Hejsa, Jeg skriver herinde idet jeg har fulgt med på sidelinjen et stykke tid, og mener at der måske kunne være nogle kompetente hovedet som kan komme med et råd, eller i det mindste få denne tråd lagt op til debat herinde. Overskriften i sig selv virker overdrevet, men det den ikke. Jeg må bogstaveligt talt ikke komme på arbejdsmarkedet. Hvad får mig til at konkludere dette? Jo, nu forklare jeg sagen kort, og så vil man få et indblik i hvordan kommunen reelt set arbejder - eller i al fald den pågældende kommune - og i den pågældende sag. Sagen kort: Jeg lider af angst. Jeg har lidt af angst i omkring 2 år, og er i 2 år blevet smidt frem og tilbage mellem forskellige forløb, som eftersigende skulle være ret gode, og kunne hjælpe mig på rette vej. Den angst jeg lider af er diagnosticeret som værende "socialfobi". Socialfobi er en mental sygdom der i sin slemmeste form gør at du mentalt ikke er i stand til ret mange ting, der involvere mennesker, få såvel som mange. Jeg har en meget, meget slem angst, og kan ikke rigtig tage til familiekomsammener, tage en uddannelse eller på nuværende tidspunkt have et job. Mentalt siger jeg fra. De forløb jeg bliver tilmeldt, har jeg en fraværsprocent der minder om 70-80%. Jeg kan end ikke tage bussen ind til byen, eller gå ordentlig på strøget - jeg kan nærmest ikke tage i Netto uden at tro at alle kigger på mig. Socialfobi er en mental sygdom som kan "helbredes" så at sige - det "eneste" der skal til er psykoterapi som måske skal kombineres med medicin i starten. Allerede fra dag 1 af har jeg forsøgt at få hjælp til denne form for behandling - men det tilbyder kommunen ikke til personer over 18 år. Kommunen tilbyder derimod et nedslag i prisen til en psykolog, og ellers kan man komme gratis til psykiater. Min læge ønsker at jeg kunne komme på psykiatrisk afdeling på sygehuset, men de mener ikke at jeg er "mentalt syg nok" til at være en del af en sådan gruppe - altså psykiatrisk afdeling. Hvordan ser det så ud?
Godt så. Jeg måtte for 2 år siden grundet en uheldig episode (inklusiv min pludselige angst) flytte hjem til mine forældre. Her har jeg nu boet i 2 år. Jeg får 3.000 kroner i måneden ca. og har regninger for 2.000 kroner om måneden - det er grundet noget ubetalt skat og noget andet gæld. Det er ikke til mobiltelefon osv. nej det er gæld og vigtige regninger. Jeg har så 1.000 kroner i overskud. 1.000 - 700 = 300 tilbage = 1 time hos en psykolog 1 gang i måneden. Der hvor tråden knækker er: De forløb jeg har været på har kostet mellem 10.000-15.000 kroner om måneden. Det nyeste skud på stammen er et "aktiveringssted", som koster kommunen intet mindre end 14.000 kroner om måneden. For den nette sum af 14.000 kroner om måneden får jeg nu lov til følgende:
For 14.000 kroner i måneden kunne jeg få 20 psykolog-timer i måneden, og blive "helbredt" inden for 4-5 måneder (forventet)! Nej, nu er jeg derimod skrevet op til et forløb på 9 måneder hos denne private aktiveringsmulighed. 9 måneder x 14.000 = 126.000 kroner. Det er fucking frustrerende! 2 år! 2 fucking år - det er forbandet mange penge de har brugt på mig! FORBANDET MANGE! Problemet kunne være blevet løst for LANG tid siden, såfremt de havde tænkt sig om og blot givet mig de psykologtimer - så havde jeg vel sagtens nu allerede betalt dem tilbage igen i skat. Nu er jeg derimod blot en udgift i yderligere 9 måneder, hvor jeg ikke engang vil dukke op i størstedelen af tiden, idet det er komplet ubrugeligt. For at være helt ærlig så er jeg ved at give op. Ikke nok med at min familie og omgangskreds konstant og hele tiden, beder mig om at tage mig sammen og komme op på hesten, så fucker kommunen også med mig. Overstående tilbud kalder de "det bedste tilbud vi kan give dig". Havde jeg en rygskade man kunne se på røntgen eller et brækket ben, så havde folk klappet i, men nu hvor der intet fysisk er at se - så er det jo bare at tage sig sammen. Toptåber er de eneste der kommer med disse konklusioner (inklusiv mine forældre, brødre, venner og generelle omgangskreds). Er der noget at sige til at statskassen bliver mindre og mindre? Jeg vil ikke nasse på samfundet, jeg vil derimod gerne bidrage til samfundet, men min mentale tilstand gør det svært for mig, men kommunen aner ikke hvad de laver og foretager sig - de smider og kaster bare rundt med de som rent faktisk har en reel mulighed for at blive en del af samfundet igen. Intelligentsmæssig fejler jeg absolut intet! Mine drømme er store, og jeg vil gerne starte selvstændig på et tidspunkt - men det er der ret lange udsigter til lige nu. Jeg vil først gerne have en uddannelse, men også det er der lange udsigter til, så længe jeg ikke har en jordisk chance for at få styr på min hjerne. Awesome... jeg kommer nok bare aldrig videre så. Jeg har ingen rige forældre eller en rig onkel som lige kan betale, eller lægge ud for mig, til jeg kan betale tilbage igen. Og ja - det her skal fanme betragtes som en tudetråd! For det er hvad jeg gør. Jeg tuder fanme. Det er SÅ meget spild af mit liv, og statens penge. Et problem der kunne være løst på knap et halvt år, strækker sig nu til at vare knap 3 år. |
Desværre er det tit at løbe panden mod en mur når man snakker om stat eller kommune.... jeg håber bare at du får det bedre så du kan komme op på hesten og udleve dine drømme.