Det har taget mig et døgns tid egentlig at få skrevet denne besked, da det er så svært at vide hvad man skal skrive. Intet man kan sige kan gøre smerten og sorgen for de efterladte mindre, og alligevel vil man jo gerne vise at der er nogen, selvom det måske er en fremmed, der tænker på dem i denne situation.
For år tilbage var jeg selv med til begravelsen for en gammel ven og klassekammerat, som jeg havde kendt det meste af livet. Han nåede at blive 18. Jeg husker den store sorg hos alle der havde kendt ham, og selvfølgelig i særdeleshed hos hans familie. Og jeg sender stadig ofte både ham og hans familie en kærlig tanke, her næsten ti år efter, så han er ikke glemt!
Jeg tror den største ære vi kan gøre dem, er at mindes dem med glæde, og for alle de gode ting de trods alt nåede at gøre, på trods af at de blev taget væk for tidligt. Jeg kendte ikke selv Frederik personligt, men har jo set ham skrive meget herinde, og han slog mig altid som værende et fantastisk positivt og hjælpsomt menneske, der havde overskud til andre.
Dertil kommer at vi kan ære dem ved virkelig at værdsætte livet, leve det til fulde, og huske hvad det egentlig handler om og hvad der er det vigtige. Ikke at bruge energi på små petitesser og at huske altid at være noget godt for os selv og hinanden.
Min største sympati og medfølelse til Frederiks familie og venner, må I finde styrken til at komme gennem dette!
De kærligste tanker og hilsener
Amaris