg sgu heller ikke love, at det ikke kan give problemer.
Vh
Lars